Kom så ud af folks soveværelser!

Vi mangler stadig det helt store lødige demokratiske argument for, at folks barnløshed, seriel monogami eller udenrigsministerens elskerinder kommer samfundet ved, skriver sognepræst Marie Høgh i en opsang til konservative debattører

Marie Høgh er sognepræst og debattør.
Marie Høgh er sognepræst og debattør. Foto: Jens Welding Øllgaard.

”Den saftigste bøf” blev serveret i satireprogrammet Den Korte Radioavis for en måneds tid siden, da programmets værtsfigur Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm var kommet i besiddelse af en rigtig lummer sladderhistorie: Udenrigsministeren var blevet forladt af sin kæreste, fordi de ikke længere ”delte værdier” (læs: utroskab).

Kirsten Birgit ved fra en anonym kilde, at det ikke bare drejede sig om en enkelt elskerinde, men hele 11 kvinder – der hurtigt blev til 21 på Den Korte Radioavis’ redaktion. Så kan han jo ikke have tid til at være udenrigsminister og læse sine briefinger. Kirsten Birgit er ligeglad: ”Han må bolle med lige så mange, han vil.” Hun vil ikke moralisere. Den historie skal ud. ”Dumme svin, mand,” hvæser den nyfigne medvært Rasmus Bruun, der øjner chancen for at få de ”liberale svin” ned med nakken. Uden held prøver han at sælge historien til blandt andre Radio24syvs morgenvært Asger Juhl, der prøver at forstå, hvorfor det skulle være relevant. Den samvittighedsfulde Asger Juhl mangler det helt store demokratiske argument for, at det skal i radioen. Der er vel også noget med privatlivets fred?

Mens satirens solide overdrivelse er morsom, fordi den er båret af humor og selvironi, bliver virkelighedens lige så solide overdrivelse og søgte påstande platte, når de er båret af flad moralisme og selvhævdelse, som det ses hos visse konservatives forsvar for konservatismen.

Senest i et par dommedagsartikler om Europas barnløse ledere baseret på en latterlig lille underlødig tabel fra de sociale medier. Her fremgår det, at en del af Europas politiske ledere er barnløse – to af dem er ufrivilligt. Hvad bilder man sig ind at inddrage dem? Seriøse debattører burde holde sig for gode til at bruge tallene i kulturkampen.

Nikolaj Bøgh (K) insinuerer i Kristeligt Dagblad den 24. juni en sammenhæng mellem de europæiske lederes barnløshed, ansvarsløse politik, manglende indsigt i børnefamilieliv og blepriser. For det er en ”grundlæggende eksistentiel forandring” at få børn, ”som kan være svær at sætte sig ind i, hvis man ikke har prøvet det”. Ja, selvfølgelig, på det personlige plan. Men en udokumenteret påstand om, at det har indflydelse på folks politik, er en helt urimelig ringeagtelse af – og hån mod – barnløse.

En stor del af Europas barnløse regeringsledere deler, ifølge Bøgh, ”ikke længere livsvilkår eller livserfaringer med mange af deres borgere”. Kan så kun en landmand være landbrugsminister, en mand med rejsekort trafikminister, må en ugift ikke mene noget om ægteskabet?

Bøgh og redaktør for Årsskriftet Critique, Christian Egander-Skov (med et lignende indlæg i Berlingske den 21. juni), bidrager til det selvretfærdige og moraliserende narrativ, som nogle såkaldt konservative i stigende grad benytter sig af i kulturkampen.

Og det er ikke bare en beretning om ”verden af i går”, men en fundamentalistisk fortælling, hvor det enkelte menneske er til for statens skyld – og som følge heraf først og fremmest har pligter mod staten, systemet; ren marxisme. Landets regeringsleder skal gå foran, som et ”godt eksempel og sikre deres folks overlevelse” ved at få børn.

Ud over at ophøje regeringslederne til gudestatus er Bøghs såvel som Egander-Skovs gammeltestamentlige dyrkelse af kernefamilien som det eneste, der skaber og opretholder den vestlige kultur og civilisation, skudt lysår forbi den vestlige europæers virkelighed i dag. Vel at mærke også den (national)konservative europæer, der ønsker at værne om sit fædrelands frihed og fred. Familien er en god enhed, ja, men hvilede civilisationen alene på familien, var det et skrøbeligt fundament at bygge på. Og hvad med alle dem, der aldrig fik en familie? Kan de ikke bidrage til kulturen og civilisationens opretholdelse? Selvfølgelig.

Hold nu op med at se undergangstegn og ømme jer over, at vi lever med og i liberale samlivs- og familieformer, frivillige eller ufrivillige barnløse forhold. Og hvis folk skal have lægehjælp for at få børn, rager det jer heller ikke.

Hvad er det for en ortodoksi at trække ned over samfundet og det enkelte menneske? Og i øvrigt besynderligt, at det kommer fra dem, der kalder sig konservative. Plejer de ikke at sætte den personlige frihed, ansvar og privatlivets fred højt?

Tag jer nu bare af jeres egne familier, og bland jer uden om andres. Lad privatlivet være privat, stig ned fra den høje hest, inden I falder ned. Alt kød er jo skrøbeligt. Og vi mangler stadig det helt store lødige demokratiske argument for, at folks barnløshed, seriel monogami eller udenrigsministerens elskerinder kommer samfundet ved.

Marie Høgh er sognepræst.

Tysklands forbundskansler Angela Merkel og Storbritanniens premierminister Theresa May er blandt andet nogle af de europæiske regeringsledere, som ikke har børn.
Tysklands forbundskansler Angela Merkel og Storbritanniens premierminister Theresa May er blandt andet nogle af de europæiske regeringsledere, som ikke har børn. Foto: Michael Sohn/AP