FLERE GANGE i danske og internationale medier, blandt andet i The Guardian den 3. august, er det blevet slået fast.
2016 bliver det varmeste år, der er målt. 15 af de varmeste år har været i det 21. århundrede.
De seneste 14 måneder i træk har sat rekord med højest målte temperatur nogensinde. Sidste vinter var det arktiske isdække det mindste, der er målt. I Sibirien er der udbrudt miltbrand hos rensdyr og mennesker, fordi kadavere fra syge dyr, nedfrosne i tundraen, tør op. Så tundra kan ikke længere kaldes permafrost. Koralrev blegner og dør. Og så videre. Og så videre.
Konklusionen var: Klimaforandringerne er indtruffet! Det er ikke længere noget ude i fremtiden!
Da jeg kopierede artiklen på Facebook, kom der syv reaktioner (mod over 40 på en overvejelse om grundtvigsk teologi). Hvad dækker det over?
En enkelt gav sig til kende og kaldte mig ”dommedagsprofet” og gik så over til at tale om noget andet.
”DOMMEDAGSPROFET” er jeg blevet kaldt, siden jeg i 1976 udgav min lille bog ”I vækstens vold. Økologi og religion”. Men jo længere tid, der går, jo mere absurd bliver betegnelsen. Er man profet, når man henviser til kendsgerninger? Naturligvis ikke. Profetier er forudsigelser. Men det anførte er kendsgerninger, ikke forudsigelser.
En anden variant er, at man gør klimasagen til en ”salighedssag”, ja, et udtryk for ”radikalisering” – underforstået: som unge muslimer med sympatier for Islamisk Stat! Hvor smagfuldt! Tillagt os, der tager The Guardians oplysninger alvorligt.
Hvad menes der med ”salighedssag”? Noget af det samme, som når der nedladende tales om ”godhedsindustri” i forbindelse med nødhjælp, hvor det underforstås, at når man giver sin skærv til et godt formål, en katastrofe, et u-landsprojekt, mennesker på flugt, gør man det af selviske motiver, camoufleret som næstekærlighed. Man regner sig, hedder det også, til de ”frelste”.
Det er religiøse ord, og der ligger da også en teologisk tanke bag. Og det er som regel også præster, der har travlt med på denne vis at lege hjertekendere.
Den teologiske tanke er i sig selv god nok – den, at Guds nåde skænkes os uforskyldt og ikke som en slags belønning for gode gerninger, herunder altså penge til indsamlinger eller engagement i klimasagen. Det stammer fra Luther. Siden hans tid kalder man det ”gerningsretfærdighed”.
Han sagde, at vi retfærdiggøres af tro alene og ikke af gerninger. Det mærkelige ord ”retfærdiggøres” betyder ”tages til nåde”, ”frelses”, ”tilgives”.
Men den energi, hvormed argumentet bruges mod nødhjælp og klimasag, ofte med nedladende bedreviden, ja, undertiden ligefrem intimiderende, kaster uvægerligt et fordægtigt skær over det at gøre gode gerninger.
Det ligger snublende nær at tænke, at så må man nok hellere lade være, for så er man på den sikre side. Vi må hellere gøre, som disse præster siger og ikke gøre noget, vil mange tænke.
MEN DEN KONSEKVENS er en megastor teologisk brøler. For undladelsen bliver jo derved akkurat lige så meget et stykke ”gerningsretfærdighed”. Med undladelseshandlingen – og undladelse er også en handling – søger man at komme til at høre til de rigtige, der skam da ikke vil købe sig til Guds nåde ved gode gerninger. Men så er undladelsen jo blevet den gode gerning. Man har gjort sig til en af de frelste ved at være en af ”de frelste ikke-frelste”. Man gør sig skyld i ”undladelses-gerningsretfærdighed”.
Og var Luther modstander af gode gerninger? Ingenlunde. Tværtimod. Fred og orden er fuldstændig afhængigt af, at milliarder af hverdagsmennesker hver dag står op og gør dagens dont, og det hvad enten de har lyst til det eller ej, og hvilke motiver de end har til det. Faktisk er vi ligefrem ”Guds medarbejdere” på opretholdelsen af tilværelsens orden og dermed ”skabelsens fortsættelse” ved de gode gerninger, vi alle sammen gør.
Samtidig var Luther yderst realistisk. Han vidste alt om de egoistiske motiver, der driver vore handlinger, herunder vore gode gerninger.
Det kan være for at få brød på bordet, men det kan også være pligt og anstændighed. Det sidste lyder pænere, men motivet er stadig egoistisk, nemlig at stå sig godt i egne og andres øjne. Det sidste kan næppe nogen af os sige sig fri for, heller ikke de emsige præster. Vi er syndere.
Men det tager Vorherre med i købet. For de gode gerninger skal gøres, også selvom de ikke gøres af kærlighed, ja, selv hvis de gøres af ren og skær selvkærlighed eller ligefrem i selvforherligelse, er det bedre, end at de ikke gøres.
Tror vi, vi er blevet gode, fordi vi har gjort nogle gode gerninger, stikker vi os selv blår i øjnene. Javist! Men de gode gerninger kan ikke vente på vores omvendelse. ”Synd tappert,” sagde Luther engang. Anvendt på sagen nu: Gør din pligt, yd det, du formår, selvom du godt ved, at du gør det af selviske motiver, herunder det at ville være et anstændigt menneske!
De hungrende børn i Darfur-ørkenens flygtningelejre er nok ligeglade med, om den skål mad, der redder deres liv i dag, får dig som giver til at føle dig lidt gladere for dig selv, selvom du er en nar, hvis du mangler så meget selvindsigt.
Og den alvorligste sag af alle er fra nu og i overskuelig fremtid klimaforandringerne! Stop bortforklaringerne! Stop de groteske teologiske undskyldninger for at unddrage sig medansvar!
Ole Jensen er dr.theol. og forfatter.