Sørine Gotfredsen: P1-program er som en blanding af et lærd tidsskrift og Bamses Billedbog

Forceret ungdommeligt sprog og klassiske kønsroller overskyggede et ellers godt program, da Sørine Gotfredsen i torsdags lyttede til P1-programmet ”Vildt naturligt”

Sørine Gotfredsen: P1-program er som en blanding af et lærd tidsskrift og Bamses Billedbog
Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix.

Som de fleste nok har opdaget, mener nogle, at forskellene mellem mænd og kvinder gradvist vil forsvinde, fordi de først og fremmest er udtryk for en kulturel konstruktion. Ikke desto mindre bliver den gamle udlægning af kønsroller af og til genopført på interessant vis.

Det skete for eksempel i torsdags i P1-programmet ”Vildt naturligt”, hvor de to biologer Johan Olsen og Vicky Knudsen beskæftigede sig med den gådefulde beretning om altings tilblivelse.

Den indbudte ekspert var professor i evolutionshistorie Peter C. Kjærgaard fra Naturhistorisk Museum, og der var lagt op til en spændende gennemgang, da han begyndte at udfolde darwinismen og sin egen tro på, at alt i sidste ende har en naturlig forklaring.

Men programmet blev kraftigt mærket af en besynderlig rollefordeling mellem værterne. Vicky Knudsen fyldte meget i rummet ved at vrøvle en del og fnise af egne bemærkninger, mens hun talte i et noget forceret ungdommeligt sprog. Alt i alt var det ret forstyrrende, kulturel konstruktion eller ej.

Vicky Knudsen leverede her skyts til den, der stadig abonnerer på den gamle idé om, at kvinder kan have tendens til at ryge lidt ud af en tangent, mens mænd i højere grad bliver på det saglige spor. Med alverdens forbehold for undtagelser, naturligvis.

Spørgsmålet er dog, hvorfor en begavet kvinde laver radio på den måde, og et godt gæt er nok, at hun vil lette kommunikationen og skabe kontakt til de lidt yngre lyttere, hvilket vist fortsat er et stående ønske på P1.

Problemet er dog, at den kåde talestrøm passer dårligt sammen med videnskab, og at lytte til ”Vildt naturligt” udviklede sig til en følelse af at være havnet i en blanding af et lærd tidsskrift og Bamses Billedbog.

Jeg tror, at man undervurderer lytterne, ligesom man så ofte i medierne undervurderer seerne og læserne, når man tror, at den mere formelle sprogbrug automatisk skræmmer folk væk.

Sagen er jo, at det kan være ret vidunderligt at høre vidende mennesker tale omhyggeligt og velformuleret om det, de brænder for. Man bliver klogere og måske samtidig forvisset om, at der midt i denne hæsblæsende mediestrøm og flimrende hverdag findes en kerne af alvor og dermed også en mulighed for at blive taget alvorligt selv. Vicky Knudsens optræden signalerer det modsatte og lægger sig i halen af en lang udvikling, hvor respekten for manuskript, omhyggelig udtale og forskellen på at tale i et radiostudie og hjemme i køkkenet er kommet til at fylde for lidt.

”Og hvad med dino’erne?”, lød det således, da vi var nået frem til perioden med dinosaurerne, og jeg desværre var nået til punktet, hvor jeg var holdt op med at interessere mig for altings tilblivelse. I hvert fald i denne udlægning på P1. Kulturel konstruktion eller ej.

Af og til bliver den stereotype rollefordeling mellem mænd og kvinder pludselig genopført på så klassisk vis, at man fristes til at overveje, om den mon alligevel rummer noget sandt. Med alverdens forbehold for undtagelser. Naturligvis.

Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.