DE SENESTE UGER har været nedslående med hensyn til klimadebatten, lige siden præsident Donald Trump meldte ud, at USA ikke vil stå bag Paris-aftalen for at få nedbragt vort CO2-udslip.
Hjemlige politikere har kritiseret den amerikanske beslutning, hvilket er fuldt forståeligt. Men midt i vores forargelse kunne det måske være passende at se på, om vi danskere handler fornuftigt på klimaområdet – det skulle man jo formode ud fra vores stærke kritik af Trump.
Nogle eksempler fra Kristeligt Dagblad minder os dog om, at der nok kunne trænges til en vis selvransagelse med hensyn til, hvordan vi behandler vores stakkels klode.
Universitetslektor Mickey Gjerris påpeger i et indlæg i Kristeligt Dagblad den 6. juni, at gennemsnitsdanskerens forbrug af oksekød svarer til ni procent af vort samlede CO2-udslip på 17 tons. Efter Gjerris’ mening bør dette forbrug nedbringes ved brug af øgede afgifter på oksekød, men her sker der en kollision med det evige ønske om konstant vækst. Denne verdens uhyggelige mantra og mål for vort liv, som er den generelle holdning hos mange beslutningstagere, og som for nylig blev udtrykt klart i Kristeligt Dagblad af Martin Ågerup fra tænketanken Cepos. Afgifter på oksekød vil give bedre miljø for os alle og vore efterkommere, men her og nu vil vi bare ikke indse sandheden.
Det seneste indlæg, der i Kristeligt Dagblad indikerer, at vi som nation ikke har alt på det tørre med hensyn til at få nedbragt udslippet af drivhusgasser, læste jeg den 8. juni – omhandlende vores øgede rejselyst. Artiklen var nærmest en lovprisning af danskernes store rejselyst, som kun overgås af Luxembourg.
I artiklen var der interview med repræsentanter fra rejsebranchen samt med nogle personer, der siden deres unge dage havde rejst verden tynd og til stadighed begav sig ud på lange ture. Samtidig beskrev artiklen, hvorledes den såkaldte chartergeneration nu for alvor tager for sig af rejselivets glæder på deres ældre dage mod fjerne og eksotiske rejsemål, fordi deres helbred er generelt godt, og fordi de nu vil leve livet for fuldt tryk, uanset de konsekvenser deres adfærd har på det omgivende miljø.
Vi skal selvfølgelig glæde os over det gode helbred, der giver mulighed for at rejse, men alting har desværre en bagside – i dette tilfælde et ganske stort CO2-udslip forbundet med hver rejse.
CO2-udslippet for én person, der rejser fra København til eksempelvis Thailand er skyld i et udslip, der er nøjagtig det samme som CO2-udslippet ved gennemsnitsdanskerens forbrug af oksekød på et helt år – eller 12.000 kilometers kørsel i en personbil.
Så valget står groft sagt mellem bøffer et helt år, en rejse til Fjernøsten eller den daglige bilkørsel. Der er måske ikke tale om et valg for måske bør alle tre aktiviteter tages op til overvejelse.
I den omtalte artikel om den stigende rejselyst hævder en rejseleder, at nutidens ældregeneration søger intense og kulturelle oplevelser på deres ture, fordi de er højere uddannet end tidligere. Hertil er at sige, at højere uddannelse også forpligter, og måske burde man bruge sin større viden til at indse, at den stigende rejselyst til fjerne destinationer ganske enkelt må reduceres de kommende år, hvis vi vil gøre os håb om at stoppe den globale opvarmning – det kan ganske enkelt ikke gå hurtigt nok.
Større afgifter på flybilletter bør indføres for at fremme en mere gunstig adfærd hos den enkelt forbruger de kommende år. De generationer, der kommer efter os, får det ganske svært – de skal nemlig bøde for konsekvenserne af den nuværende generations uansvarlighed og manglende forståelse for alvoren af klimaopvarmningen.
Men det er selvfølgelig meget mere bekvemt at rette sin vrede mod Trump og så leve videre, som om intet skal ændres på klimaområdet hjemme i lille Danmark.
Hans Otto Kristensen civilingeniør og direktør for HOK Marineconsult.