Under overskriften Derfor har jeg forladt folkekirken. Kirken og verden er blevet et fedt skriver teolog Carsten Dalsgaard Hansen om sin begrundelse for ikke længere at være præst i folkekirken (Kristeligt Dagblad den 18. juli).
Og hans overvejelser og begrundelse må naturligvis respekteres. Det har sikkert i sin tid ikke været noget let valg.
Men Carsten Dalsgaard Hansen slutter med at skrive: For 20 år siden var der et bestemt bibelvers, som fik stor betydning for mig. Det står i Jeremias Bog (kapitel 4, vers 3) og lyder: I skal bryde ny jord og ikke så blandt tjørne.
LÆS OGSÅ: Tidligere præst: Derfor har jeg forladt folkekirken
Jeg er ikke teolog. Men hvis ikke jeg har misforstået det hele, så kan jeg ikke lade være med i forlængelse af disse ord fra Jeremias at tænke på Jesu lignelse om sædemanden (blandt andet hos Markus i kapitel 4). For mig overgår disse ord ordene fra Jeremias.
For sædemanden, altså Jesus, nøjedes jo ikke med kun at så i den gode jord. Han spredte også rundhåndet sæden på vejen, på klippegrunden og mellem tidslerne. Er det ikke det samme, vi har fået til opgave at gøre?
Den eksklusive, rene kirke findes jo ikke. I alle kirker findes der både vej, klippegrund, tidsler og god jord. Alt andet er en illusion. Blandt andet derfor har vi brug for nadverfællesskabet.
Derfor ser jeg stadig folkekirken som en uvurderlig rigdom for det danske folk. Som en stående invitation også til dem i Danmark, som ikke har dansk baggrund.
Vi har alle brug for at kunne komme et sted, hvor både den største glæde og den dybeste sorg og afmagt kan rummes.
Jørgen Breindahl,Ringparken 2,Hedensted