Psykolog: Når vi forsøger at behandle os uden om lidelsen, mister vi retningen i vores liv

"Som klinisk psykolog oplever jeg i dag, at mit fag i stigende grad præges af en medicinsk eller ...

Psykolog Anne Ekkert.

Tanker og følelser kan være besværlige – især de negative – men de er samtidig vores gps, uden hvilken vi er på Herrens mark omkring, i hvilken retning vi skal, skriver psykolog Anne Ekkert

I DANMARK OPLEVER VI i disse år en nærmest eksplosiv stigning i antallet af mennesker, der lider af angst, depression og stress. Flere hundrede tusinde af os tager lykkepiller, arbejdsmarkedet er tynget af det høje sygefravær, og alt for mange unge, især pigerne, mistrives. Det er der allerede blevet skrevet mangt og meget om, ofte med fokus på mulige årsager hertil og om fordele og ulemper ved behandling med medicin kontra andre metoder.

Mit ærinde med denne kommentar er at kaste lys over måden, vi forstår og taler om de psykiske lidelser på, og det livs- og menneskesyn der ligger bag.

Budskabet er, at vi i øjeblikket fjerner os mere og mere fra en forståelse af mennesket som et fortolkende væsen, der forsøger at skabe mening i sin livsverden, og som ser lidelsen som et vigtigt element i denne fortolkning og dermed i den enkeltes mulighed for at blive klogere på sig selv og livet. I stedet bevæger vi os hen imod en mere dualistisk forståelse, der modstiller syg og rask og ser det syge som et isoleret onde, der skal fjernes. Det mener jeg har nogle negative konsekvenser for vores muligheder for at bruge lidelsen i vores bestræbelser på at blive klogere på os selv og livet og dermed kunne komme til at stå stærkere med os selv.

Som klinisk psykolog oplever jeg i dag, at mit fag i stigende grad præges af en medicinsk eller lægefaglig forståelse og tilgang til mennesker og deres lidelser, og jeg oplever, at dem, jeg taler med – klienterne – i stigende grad taler om sig selv ud fra en tilsvarende forståelse. Seneste skud på den stamme er for eksempel meta-kognitiv terapi, hvor man decideret går uden om indholdet af klientens tanker og følelser og arbejder specifikt med måden, vi tænker på.

Den medicinske forståelse af lidelse eller sygdom, som her ikke handler så meget om piller eller ej, forstår lidelse som noget, der manifesterer sig i nogle symptomer, som den professionelle behandler med henblik på at fjerne. Når sygdommen er væk, er mennesket rask. Syg og rask er i den medicinske forståelse begreber, der modstiller sig og udelukker hinanden, man kan ikke være begge dele samtidig.

Til denne forståelse hører nogle implicitte antagelser, som for eksempel: ”Livet kan være lidelsesfrit” og ”Lidelse er et onde” (og kan dermed ikke også anskues som noget konstruktivt).

Overført på psykologiske problemstillinger som angst, depression, stress og så videre betyder det, at vi i stigende grad anskuer dem som en art fejl i apparaturet (hvor vi selv er apparatet), der skal afgrænses og fjernes, ligesom vi vil gøre med en kræftknude. Det er blevet nutidig sprogbrug blandt både fag- og lægfolk at tale om, at vi skal have redskaber eller værktøjer til at få det bedre. Både redskaber og værktøjer er bare meget bedre til at fikse apparater eller maskiner end mennesker, vil jeg påstå.

Det, vi mister ved at forstå og behandle os selv på denne måde, er blandt andet en grundlæggende forståelse af, at lidelse er en del af livet for os alle, et livsvilkår, kan man kalde det, hvilket er vigtigt i forhold til at have forståelse og empati med os selv og hinanden. Dernæst at der i lidelsen ofte ligger værdifuld information til os selv omkring både, hvad det er der er galt, og hvad der brug for for at få det bedre. Lidelse er i dette perspektiv ikke blot overflødigt og uønskværdigt, men en vigtig medspiller i vore liv og vore muligheder for at forstå os selv i det. Eksempler på dette har jeg i bunkevis fra min egen kliniske praksis, men jeg har også tavshedspligt.

