KOMMENTAR: De gode græd og de onde lo

Kritisk journalistik skal også være selvkritisk. Det har Kristeligt Dagblad undladt i sagen om Danmission, skriver Theodor Jørgensen

Lad mig straks for klarheds skyld tilkendegive mit eget standpunkt i denne sag, som har fyldt meget i Kristeligt Dagblads spalter i den sidste tid. Jeg er enig med det principielle i avisens leder »Missionsrejserne« i fredagsavisen den 6. juli. Men når det er sagt, skal det også siges, at det er umuligt at tale generelt om et missionsselskabs rejsepolitik uden at tage højde for de konkrete forhold, som rejserne skal foregå under.

Jeg er også tilhænger af en kritisk journalistik, men vel at mærke når den samtidig er selvkritisk, det vil sige evner at have en klar forestilling om, hvad den selv i et større perspektiv sigter imod. Hvad vil den gavne, hvad vil den bygge op, samtidig med at den bryder noget ned? Og selvkritisk må en kritisk journalistik også være på den måde, at den er i stand til og villig til at analysere og tolke motiver i de udtalelser, den benytter som kilder.

Det er bestemt ikke den slags kritisk journalistik, som Kristeligt Dagblad har mestret i disse artikler. Det er i sin orden, at avisen holder et vågent øje med kirkelige organisationers drift og dermed også med deres rejsepolitik, men hvorfor skulle den sag netop rejses nu, da den ifølge Thorkild Schousboe Laursen (jævnfør. Kristeligt Dagblad den 11. juli) allerede var blevet drøftet med avisen for seks måneder siden uden at blive omtalt dengang? Jeg savner det overordnede sigte. Det skulle vel ikke være på grund af agurketiden, at den skulle frem nu?

Jeg hæfter mig endvidere ved den lemfældige omgang med tal, som Harald Nielsen i sit indlæg i lørdagsavisen den 14. juli gjorde opmærksom på. Og den fortegning af Danmissions øjeblikkelige økonomiske situation, der viser en klar forbedring (jævnfør Harald Nielsen samme dag), men af Kristeligt Dagblad betegnes udifferentieret som dårlig for at skabe en mørk baggrundsfolie for de »dyre rejsevaner«. Sammenstiller man de beløb, der her er tale om, med hele Danmissions budget, er der tale om en proportionsforvrængning af rang.

Dertil kommer mistænkeliggørelsen. Når man fra Danmissions side gør opmærksom på, at forskellen mellem businessclassbilletter og konvertible økono-miklassebilletter ikke er så stor, som det er blevet fremført, mistænkes Danmissions ledelse for at komme med dette argument for netop at formindske prisforskellen. Ikke-konvertible økonomibilletter er betydeligt billigere, fremfører man så. Men man glemmer eller fortier, at en rejse ud til samarbejdspartnerne ofte sker ud fra en aktuel sag og derfor ikke kan bestilles mindst en måned i forvejen, som man skal det med de billige økonomibilletter. Man glemmer også, at der kan opstå forhold undervejs på rejsen, der gør det nødvendigt at lægge rejseplanerne om, så man må konvertere billetterne.

Det er overfladisk og ukritisk journalistik, når man ikke undersøger nærmere, hvilke forhold et selskabs rejsepolitik skal tage hensyn til, og derfor fejlinformerer læserne om de faktiske forhold.

Endelig savner jeg totalt en kritisk vurdering af motiver hos de kilder, Kristeligt Dagblad har benyttet sig af. Man kan ikke se bort fra i sin vurdering af kilder, at Danmission blev til efter en vanskelig fusionsproces, der ikke har været omkostningsfri, og at der fremdeles er kredse, der vil bringe ved til det bål, der ville kunne få fusionen til at gå i stykker eller i det mindste få nogle hoveder til at rulle.

Det er naivt og utroværdigt, når redaktionen i sit svar den 14. juli bedyrer, at den på ingen måde ønskede at bidrage hertil og havde noget sådant i tankerne. Derfor må redaktionen tage et faktisk medansvar for, at sådan noget kunne blive konsekvensen. De kan jo selv se resultatet i Erik Wengels og Kristian Baggesgaards perfide indlæg den 10. og 12. juli, hvor gamle lig blev taget ud af skabet såsom forskellen i DMS´ og Santalmis-sionens selskabskulturer. Hvordan man reelt kan se på den forskel, har Thorkild Schousboe Laursen klart givet udtryk for i sit store indlæg den 14. juli.

Kristeligt Dagblad kan ved sin behandling af sagen vanskeligt undslå sig for at blive slået i hartkorn med den holdning, som de to indlæg er udtryk for. Hvis alt dette virkelig fører til en undergravende indtægtsnedgang for Danmission, må de gode græde og de onde le.

Men Danmissions ledelse havde gjort klogt i at nægte at kommentere sagen i Kristeligt Dagblad inden forretningsudvalgets møde. Efter mødet skulle man så have fremsendt en skriftlig redegørelse til Kristeligt Dagblad med krav om at få den aftrykt ord for ord uden »fortolkende« mellemkomst fra en redaktørs side.

Jeg beklager dybt, at Thorkild Schousboe Laursen efter så mange års energisk indsats for folkekirkens missionsarbejde har set sig nødsaget til at tage afsked fra dette arbejde på denne baggrund.

Theodor Jørgensen er tidligere bestyrelsesmedlem af Santalmissionen og medlem af sammenlægningsudvalget.

Redaktionen svarer:

Theodor Jørgensen spørger, hvorfor Kristeligt Dagblad først bringer artiklerne nu, når Thorkild Schousboe Laursen blev interviewet om sagen første gang for seks måneder siden. Det skyldes, at der ikke dengang var tilstrækkelig dokumentation til, at historien kunne skrives, men ny information i ugen op til offentliggørelsen af de første artikler betød, at den blev aktuel at bringe. Dernæst er det vigtigt at understrege, som det er blevet tidligere, at denne historie ikke er opfundet af Kristeligt Dagblad, men at der gennem længere tid har været en intern kritik i Danmission af ledelsen og dens rejsevaner. Artiklerne afspejler dette. Slutteligt skriver Theodor Jørgensen om den »lemfældige omgang med tal... Og den fortegning af Danmissions øjeblikkelige økono-miske situation, der viser en klar forbedring«. Til det er der blot at sige, at alle tal i denne sammenhæng er citeret fra Danmission månedlige oversigter over den økonomiske situation.