”Få det bedste frem i andre.” Sådan lød opfordringen fra provst Lone Wellner Jensen og menighedsrådsformand Inge Kjær Andersen i et indlæg i Kristeligt Dagblad den 9. juni om efterårets menighedsrådsvalg.
Men det, de skriver, får ikke noget som helst godt frem i nogen som helst. Det er klichéfyldt og dårligt. Og så er det ikke hele sandheden. Der er flere kritiske indvendinger:
1) De vil have, at vi – dette mærkværdige ”vi” er en performativ størrelse – alle skal tale hinanden op og ikke være kritiske andet end til husbehov.
Det samme siger biskopperne. Op og ned er blevet det nye retoriske begrebspar, specielt i de offentlige institutioner. Det kan man undre sig over, ikke mindst i forhold til ledelsen i den danske folkekirke. Her er op og ned nemlig et forhold mellem Gud og mennesket. ”Op al den ting, som Gud har gjort,” som det hedder i Brorsons salme. Det er ikke et menneskeligt mellemværende. Som menneske taler man hinanden med og imod, men ikke op og ned. Med og imod er horisontalt, mens op og ned er vertikalt. Det burde provsten vide. En samtale er en diskus‑ sion og dialog, men ikke en forkyndelse og en lovprisning.
2) Hvorfor skal ”det bedste frem” i andre? Det skriver forfatterne. Hvad mener de egentlig? Det skaber ikke nødvendigvis et godt menighedsråd at dyrke forestillingen om, at man blot skal være gode ved hinanden. Hvem er det? Det skal man jo altid være, skal man ikke? Også over for dem, der ikke sidder i et menighedsråd? Kliché – endnu en gang. Når man begynder at argumentere på denne sentimentale og anstrengende måde, er vi tættere på tyranniet og ligegyldigheden.
3) Så taler de to om de andre. Sådan er mennesker. Det handler om præster, skriver provsten og menighedsrådsformanden, der ikke mener, at menighedsrådene er dygtige nok til at være ledere for personalet og dermed være arbejdsgivere. Jeg kender ikke disse præster og er ikke en del af dem, men måske har de ret.
De to forfattere får det imidlertid straks til at handle om, at vi alle skal tage ansvar: ”Vi skal samvirke – også om opgaven med at være arbejdsgivere. God ledelse handler om at spille hinanden god, og dermed handler det også om, at alle spiller med og tager ansvar. Gejst‑ lige så vel som læge med‑ lemmer af menighedsrådene.” Kliché? Sig ikke mere. Men hvad nu, hvis de såkaldte præster havde ret? Hvad så?
4) Hvad er god ledelse? Det er svært at sige. Men jeg er ikke i tvivl om, at der sidder mange dygtige menighedsrådsmedlemmer, der er langt bedre til at lede end flere biskopper og provster. Jeg kan i en håndevending hurtigt nævne et par stykker. Men jeg siger det ikke højt. Til gengæld burde ledelsen i den danske folkekirke – biskopper og provster – spørge sig selv, om de er dygtige nok? De kunne også spørge sig selv, hvad vi i det hele taget skal bruge ledelse til? Ledelse er ledelse værst, så længe der er ledelse til.
Set herfra: Den danske folkekirke har efterhånden behov for, at den kommer i splid med sig selv. Biskopperne burde være mere uenige i den offentlige debat, og det gjorde provsterne også. Men de tør ikke. De vil have konsensus og ikke polemik. De elsker tjenstlige samtaler, men ikke konflikt og fri debat. De spørger heller aldrig et menighedsrådsmedlem om meningen.
Menighedsrådene er menings-løse. Har en biskop nogensinde spurgt et menighedsrådsmedlem om meningen med den danske folkekirke? Aldrig.
Lad os få mere modstand og offentlig uenighed og ikke den sødsuppe, som provsten taler om. Det virker ikke. Det ved vi.
Anders Kjærsig er sognepræst i Nørre Søby og Heden Sogne på Fyn