Unge piger bliver konstant konfronteret med omverdens ofte stereotype forestillinger om, hvad det vil sige at være en ung pige. Derfor er det så vigtigt at give pigerne et frirum, hvor de kan prøve sig selv af, få vilde udfordringer og finde ud af, hvem de er uden at tænke på deres køn.
Der har i den forgangne uge været forargelse og krav om kommunal handling imod den kønsopdelte svømmeundervisning i Københavns Kommune. Man har set det som et angreb mod danskheden og hæmmende for integrationen. Jeg tillader mig her at trække religion ud af ligningen og i stedet fokusere på kernen: den kønsopdelte fritidsaktivitet.
For netop det kønsneutrale rum har været nævnt i debatten – med særlig henvisning til landets mange idrætsforeninger – men jeg savner en kvalificeret refleksion over, hvad det faktisk kan betyde for de piger, der deltager. I De grønne pigespejdere har vi 100 års erfaring med at skabe et kønsneutralt rum for piger, hvor de bliver udfordret og lærer at kaste sig ud i livet og udfordringer uden frygt for at fejle eller ikke at være gode nok.
Hos pigespejderne er vi kun piger. Ligesom pigerne i svømmehallen. Det lyder måske gammeldags og kønsdiskriminerende – ja, jeg tror sågar, nogle i den sidste uges debat har kaldt det udansk. Men faktum er, at der sker noget med piger, når de er alene. Der sker noget med deres mod og med den måde, vi som voksne opfatter deres mod på.
Det ligger stadig indgroet i vores kultur, at vi opfatter drenge som lidt modigere end piger. Derfor er det magisk at se, hvad der sker med piger, når drengene ikke er der til at udføre vovestykkerne. Pigerne gør det. Uden at blinke og uden at tvivle. Når piger er alene sammen, så tør de mere, end når deres forældre og drengene er til stede.
Hos de grønne pigespejdere mener vi, at der er behov for, at piger tør mere. Men at turde handler ikke kun om vilde vovestykker og høje træer. Det handler om at turde være sig selv. Og at udfordre sig selv i både små og store ting. Her er vi hos pigespejderne privilegerede, fordi vi netop tilbyder pigerne et trygt fællesskab, hvorfra de prøver kræfter med traditionelle drengeaktiviteter. Det kalder vi dem naturligvis ikke hos os, der hedder det bare slet og ret aktiviteter. Fordi vi laver alle former for aktiviteter – fra at bygge raftetårn og tømmerflåde, til adventureløb og refleksionsøvelser – giver det pigespejderne mulighed for at finde ud af lige præcis det, de er gode til.
Når pigerne ikke skal tænke på, hvordan de tager sig ud over for drengene, giver de sig selv og hinanden plads til at prøve sig frem, begå fejl og se dumme ud – og turde mere og lære nyt. Pigerne vokser i fællesskabet, hvor de er fri for at forholde sig til, hvordan man er pige, og hvad omverden forventer af dig. Det giver pigerne gåpåmod.
Jeg har mødt piger til spejder gennem de sidste tre årtier. En tid, hvor piger er kommet i front på både uddannelser og i samfundet. Men også en tid, hvor mange lider under et perfektionspres og en frygt for ikke at slå til. Vi skal ikke holde os selv tilbage, fordi vi ikke kan være perfekte. Pigerne skal være beredte på at få det ud af deres fremtid, som de ønsker. For styrke og mod handler ikke om at være en superkvinde. Det handler om at løbe med de bolde, der kommer din vej, og om at vide, hvad man kan og vil og hvile i det.
Et mod, der blandt andet bliver opbygget i det frirum, som en kønsopdelt spejdergruppe kan give.
Christina Palmstrøm er formand for De grønne pigespejdere