Knald for Danmark: Den infertile stat og pastoralmagten

Kommunen, sygehusvæsenet og DR leger præster, når de beder unge om at "knalde for Danmark". De bør give pastoralmagten tilbage til kirken og fokusere på at indrette et samfund, hvor det rent faktisk er attraktivt for unge mennesker at få børn

Knald for Danmark: Den infertile stat og pastoralmagten
Foto: Peter M. Jensen.

I den forgangne uge afsluttedes den katolske familiesynode. Her slog man fast, at familien er den naturlige ramme for den menneskelige reproduktion, og at børn har det bedst med en mor og en far.

Sådanne ekstreme holdninger er ikke populære i Danmark. Vi fnyser af enhver autoritet, der udstikker moralske rettesnore for sex og familie.

Derfor har det været muntert at følge den hjemlige kampagne ”Tæl dine æg!” lanceret af Københavns Kommune og Rigshospitalet. Danske (veluddannede) kvinder skal føde flere børn.

De statistikker for infertilitet, der har prydet kampagnen, stammer fra undersøgelser foretaget på hutteriterne i 1950'erne. Hutteriterne er en af de utallige fundamentalistiske sekter, som protestantismen har avlet siden Reformationen.

De lever i afsondrede fælleskaber og har en forholdsvis gammeldags tilgang til sex. Blandt andet er førægteskabelig sex forbudt, prævention anses for barnemord, og ekstravaginal sædafgang er en dødssynd. Om disse seksualvaner kan overføres til Danmark anno 2015, er nok en smule tvivlsomt.

Den slags detaljer har aldrig bekymret Danmarks Radio. De støttede op om æggekampagnen med et stort anlagt aftenshow i bedste sendetid, ”Knald for Danmark”. Et magtens trekløver af rang: den politiske forvaltning, den offentlige sundhedsvidenskab, statens kommunikationsapparat. Ligheden med fascismens fertilitetskampagne 1925-38 er slående.

Ifølge Ninna Thomsen (SF), fertilitetsambassadør for Rigshospitalet, er kampagnen en fantastisk succes. Andre kvinder ser æggereklamen som et udtryk for patriarkalske tilstande, desuagtet at der altså står en kvindelig omsorgsborgmester fra det folkelige socialistparti bag initiativet.

Nuvel, Thomsen kan godt forstå, hvis nogle kvinder tænker, at ”nu lyder kommunen lidt som deres mor”. Men hvor mange mødre fortæller deres piger, at de skal tælle deres æg? Hvor mange fædre har alvorsnakke med deres sønner om deres sædcellers svømmehastighed?

Kommunen, sygehusvæsenet og DR leger aldeles ikke ”mor”: De leger præster. De udøver pastoral magt. Samfundsforskeren Michel Foucault påviste, hvordan magten i det moderne samfund havde udviklet sig til en ”biomagt”, som skaber subjekter via en optimering af biomassen.

Den ”pastorale magt” blev skabt af kirken, men blev siden overtaget af den voksende velfærdsstat, som på generøs vis leder sin hyrdeflok mod frelse - her på jord, forstås.

Det forunderlige ved debatten er, at spørgsmålet om reproduktion er frakoblet enhver form for normativitet omkring sex, familie, og kærlighedens (u)tålmodighed. Danske kvinder skal øge avlen.

Hvorfor? Så glæden kan blomstre i de små familier? Næh, Danmark skal have noget mere biomasse, så BNP kan holdes på niveau, og velfærdsstaten finansiere sig selv. Vi har at gøre med et frygtindgydende monster: værdirelativistisk moralisering af menneskekroppen.

Staten moraliserer netop, hvor kirken tier. I folkekirken kommer man på glatis, hvis man udtaler sig uheldigt i forbindelse med opstandelsen. Men om reproduktionen, der betinger vores liv her på jord, kan man stort set ikke sige noget forkert, og allerhelst kan man jo sige ingenting.

Kræfterne bag kampagnen overlapper sjovt nok med de politiske kræfter, der vil det biologiske køn til livs. Det juridiske kønsskifte varslede en endegyldig adskillelse af kønsidentitet og biologisk krop. Det var fra samme kant, at man afskaffede separationsperioden, så man kan blive skilt ved et klik på computeren. Førende partier i Københavns Borgerrepræsentation taler varmt for kønsneutrale pas og cpr-numre, og kønsneutrale tiltaleformer i de statslige opdragelsesinstitutioner.

Effekten af al den kønsløshed på fertilitetsraten kan der kun gisnes om. Men æg og sædceller er biologiske realiteter, der minder os om, at forplantning ikke er kønsneutral, hvor meget vi end lader som om.

Hvad skal man stille op med al det knald i låget? Hvis nogle af de 16.000 årlige aborter blev omsat til fødsler, var problemet løst, men det er lige så tabubelagt som masseforbruget af fortrydelsespiller.

Måske man med gevinst kunne aflyse knald-igennem-uden-kondom-kampagnen samtidig med sundhedsstyrelsens kondom-kampagner. Effekterne burde annullere hinanden. Man kunne importere fødedygtige kvoteimmigranter.

Man kunne også foreslå den pastorale stat at være konsekvent og bare lave børnene selv. Fertilitetsklinikken på Riget kunne udvikle en klækkeanstalt og skrue op og ned for produktionen, alt efter hvor fertilitetsraten måtte befinde sig.

Videnskaben er godt på vej, og løsningen er blot en optimering af de klinikker, der allerede findes rundtomkring i verden, hvor fattige kvinder sælger æg og børn til markedspris. Løsningen ville også sikre, at staten kunne uddele børn til alle de grupper, der måtte føle sig berettiget til forældrerollen (listen vokser). Og mens man er i gang, kunne man jo skabe kønsneutrale mennesker, så hele diskussionen om ”han” eller ”hun” endegyldigt blev manet til jorden.

Der findes naturligvis også en helt femte løsning. At staten og dens politiske repræsentanter giver pastoralmagten tilbage til kirken og i stedet koncentrerer sig om de strukturelle forhold på arbejdsmarkedet, der rent faktisk gør det attraktivt for unge mennesker at få børn.

Kirkeligt set skrives på skift af tidligere folketingsmedlem og minister Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og generalsekretær i Luthersk Mission, Jens Ole Christensen, tidligere biskop over Aarhus Stift Kjeld Holm, ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier på Roskilde Universitet Bjørn Thomassen og sognepræst og medredaktør af nytbabel.dk Merete Bøye