Kommentar: Det kniber med biskoppers samvittighedsfrihed

Folkekirken er ikke en bispekirke og Evangelisk Luthersk Netværks initiativ er hverken "meningsløst" eller en "ligegyldig provokation", mener Esben Lunde Larsen, folketingsmedlem for Venstre

Initiativet fra Luthersk Evangelisk Netværk er en seriøs sag om samvittighedsfrihed, som biskopperne skulle tage meget alvorligt, mener Esben Lunde Larsen. På billedet ses en tegning af Nikolai Frederik Severin Grundtvig (1783-1872).
Initiativet fra Luthersk Evangelisk Netværk er en seriøs sag om samvittighedsfrihed, som biskopperne skulle tage meget alvorligt, mener Esben Lunde Larsen. På billedet ses en tegning af Nikolai Frederik Severin Grundtvig (1783-1872). Foto: Jens Hage.

DET HAR VAKT FORARGELSE hos biskop Kresten Drejergaard og biskop Peter Skov-Jakobsen, at en gruppe præster fra Evangelisk Luthersk Netværk ønsker at indsætte en pastoral vejleder som følge af biskoppernes position i sagen om et nyt vielsesritual.

LÆS OGSÅ: Højrefløjspræst: Alternativt tilsyn er et pubertært problem

Det har fået Kresten Drejergaard til at nedlægge forbud mod indsættelse af den nye pastorale vejleder i en kirke i Fyns Stift. Ligesom det har fået hårde ord med på vejen af Peter Skov-Jakobsen, der omtaler handlingen som en meningsløs og ligegyldig provokation.

Når man ser de to biskoppers tilgang til folkekirken, forstå man bedre og bedre, hvorfor Grundtvig for mere end 150 år siden aktivt bekæmpede en kirke, som ikke tog hensyn til den enkeltes tros- og samvittighedsfrihed. Dengang, som i dag, er det tydeligt, at det stadig kniber med viljen til samvittighedsfrihed, når man ser på de to biskoppers ord og handlinger.

Lad os et øjeblik se på historien. I 1821 opstod den såkaldte Ellingesag på Fyn. En række bønder ville forsamle sig uden den lokale præst, som de ikke delte teologisk anskuelse med. Dette var brud på den såkaldte Konventikelplakat fra 1741, der forbød gudelige forsamlinger uden den lokale præsts deltagelse, og præsten indklagede derfor bønderne for retten.

LÆS OGSÅ: Københavns biskop raser mod højrefløjspræster

Sagen var en af mange, der fik Grundtvig til aktivt at engagere sig i kampen for den enkelte troendes samvittighedsfrihed. I 1825 skriver han således i skriftet Om gudelige Forsamlinger: Troen og alle dens Ytringer, inden for de ellers i Staten lovlige Grændser, er Noget, intet Menneske maa ville beherske hos Andre. Det er i Grunden ingen Stats, men en Samvittighedssag.

Af Grundtvig kan vi lære, at datidens bønder og nutidens præster naturligvis skal have mulighed for fuld samvittighedsfrihed. Derfor skal præster i den danske folkekirke, som af samvittighedsårsager ikke ønsker teologisk vejledning fra biskopper som Drejergaard og Skov-Jakobsen have mulighed for at forsamle sig i en hvilken som helst folkekirke, indsætte en pastoral vejleder og anvende denne i de spørgsmål, de måtte have lyst til. Det er jo ikke netværkets præster, der har set stort på bibel og bekendelse i sagen om et nyt vielsesritual!

LÆS OGSÅ: Et trist evangelium: Nu kan vi fortjene Guds nåde ved at forelske os

FOLKEKIRKEN ER IKKE en bispekirke, og jeg opfatter det hverken som meningsløst eller som en ligegyldig provokation fra netværkets side. Jeg ser det som en seriøs sag om samvittighedsfrihed, som biskopperne skulle tage meget alvorligt. Kernen i åndsfrihed er netop at kæmpe for andres ret til samme frihed, som man selv ønsker også selvom man teologisk måtte være uenig med præster fra Evangelisk Luthersk Netværk.

Grundtvig kæmpede i sin tid for samvittighedsfrihed for de gammeldags troende, hvortil han regnede sig selv. Hvor kunne det være fint at se, hvis alle dem, der i dag indskriver sig i hans arv, havde samme frisind og forståelse for samvittighedsfrihedens betydning også for præster og menigheder, som måtte have en anden forståelse af bibel, bekendelse og teologi end flertallets i den danske folkekirke.