KOMMUNERNES handicappolitik har længe været under pres af større eller mindre besparelser. Der skæres til og omorganiseres for at få de stadig kortere økonomiske ender til at nå sammen. I nogle tilfælde prøver politikerne at dække over nedskæringer med floromvundne omskrivninger a la ”mere og bedre for færre penge”.
Hvad er så trenden i disse forringelser? Eksemplerne fra de kommuner, Socialpædagogerne Lillebælt dækker, peger én vej: mindre fokus på udvikling og livskvalitet og dermed på socialpædagogikken og mere fokus på den basale pleje og dermed på det sundhedsfaglige.
I forbindelse med omorganisering i en kommune bliver et ekstra ledelseslag skudt ind i forhold til indsatsen for voksne handicappede på bosteder med videre. Lederen er en person med baggrund som sygeplejerske, ikke en pædagogisk leder. Ved en tidligere sparerunde i samme kommune er en række pædagogiske deltidsstillinger blevet besat af ufaglært sundhedspersonale. I en anden kommune betyder flere års underbudgettering, at der nu skal spares et tocifret millionbeløb på voksenhandicap-området. En del af pengene hentes ved at erstatte socialpædagoger med (billigere) social- og sundhedsassistenter.
I FLERE KOMMUNER oplever vi en iver efter at overføre erfaringer fra ældreplejen til det specialiserede sociale område for eksempel i form af velfærdsteknologi. Iveren er nogle gange så stor, at de forventede økonomiske besparelser allerede indregnes i budgetterne, inden man har nået at teste, om de faktisk er mulige at opnå. Forståelsen for, at en ældre udviklingshæmmet medborger med komplekse fysiske og/eller psykiske problemstillinger kræver en helt anden indsats end en ”normal” ældre borger, glimrer til gengæld ved sit fravær.
Dette er blot nogle få eksempler ud af mange, der alle peger i samme retning: sundhedsfaglighed frem for socialpædagogisk faglighed. Det handler ikke om, at én faglighed er bedre end en anden, men de forskellige faggrupper er nu engang uddannet til at varetage forskellige opgaver - og derfor kan vi noget forskelligt.
Selvfølgelig skal de basale pleje- og sundhedsmæssige opgaver løses bedst muligt, og det er sygeplejersker, sosu-assistenter med flere gode til. Til gengæld er vi, socialpædagogerne, gode til at skabe relationer til mennesker med særlige udfordringer som udviklingshæmmede eller psykisk handicappede børn, unge og voksne. Relationer, der er afgørende for disse borgeres udvikling og livskvalitet.
For nylig blev det besluttet, at der i et botilbud for voksne udviklingshæmmede skulle udnævnes en bleansvarlig, hvilket kendes fra institutioner i ældreplejen. Det er meget sigende for det fokus, man har. Al respekt for, at der placeres ansvar for løsning af basale plejeopgaver, men det kunne være mindst lige så påkrævet at udnævne udviklingsansvarlige i de forskellige tilbud til handicappede og udviklingshæmmede medborgere.
Når man ikke gør det, er det en indirekte bekræftelse på, at fokus er flyttet fra socialpædagogik til pleje. Mens de fysiske rammer i mange botilbud er blevet forbedret (egen lejlighed frem for værelse) er der færre snarere end flere ressourcer til den pædagogiske indsats - selvom servicering af borgerne i ”eget hjem” faktisk kræver mere. Aktivitets- og beskæftigelsestilbud er nedlagt eller begrænset. Ledsagelse ”ud af huset” er begrænset til et minimum. Aktiviteter som fredagscafé eller fælles madlavningsdage er sparet væk. Og temadage, der giver personalet mulighed for faglig udvikling, er skåret ned.
FÆLLESNÆVNEREN for alt dette er, at det handler om livskvalitet og udvikling for de berørte borgere. Alt det, som socialpædagogerne er uddannet og dedikerede til at skabe. Det handler ikke om ”det lille ekstra” eller ”flødeskummet på lagkagen”. Det handler om noget langt mere grundlæggende - nemlig alt det, som skal sikre, at vi lever op FN's Handicapkonvention, der siger, at vi skal give handicappede borgere optimale muligheder for at fungere på linje med alle andre: ”nyde samme menneskerettigheder og frihedsrettigheder som andre”, som det blandt andet hedder.
Det indgår stadig i de mange fine, erklærede handicappolitikker i kommunerne, men i praksis halter det. Nok spares der også på den basale pleje, hvilket skrækeksempler fra ældreplejen viser. Alligevel er der nogle mere synlige grænser for, hvor langt man kan gå dér sammenlignet med mere uhåndgribelige begreber som psykisk velbefindende og livskvalitet hos mennesker, der ofte ikke selv er i stand til at sætte ord på, hvordan de oplever den hjælp og støtte, de er afhængige af.
At balancen i disse år forskydes til fordel for det pleje- og sundhedsfaglige på bekostning af det socialpædagogiske, er ikke en sund udvikling.