For nylig talte jeg med en gæv dansk veluddannet familiefar, som sammen med sin kone havde købt drømmeboligen og bosat sig i min kommune (Egedal) i Nordsjælland. Han var en ung driftig herre med en dejlig familie, der efter nogle år i Sverige havde valgt at flytte til Danmark for at slå rødder og give børnene en dansk opvækst og skolegang. Deres møde med Danmarks institutionsliv blev imidlertid mere, end de kunne stå model til – eller rettere lægge børn til.
Der er nemlig noget rivruskende galt med de forhold, vi byder vore børn i dag.
Alt andet end grænser giver vi dem, for eksempel læreplaner, stadigt længere skole- og institutionsdage, piller, når de er syge, og ofte faglært personale til at drage omsorg for deres læring og trivsel. Men hvor er grænserne for, hvad vi vil byde dem? Og især hvad vi ikke vil byde dem?
Der er nemlig ingen nedre grænse for, hvor lidt omsorg vi byder dem, i langt de fleste kommuner. Jeg taler om det, der i fagtermer kaldes normeringer, som er et udtryk for, hvor mange voksne der skal være til en gruppe børn af en vis størrelse – eller med andre ord, hvor mange børn en enkelt voksen må have ansvar for.
Der er i praksis heller ikke en grænse for, hvad vi udsætter dem for – selv når de er syge.
Vi voksne kan jo godt mærke vores grænser og har lov til at være syge derhjemme i fred og ro. Men hvad med vores børn? Giver vi dem lov til at være syge? ”Nej” hører vi lige nu i debatten – for vi har som forældre ikke lov til at være der for dem, når de har allermest brug for os.
Dette billede bliver endnu mere forstemmende, når vi lægger det faktum til, at de syge børn heller ikke er sikret en stedfortræder i form af en nærværende pædagog. Vores normeringer er så udhulede, at vi ikke længere kan være det bekendt. Hverken over for os selv – men slet ikke over for vores børn. Én voksen til 17 børn er ikke unormalt. Flere og flere pædagoger træder frem og fortæller deres fortvivlede historier, som ofte er et desperat opråb om det kollektive omsorgssvigt, der foregår i dette land.
Vi ved fra udviklingspsykologiske studier, at små børns udvikling sker i relationen og kontakten til voksne – derfor kan det undre, at vi langt mere end andre lande i Europa, på trods af den viden, vi har, vælger at sende vores små børn væk fra deres forældre og udsætte dem for et minimum af voksenkontakt i de alt for lidt bemandede institutioner i landet.
Nogle steder er værre end andre – bevares – men der er på landsplan skåret så massivt i personalestaben, så der mangler godt 4400 pædagogstillinger ifølge BUPL. Det er selvsagt ikke i orden. Og der skal en voldsom genopretning til for igen at skabe respekt om den danske model. ”Mor-Danmark” har mistet sin integritet.
Det er på tide, vi vågner og siger fra – sætter en grænse for, hvad vi vil være med til. Det er på tide, vi som forældre lytter til vores samvittighed og holder vores børn hjemme, indtil vores politikere tager ansvaret på sig og sørger for, at vi får en ordentlig familiepolitik, og sikrer vores børns rettigheder.
Helle Nielsen er bestyrelsesmedlem i FOLA – Forældrenes Landsforening.