Klimaaktivist i svar til Marie Høgh: Klimakrisen fortjener en følelsesladet reaktion

I stedet for at afskrive unges følelser som et symptom på manglende eksistentiel dannelse, bør Marie Høgh anerkende, at vi står i en skræmmende krise, som faktisk risikerer at ødelægge vores planets økosystemer, og som af den grund vækker mange sunde følelser i mennesket

Klimademonstranter i aktion foran Moltkes Palæ i København fredag den 13. maj 2022.
Klimademonstranter i aktion foran Moltkes Palæ i København fredag den 13. maj 2022. . Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix.

Sognepræst Marie Høgh argumenterer i sit indlæg i Kristeligt Dagblad den 6. maj for, at de unges kamp for klimaet i højere grad er en kamp mellem generationer, og at de unges ”såkaldte klimaangst” faktisk i virkeligheden bunder i en eksistentiel angst grundet mangel på kristelig dannelse.

Da jeg læste indlægget, blev jeg ærligt talt så forarget over mange af hendes opfattelser og antagelser om unge, angst, klimakrisen og dannelse, at jeg følte mig nødsaget til at tage bladet fra munden og skrive en reaktion.

For det første er det tydeligt, at Høgh ikke har sat sig ind i hverken klimavidenskab eller unges psyke. Jeg er selv hverken forsker eller psykolog, men derimod en klimabekymret ung person, som af den grund har sat mig grundigt ind i både klimavidenskab for at forstå den krise, vi er i, og klimapsykologi for at finde værktøjer til at håndtere de følelser, som forståelsen for klimaets tilstand har vakt i mig.

Høgh remser i sit indlæg det ene skræmmende faktum op omkring unges mentale helbred i forhold til den ”såkaldte klimaangst” efter det andet og skriver: ”For at det ikke skal være løgn, tilbydes der på Nørrebro i Stefanskirken en klimasorggruppe”.

Hun skriver dertil, at trevlet kan sjælen simpelthen ikke blive af klimaforandringer. Det er tydeligt, at Høgh ikke betragter disse følelser som legitime reaktioner på verificeret klimavidenskab. Derfor kommer hun til konklusionen, at de følelsesmæssige reaktioner må være udtryk for noget andet – nemlig en dybereliggende eksistentiel angst forårsaget af mangel på meningsfuld dannelse. 

Men sagen er den, at følelsesmæssige reaktioner på klimakrisen som angst, stress, sorg og bekymring er legitime og rent faktisk fornuftige reaktioner. Psykolog Solveig Roepstorff, som netop har udgivet bogen ”Klimapsykologi”, påpeger, at disse følelser ikke er sygelige og ufornuftige, men rent faktisk naturlige reaktioner på en kæmpe trussel, som kommer til at forandre verden. Hun nævner dertil, at klimafølelserne ikke er udtryk for overdreven bekymring, men en passende og normal reaktion på noget, som ikke er normalt.

Der er altså ikke behov for at finde alle mulige andre forklaringer på unges klimaangst end – sjovt nok – klimakrisen. De nyeste IPCC-rapporter udarbejdet af FN’s klimapanel slår fast, at vi lige nu ser ind i verden, der allerede i starten af 2030’erne vil overskride Paris-målet om højst 1,5 graders opvarmning.

Hvis det sker – selv hvis det bare er for en kortere periode – vil det forårsage "uundgåelige stigninger i antallet af klimafarer og udgøre flere risici for økosystemer og mennesker", som det hedder i rapporten.

Jeg tror, det er en falsk løsning at indføre gammeldags dannelse og så bare tro, at problemerne bliver fikset.

Elise Sydendal

Klimaaktivist

Hvis der først kommer irreversible kollaps i økosystemerne, er det umuligt at forudse, hvordan de medførende ændrede vejrforhold kommer til at påvirke planeten og os, som bor her.

Lige nu er mellem 3,3-3,6 milliarder mennesker yderst sårbare over for klimaforandringerne, og eksperter estimerer at flere millioner – ja op mod 1 milliard klimaflygtninge – inden for en nær fremtid vil blive tvunget til at flygte grundet et stadigt stigende havniveau, flere kraftige cykloner og oversvømmelser samt mangel på fødevarer og drikkevand i tørkeramte områder.

