Kolonitid, kongehus og kanonaden mod DR

 Naser Khader (K) mener, at koloniseringen har haft en række positive effekter, som gør, at vi måske skal ...

Hvis man skal kåre ugens hovedperson i medierne, må det blive prins Henrik. Foto: Mogens Flindt/ritzau

Hvis man skal kåre ugens hovedperson i medierne, må det blive prins Henrik. –

DR var igen i vælten i denne uge. Foto: Jens Dresling/ritzau

DR var igen i vælten i denne uge. –

Naser Khader (K) mener, at koloniseringen har haft en række positive effekter, som gør, at vi måske skal holde op med at piske os selv for fortidens synder. Her ankommer prinsen af Wales til Indien i 1875. Foto: The Granger Collection/ritzau

Hvis man skal kåre ugens hovedperson, må det blive prins Henrik. Prinsens erindringer bærer den smukke titel ”Skæbne forpligter”. Og mange kommentatorer spørger sig i disse dage, om prins Henrik har glemt sine forpligtelser, skriver Kristian Østergaard i tilbageblik på ugens debat, som også handler om en kontroversiel udtalelse fra Naser Khader og debat om DR

Da Charles Napier i 1800-tallet mødte hinduistiske præster, som insisterede på at brænde enker levende på deres afdøde mænds ligbål, svarede den britiske hærs øverstkommanderende: ”Meget vel. Denne enke-afbrænding er jeres skik, forbered lig-bålet, men mit land har også en skik. Når mænd brænder kvinder levende, hænger vi dem og konfiskerer al deres ejendom. Mine tømrere skal derfor rejse galger, hvor vi vil hænge vedkommende, når enkerne er væk.”

Når enkebrændinger i Indien nu om stunder er umådeligt sjældne, skyldes det, at folk som Napier stod fast på, at enkebrænding var en afskyelighed, og hans bramfri reaktion betød derfor et fremskridt i menneskelighed. Det er Naser Khader (K), der fremdrager dette eksempel i en kommentar i Berlingske, hvor han peger på, at koloniseringen har haft en række positive effekter, som gør, at vi måske skal holde op med at piske os selv for fortidens synder.

Naser Khader nævner en amerikansk undersøgelse af 80 øer i Stillehavet og Atlanterhavet, hvor forskere har konkluderet, at jo længere koloniseringen havde stået på, jo mere vellykket havde samfundsudviklingen været. Heraf konkluderer Khader, at de vestlige værdier simpelthen er bedre end andre værdier. Khader nævner i den sammenhæng en voldtægtssag fra Pakistan i juli, hvor det lokale stammeråd befalede, at forbryderens sagesløse søster skulle voldtages for at skabe balance i regnskabet, og ræsonnerer: ”Måske var det forkert, at man holdt op med at kolonisere primitive samfund.”

Hvis man skal kåre ugens hovedperson, må det blive prins Henrik, men det er nu noget andet, prinsen drømmer om at blive kåret som. Ifølge Se og Hør udtaler prins Henrik sig således om begravelsesballaden i Roskilde Domkirke: ”Hvis hun vil have mig begravet sammen med hende, må hun gøre mig til kongegemal. Færdig, jeg er ligeglad.”

Ja, helt ligeglad virker prins Henrik jo ikke at dømme efter det temperamentsfulde videoklip ugebladet har lagt ud på nettet, hvori han anklager dronning Margrethe for at gøre ham til en nar.

Prinsens erindringer bærer den smukke titel ”Skæbne forpligter”. Og mange kommentatorer spørger sig i disse dage, om prins Henrik har glemt sine forpligtelser. Således pastor Poul Joachim Stender i BT: ”Han er Dronningens mand, og prisen for at have været det og oplevet alt det, han har gjort i sit liv, er vel at støtte monarken i, hvad hun finder bedst for monarkiet.”

Ja, skæbne forpligter, og af Nietzsche har vi lært ordet amor fati: at man skal elske sin skæbne. Men som en anden præst, Kathrine Lilleør, påpeger i Berlingske, er det ikke altid lige nemt, og måske formulerer prins Henrik en bitter erfaring, de fleste modne mennesker har gjort på et tidspunkt i deres liv: at blive overset, undervurderet eller forbigået.

Den slags bringer ikke altid det bedste op i os, og i det lys er prins Henriks reaktion såre menneskelig, men netop her kunne man have forventet, at prins Henrik som medlem af kongehuset havde båret sin skæbne med tålmod og loyalitet. Sørine Gotfredsen peger i Kristeligt Dagblad på, at prinsens ”tiltagende optagethed af titler og rang forekommer ude af trit med både hans beføjelser og den danske mentalitet.”

Det er blevet sagt, at den idéelle journalist er som desmerdyret i Kiplings eventyr. Rikki-Tikki-Tavi har nemlig som motto: ”Løb hen og hit ud af det!”.

Denne umage gør de to DR-journalister Louise Windfeld-Høeberg og Mia Ulgraven sig ikke ifølge kronikør Dan Harder. I Berlingske anklager han de to journalister for brud på elementære journalistiske principper, idet de i ” P1 Orientering” med baggrund i en dubiøs kilde sammenligner Israel med Nazi-tyskland. DR har ellers ansat en mangfoldighedskonsulent, der samlet set oppebærer en årlig gage på over to millioner kroner, men ifølge Ralf Pittelkow på Den Korte Avis handler det slet ikke om at sikre bredde i programmer som ” P1 Orientering”. Nej, det handler i stedet om propaganda: ”En del af Gitte Rabøls opgave bliver sikkert at overbevise os andre om, at vi også skal elske ikke-vestlig indvandring.”

Ugens debat skrives på skift af højskoleforstander Jørgen Carlsen og præst og anmelder på Kristeligt Dagblad Kristian Østergaard. En af de to samler hver uge op på ugens vigtigste værdi-debatter.