JEG HAR ALTID BETRAGTET mig selv som feminist. Nogle af de værste forbrydelser, vores tid har været vidne til, er netop opstået som følge af, at manden har set sig berettiget til at reducere kvindekroppen til et viljeløst objekt for sit begær eller sin magtdemonstration.
Jeg er stolt af den kamp, kvinder kæmper både internationalt og herhjemme for kvindens ret til ikke at blive underlagt mandens privilegier samt ikke mindst til aldrig at blive objektiviseret.
Men den ”fjerde bølge” af feminisme, som Emma Holten og Nikita Klæstrup præsenterede i DR Deadline den 3. januar i år, foruroliger mig. Det er en feminisme, der hylder alt det værste ved vores tid: hedonisme, kroppen som forbrugsobjekt og kærlighedsløs sex. Parolen er, at kvinden frit og uhæmmet skal kunne udtrykke sin seksualitet, ikke mindst på de sociale medier, uden dermed at reduceres til objekt for mandens begær. Nikita Klæstrup siger det eksemplarisk: ”Hvis jeg får en datter, så håber jeg, at hun en dag vil tage til en gymnasiefest og have sex med fem forskellige fyre og få en high five bagefter, præcis som en fyr ville få.”
Hvad Nikita Klæstrup efterspørger her er intet mindre end den totale frakobling af kærlighed og sex, tilsyneladende under henvisning til, at dette er mandens logik. Men det er det ikke. Det er pornografiens logik: Pornografiens ideologi er netop, at sex kan eksistere uafhængigt af kærlighed, troskab og gensidige forpligtelser. Det er den ultimative objektivisering af den andens krop, der i seksualakten reduceres til et nydelsesinstrument. Den seksualiserede krop på medierne har en lignende funktion: Når den kommer ud på et nettet bliver den pr. definition et begærsobjekt, der modtages uden nærvær og relation.
Det 20. århundredes seksuelle frigørelse har medført en desakralisering af seksualiteten, som aldrig før i Vestens historie, og man må spørge sig selv: Hvad har det gavnet? Seksualiteten? Nej, dens frigørelse er blevet dens ligegyldiggørelse. Kvinden? Mindst af alt! Det har gjort den seksualiserede kvindekrop til en forbrugsvare, en pengemaskine.
Lad mig derfor foreslå en anden vej for feminismen: Vores mål bør ikke være at accelerere i seksuel frigørelse, men tværtimod at genvinde den ubrydelige enhed mellem sex, gensidig kærlighed og forpligtelse, som ægteskabet plejede at manifestere. Kun sådan undgår vi objektiviseringen af kroppen, det være sig mandens eller kvindens.
Jacob Munk er studerende ved Litteraturhistorie, Aarhus Universitet.