Ikke mindst i disse tider, hvor den gamle verden knager i fugerne, trænger et par salmelinjer sig på.
Jeg tænker nærmere bestemt på ordene fra den stærke engelske salme ”Vær du mig nær”, som lyder: ”Alt står for fald, og alt forandres her”.
Det er sådan en fornemmelse, som melder sig med særlig kraft i omskiftelige tider. Vel har tiden aldrig stået stille, men man synes nok, at tempoet er sat op på det sidste. Det gælder så, at forandringerne kan varsle såvel frugtbare nybrud som tragiske sammenbrud. Under alle omstændigheder kan det godt gøre en og anden ør og træt i det tanketunge hoved.
Da er det en lise at vende sig mod naturen. Her gælder naturens love, som ikke skrives og omskrives af mennesker, her er der regelmæssighed, forudsigelighed og enkelhed.
Men ak, hin naturromantik slog ikke til, da jeg mod ugens slutning ville hengive mig til et naturprogram på DR 1. Ja, det fremgik allerede af titlen: ”Isbjørnen – en art i forandring”. Vel var isbjørnen ikke gerådet i eksistentiel krise, men det majestætiske dyr var udfordret af klimaforandringerne. Den globale opvarmning havde reduceret isen og gjort sælfangsten vanskeligere.
Ja, isbjørnen på den drivende isflage er jo ligefrem blevet et ikonisk billede på den globale opvarmning, og som det rigtigt blev fremført i programmet, så har isbjørnen ”en særlig plads i vores kollektive bevidsthed”.
For de vilde isbjørne ude i den meteorologiske kulde er det imidlertid ikke så koldt, som det gerne skulle være. Det behøver dog ikke være isbjørnens ende. Verdens klima var ikke just stillestående, før industrialiseringen tog fart, og isbjørnen blev faktisk udskilt fra den brune bjørn under istiden og udviklede sig langsomt i pagt med det nye klima.
Nogle husker sikkert isbjørneungen Knut fra Berlin Zoo, som opnåede verdensberømmelse, da dyrets mor ikke ville vide af det, og i stedet blev den lille, hvide bjørn opflasket af en dyrepasser.
Knut døde desværre ung, men det tyske postvæsen har udgivet et frimærke til ære for Knut, som således er kommet i filatelistisk selskab med blandt andre Johan Sebastian Bach og Johan Wolfgang von Goethe. Jo, isbjørne er inde i varmen.
Spørgsmålet er så, om arten kan gentage kunststykket og måske nærme sig sin brune slægtning? Ja, ”Isbjørnen – en art i forandring” kunne fortælle, at brune grizzlybjørne og isbjørne faktisk har parret sig og resulteret i en såkaldt grizzlar (en sammentrækning af grizzly og polarbear/isbjørn).
Der kan man se. Måske viser isbjørne sig forandringsparate. Det er jo tidens løsen, og det gælder både for mennesker og isbjørne, at der sommetider må forandres for at bevare. Racerenhed er en uting i forhold til mennesker, men man kan nu godt synes, at det ville være en skam, om de snehvide bjørne skulle gå under i en halvbrun hybrid. På den anden side har vi heller ikke længere sabeltigre og mammutter, men nok deres mindre slægtninge.
Ja, foranderlighed er livets lov, men hvad isbjørnene ikke ved, så er livets giver uforanderlig i sin kærlighed.
Jesper Bacher er sognepræst.