Grøndalsvænge i København er et botilbud for voksne med svære handicaps, og Morgenavisen Jyllands-Posten skriver, at Københavns Kommunes socialforvaltning i december 2020 har betalt 10.000 kroner, så beboerne kunne se striptease.
I fakturaen er udgiften bogført som ”underholdning”, men skal man tro centerchef Karoline Winther-Lund, er der blot tale om et frimodigt udspil:
”Seksualitet er en del af kerneopgaven, og vi arbejder fagligt med det i forskellige sammenhænge. Vi understøtter borgerne i at udvikle deres seksualitet.”
Formanden for Sind – Landsforeningen for psykisk sundhed, Knud Kristensen, mener dog, at det er en anelse ude af takt med realiteterne:
”At vise nøgne kroppe frem, hvordan giver det et fagligt fundament for en diskussion?”.
Denne undren deler professor i forvaltningsret Michael Gøtze. Ja, han kan slet ikke få øje på, at der skulle være en socialfaglig begrundelse for at lade de offentlige kasser bekoste striptease. Endnu mere utvetydig er kommunalforsker Roger Buch, der mener, at det er udtryk for et bizart ræsonnement og usædvanlig dårlig dømmekraft.
Der er også et etisk spor, påpeger formanden for Sind, der understreger, at hvis formålet er at gøre beboerne fortrolige med den nøgne krop, så er det måske ikke en solbrun og trimmet krop, beboerne har behov for at se. Så var der måske mere grund til at ”vælge nogle kroppe, der var lidt mere gennemsnitlige”.
Ja, seksualitet er en uomtvistelig del af menneskelivet. Det er også mere kompliceret end striptease. Skal nogle af samfundets svageste borgere virkelig præsenteres for strippere som indgangsvinkel midt i anden bølge af MeToo?
Svikmølle af afklapsninger
I DR-satireprogrammet ”Signe Molde på udebane” handlede det for nylig også om seksualitet, idet Molde valgte at betragte lgbtq+-miljøet som et fænomen, der hørte til i den vittige ende af skalaen. Det har afstedkommet anmelderlussinger i hobetal. Politikens Eva Eistrup skrev således, at programmet om transkønnede var ”reaktionært, fordomsfuldt og enormt fejt”.
I Berlingske vånder Molde sig over, at hun er løbet ind i en svikmølle af journalistiske afklapsninger. Signe Molde er jo ellers nærmest castet som en politisk korrekt type med forkærlighed for minoriteter:
”Jeg er en (...) parodi på en medietype, der bor i et byggeforeningshus og har en Arne Jacobsen-stol.”
Men i interviewet noterer en bekymret Molde sig, at vi er på vej mod et samfund styret af de heftigt indtryksfølsomme, hvorfor ”krænket er blevet et ord, man kan råbe højt. Hvis man er den første, der råber det, har man ret”.
Reaktionerne på programmet har givet anledning til refleksioner af mere vidtgående rækkevidde. Molde bemærker, at der er en stigende tendens til kontrol med, hvor man må slå gækken løs. Selv mener hun, at man også bør kunne lægge humørbomber under fundamentalistisk præk.
På sin Facebook -væg udtrykte hun for nylig sin bestyrtelse over en imam, der i en skilsmissesag søgte at tryne en kvinde. Molde anbefalede imamen at tørre sine tårer over frigjorte kvinder i en sammenrullet Muhammed-tegning. Siden tog hun opslaget ned af frygt for et islamistisk hævntogt:
”Og jeg skammer mig over det.”
Ja, for ender vi så ikke dér, hvor man foretrækker at kritisere islamkritikere frem for islam? Islamkritikerne kunne jo bare stikke piben ind. Det er jo også det mest bekvemme for alle parter. I hvert fald på kort sigt.
Når man fortryder samtykke
Bekvemme er også mange apps. I Berlingske kan kulturjournalist Sarah Iben Almbjerg berette om en ny app kaldet Iconsent, som ligner Mobilepay. Her kan man klikke ja til samleje – jævnfør den nye samtykkelov.
Almbjerg mener dog ikke, at appen gør livet nemmere. Hvad hvis man klikkede ja klokken 17 og fortrød klokken 21? Og så nævner hun en veninde, der under en date havde givet samtykke. Manden foreslog en sexleg, kvinden accepterede. Undervejs fortrød hun, legen var ubehagelig, men veninden følte ikke længere, at hun kunne sige fra. Hun havde jo givet samtykke.
Livet er kompliceret.
Ugens debat skrives på skift af tidligere højskoleforstander Jørgen Carlsen og sognepræst og anmelder på Kristeligt Dagblad Kristian Østergaard.