Sognepræst: Jeg kan ikke døje Greta Thunberg

Thunberg har det til fælles med mange politikere i denne valgkamp, at hun ikke præsenterer os for reelle løsninger vedrørende klimakrisen, skriver sognepræst Kristian Østergaard

Privat er Greta Thunberg sikkert en gæv teenager, men hendes offentlige optræden er kvalmende, som da hun i sidste måned hulkede sig igennem en klimaprædiken i parlamentet i Strasbourg.
Privat er Greta Thunberg sikkert en gæv teenager, men hendes offentlige optræden er kvalmende, som da hun i sidste måned hulkede sig igennem en klimaprædiken i parlamentet i Strasbourg. . Foto: Frederick Florin/AFP/Ritzau Scanpix.

Jeg tør næsten ikke sige det, men så kan jeg jo hviske det, som prinsessen råder hofdamen til i ”Svinedrengen”: Jeg kan ikke døje Greta Thunberg.

Privat er hun sikkert en gæv teenager, men hendes offentlige optræden er kvalmende, som da hun i sidste måned hulkede sig igennem en klimaprædiken i parlamentet i Strasbourg.

Per Nyholm skriver i Jyllands-Posten, at ”Thunberg ligner en diktator i svøb, undervejs fra land til land”. Og i morgen er Greta Thunberg så hovedtaler ved ”Folkets klimamarch” i København. Fordi, ja, fordi klimadebatten foregår i katastrofelampens skær.

Thunberg har det tilfælles med mange politikere i denne valgkamp, at hun ikke præsenterer os for reelle løsninger vedrørende klimakrisen. Bortset fra Nye Borgerlige, der synes at være det eneste parti, som helhjertet støtter atomenergi.

For nylig traf jeg sammen med fysikeren Thomas Grønlund Nielsen, der sidste år udgav bogen ”Den grønne atomkraft”, som politikere på begge fløje med fordel kunne anskaffe sig. I modsætning til Greta Thunberg har Thomas Grønlund Nielsen nemlig løsningen på klimaforandringerne.

Lige nu er kul den største kilde til energi, men i et gram uran er der lige så megen energi som i en hel ton kul, og så er atomkraft 100 procent fri for CO2, fortæller Grønlund.

Atomkraft er i modsætning til solceller og vindmøller tillige uafhængig af, om solen skinner, eller vinden blæser. Og der er uran og thorium nok til at sikre os energi mange hundrede år frem.

Alligevel er der vældig modstand mod kernekraft på venstrefløjen. Hvorfor?

Svar: ”Modstanden er jo et led i en ganske almindelig ’religiøs’ bølge sat i gang af barfodsgængere og andre biodynamikere, hjemmeføddere og andre, som lader følelserne diktere.”

Ovenstående citat stammer ikke fra Pernille Vermund, men fra professor Lange, der ville være fyldt 100 år til november. Lange ville aldrig have sat sit kryds ved Nye Borgerlige, for han sad i Folketinget for Socialistisk Folkeparti.

Var det ikke på tide at venstrefløjen tog ved lære af Lange

Sognepræst Kristian Østergaard og professor emeritus Jørn Henrik Petersen kommenterer på skift valgkampen på denne plads.