Er køn forbundet med biologi – eller er der tale om en social konstruktion, hvor den enkeltes følelser og identitet er afgørende?
Det spørgsmål diskuterer svenskerne nu indædt, efter at Kajsa Ekis Ekman – fremtrædende journalist, forfatter og feminist – i ny bog hævder, at definitionen af køn har forandret sig radikalt det seneste årti.
”Pludselig siges det, at køn ikke har noget med kroppen at gøre, at det alene er en følelse. Over hele Vesten vedtages love, som lader alle skifte køn uden en diagnose,” hedder det i forlagets beskrivelse af bogen.
Kajsa Ekis Ekman argumenterer blandt andet for, at den klassiske ligestillingskamp bliver den store taber, når det i stigende grad opfattes som problematisk at benytte sig af kategorier som ”mænd” og ”kvinder”. Opløser vi kønskategorierne i forsøget på at imødekomme transkønnede, bliver det nemlig sværere at løse de enkelte gruppers udfordringer, mener Ekman. Den progressive idé får med andre ord et reaktionært udkomme, når ”transbevægelsen” trumfer den klassiske feminisme. Men den kritik er ikke gået upåagtet hen i Sverige.
Lige siden ”Om kønnets eksistens. Tanker om det nye syn på køn” udkom i slutningen af april, har bogen dagligt trukket overskrifter i de svenske medier. Ekman er blevet beskyldt for manipulation såvel som transfobi, og nu har bogen også fået konsekvenser for forfatterens virke. Sveriges Television skriver nemlig, at Mittuniversitetet i Sundsvall i begyndelsen af maj droppede et seminarium med Kajsa Ekis Ekman af frygt for, at tilhørerne skulle føle sig krænket.
”Ud fra spørgsmål og kommentarer, som vi har modtaget i forbindelse med seminariet, vil vi pointere, at Forum for kønsvidenskab ikke er sted med rum for transfobi og transhad,” lød forklaringen fra universitet i forbindelse med aflysningen.
Anmeldelserne af Kajsa Ekis Ekmans bog er delte – i både Svenska Dagbladet og Sveriges Television deles roser ud – men i andre aviser og på sociale medier får den 40-årige forfatter hård kritik.
I Expressen efterlyser Karin Olsson ”større empatisk engagement i transpersoners svære situation”, mens Lena Stenberg på lederplads i Aftonbladet beskylder Kajsa Ekis Ekman for at gå i samme fælde som ”liberale og højrefeminister” i ”forårets mest kontroversielle bog”:
”Det er spild af energi og tid at kæmpe mod transaktivister i stedet for at bruge energi og ressourcer på dem, som rent faktisk står i vejen for reel ligestilling. Patriarkatet er sværere at besejre, men det retfærdiggør ikke at sparke på transpersoner.”
Også den svenske kirke har kastet sig ind i debatten, og i et åbent brev med hundredvis af medunderskrivere argumenteres for, at Svenska Kyrkan også består af transpersoner, og derfor ”kan kirken også beskrives som trans”.
”Vi tror på en kirke og en Gud, som tager imod mennesker uden skelen til magt, nationale grænser, etnicitet, seksuel orientering, køn og kønsidentitet. En menneskehed i alle regnbuens farver, helt fantastisk og uendelig i sin mangfoldighed,” hedder det i ”Personligt brev til dig, som er trans”, der er offentliggjort på Svenska Kyrkans hjemmeside.
En af de stemmer, som har imødegået Kajsa Ekis Ekmans kritik hårdest, er organisationen Rigsforbundet for homoseksuelles, biseksuelles, transpersoners og queers rettigheder, der i et modskrift har publiceret bogen ”100 fejl i ’Om kønnets eksistens’”.
I Aftonbladet imødegår Kajsa Ekis Ekman dog møjsommeligt en lang række af organisationens kritikpunkter i et indlæg, der afsluttes med ordene:
”Ja, så meget sjov kan man have. Men man kan også tage en seriøs debat om, hvad køn betyder i filosofien, i historien, i lovgivningen og i verden i dag. Er der nogen, der tør det?”.