Jeg så imidlertid et glimrende eksempel engang i en tv-udsendelse, hvor nogle kendte danskere var i en eller anden form for terapi. Tv-værten, Christine Feldthaus, talte med psykologen om, at hun havde fået angst for at køre bil og var nødt til at sidde på bagsædet og lade sin mand være chauffør for sig. Gennem samtalen blev det tydeligt for hende, at angsten var et spejl på det liv, hun i mange år havde ført i ”overhalingsbanen”, som hun udtrykte det, og som var blevet alt for hektisk for hende. Angsten prøvede altså at fortælle hende, at hun skulle sætte farten ned.

Vi taler meget om skam i dag, både tv- serien og følelsen. Den amerikanske forfatter og forsker Brené Brown har sagt om skam, at det er ” the fear of being disconnected ”, at blive sat uden for fællesskabet. Med den medicinske forståelse risikerer vi at glemme det alment menneskelige i at have det svært, så vi i højere grad tænker, at det er forkert, og skammer os over det. Vi bliver for optagede af at symptombehandle hurtigst muligt og risikerer i stedet at blive ” disconnected ” fra os selv, fordi vi afskærer os fra den information, der ligger i angsten, depressionen eller stressen.

Christine Feldthaus kunne jo godt være blevet på bagsædet af sin bil og have undgået at føle sig angst, men jeg er sikker på, at det at kunne sætte angsten ind i en større sammenhæng gav hende en større indsigt i og forståelse for sig selv og sine muligheder.

Jeg er klar over, at det kan lyde som en forherligelse af psykisk lidelse, og det er bestemt ikke min hensigt. Jeg ved også, at det ikke for alle er muligt at bruge lidelsen på denne måde. Psykiske vanskeligheder er ikke at spøge med og tage let på, og for rigtig mange mennesker er det voldsomt invaliderende og kan være livstruende. En medicinsk tilgang og medicin i sig selv er også i mange tilfælde en uvurderlig hjælp ud af pinslerne, ligesom det for mig som psykolog også er en vigtig opgave at lære klienten måder at reducere ubehaget på. Problemet er, at denne tilgang i højere og højere grad kommer til at stå alene, og der dermed ikke længere er nogen, der møder mennesker i lidelse med et blik, der siger lad os prøve at se, om vi kan forstå, hvorfor du har det, som du har det, og sætte det ind i mere meningsfuld sammenhæng.

Inden for psykologien er det almindeligt anerkendt, på tværs af discipliner, at mennesker søger efter mening eller sammenhæng, og at vores velbefindende og trivsel i høj grad afhænger af, at vi oplever at kunne finde det både i enkelte situationer og i vores liv som helhed.

Den schweiziske psykiater Victor E. Frankl gjorde behovet for at opleve mening til omdrejningspunktet for den terapiretning, han udviklede som en udløber af sine år som fange i en nazistisk koncentrationslejr. Her iagttog Frankl, hvordan de fanger, der formåede at holde fast i en form for mening eller værdi, der transcenderede den umiddelbare meningsløshed ved livet i lejren, var dem, der klarede sig bedst både fysisk og psykisk. Disse iagttagelser støttede Nietzsches ord: ”Den, der ved, hvorfor han lever, kan tåle et hvilket som helst hvordan.”

Men hvad giver mening? Hvad har værdi? I det senmoderne samfund gives der ikke mange kollektive svar herpå, det er i høj grad blevet til et individuelt projekt at finde ud af ”Hvad giver mening for mig?”. Og så er vi tilbage ved skam og frygten for at blive sat uden for fællesskabet, for hvad nu hvis det, der giver mening for mig, ikke giver mening for de andre? Filosoffen Søren Kierkegaard taler om, at ”selvet er et forhold, der forholder sig til sig selv”. Det vil sige, vi er ikke bare et selv, selvet bliver til, når vi forholder os til os selv, når vi vender os mod vores tanker og følelser – også angsten og depressionen – og reflekterer over dem for at forstå, hvad der er vigtigt for os.

Tanker og følelser kan være besværlige – især de negative – men de er samtidig vores gps, uden hvilken vi er på Herrens mark omkring, i hvilken retning vi skal. Hvis ikke vi som professionelle fastholder, at vi også skal hjælpe mennesker – ikke mindst de unge – til at blive mere fortrolige med deres tanker og følelser og lytte bedre efter, hvad de forsøger at fortælle dem, så kan det godt være,at vi har held med at reducere symptomerne på lidelse, men vi har ikke for alvor hjulpet dem til at blive klogere på, hvor de står lige nu, og hvordan de bedst går videre derfra.

Anne Ekkert er klinisk psykolog.