Når dem med magt dag efter dag vælger ikke at handle, som eksperterne bliver ved med at råbe højt op om, at vi bør, så føler mange unge mennesker et svigt. Når vi lærer om plante- og dyrearter, der uddør, er det naturligt at føle sorg. Og når vi læser om de skræmmende tipping points i økosystemerne, som allerede risikerer at indtræffe, når 1,5-gradersmålet overskrides, er det en fornuftig reaktion at blive bange.

Høgh argumenterer for, at vi er nødt til at kere os lige så meget for sjælens velbefindende som for klodens tilstand. Det er jeg faktisk helt enig i, men jeg forstår ikke det modsætningsforhold, hun opstiller. Sjælens velbefindende hænger uløseligt sammen med tryghed.

Når FN’s klimarapporter igen og igen varsler om nært forekommende irreversible kollaps i klodens økosystemer, og magthaverne ikke handler tilstrækkeligt på dette faktum, mister man naturligt sin tryghedsfølelse: Der er tydeligvis ikke kontrol over situationen. Klimarådet har netop dumpet regeringens klimaindsats, og Danmark er ovenikøbet et af de lande i verden, der gør mest. Jeg forstår simpelthen ikke, hvordan man ikke kan føle frygt og stress af disse informationer.

Hun skriver, at dannelsen af unge, som hun eksemplificerer ved kristendommen og Grundtvig, er blevet udskiftet med ting som FN’s verdensmål og Greta Thunberg. Hun kritiserer, at vi går på barrikaderne for klimahandling og mener, at vi i stedet burde kæmpe for at få den grundtvigianske dannelse tilbage.

Så ville vi nemlig – ifølge Høgh – kunne tackle vores eksistentielle angst ved at genfinde ”åndelige forankring”. Jeg er ikke uenig i, at klimaangst måske for nogen bunder i en form for eksistentiel angst, men jeg tror, det er en falsk løsning at indføre gammeldags dannelse og så bare tro, at problemerne bliver fikset.

FN’s verdensmål er afgørende dannelse for at få mennesket til at forstå, at alle har ret til gode liv her på jorden, at vores samfundsudfordringer er forbundne, og at vi må løse disse i fællesskab. Grundtvig var helt sikker vigtig for sin tids samfundsudvikling, og han er også spændende at trække på i dag – men samfundet har ændret sig meget, siden han levede.

Thunbergs bevægelse, som jeg selv er del af, adresserer menneskets uden tvivl største eksistentielle krise og kæmper for, at der bliver handlet på den. Vores ”eksistentielle angst” er legitim, og den bliver ikke kureret, før vi ser reel klimahandling.

Min sidste indvending mod Høghs indlæg går på hendes kritik af klimasorggruppen i Stefanskirken på Nørrebro. Hun skriver, at det ikke er kirkens ansvar at gå ind i klimakampen og lave sorggrupper, da det vil polarisere folk og få dem til at tage afstand fra kirken.

Klimakrisen er vores alles ansvar – alle, som lever i disse afgørende år (de globale drivhusgasudledninger skal have toppet i 2025, hvis vi ikke skal overskride 1,5-gradersmålet) har et ansvar for at handle på den viden, vi har.

Jeg synes, det er virkelig stærkt af Stefanskirken at anerkende unge menneskers naturlige reaktioner på magthavernes manglende handling på den nyeste klimaforskning og de mange naturkatastrofer, som hele tiden finder sted. Kirken kæmper lige nu med udmeldinger fra unge, og hvis der er noget, kirken måske kan i klimakrisen, er det at skabe et rum for håndtering af de følelser, den medbringer.

Så i stedet for at afskrive unges følelser som et symptom på manglende eksistentiel dannelse, synes jeg, at Høegh bør anerkende, at vi står i en skræmmende krise, som faktisk risikerer at ødelægge vores planets økosystemer, og som af den grund vækker mange sunde følelser i mennesket.