Kommunalreformen, som trådte i kraft i 2007, har – set med landsbyøjne – været den største indenrigspolitiske ulykke i dette årtusinde. Den har kostet dyrt på næsten alle parametre i det landsbyliv, som vi ellers er stolte af, og som de fleste vel stadigvæk bærer rundt på som en drøm. Det er 10 år siden nu, og i valgkampen op til næste byrådsperiode bør det i mange kommuner blive et centralt spørgsmål, om landsbyerne kan og skal bjærges som en livsform, der kan andet og mere, end centerbyen og de store boligkvarterer kan.
Det officielle formål med kommunalreformen var at tilsikre en ekspertise i en stadig mere kompliceret administration samt at rationalisere arbejdsgange. Til en vis grad så man også sammenlægninger og stordriftsfordele, men det blev nok nedtonet, fordi dette sigte kunne ramme hårdt i lokalsamfundene, mens alle kunne se rimeligheden i at få opkvalificeret sagsbehandlinger og få mere dynamik ind i udviklingen af kommunen.
Men grundlæggende var det jo også en demokratisk opgave, der skulle løses. Hvad ville man, folkeligt, kvalitativt med den nye storkommune? Hvilke livsrum og tilværelsesvilkår skulle vokse frem, når man gik fra at være måske 5000 mennesker til at være 50.000? Dette spørgsmål klares jo ikke med flotte slogans og farvestrålende byskilte.
Ret hurtigt skiltes vandene. En stribe kommuner tænkte overvejende økonomisk og så rationaliseringsgevinster og synergieffekt ved at nedlægge og sammenlægge – skoler, biblioteker, plejehjem, busdrift, børnepasning – og eventuelle decentrale bestræbelser blev i løbet af få år droppet. De kostede for meget. De nye, højtuddannede embedsmænd fra Handelshøjskolen kom med modeller og uafviselige beregninger, som lovede et provenu i løbet af få år, så der både kunne bygges stort rådhus i centerbyen og måske oveni både teaterhus og stadion og indkøbscentre, så byens skyline på afstand ville ligne New York. Og pengene til det hele kunne hentes ved at nedlægge og sammenlægge samt 29 elever i klasserne og sætte skolebusser ind. Og det var meget svært for kommunens politiske niveau at sige nej tak – det vil sige at vælge anderledes – når det naturnødvendigt ville reducere rationaliseringsgevinsten. Det var simpelt købmandskab. Men landsbyerne blødte, thi herude lå jo de nemme rationaliseringsgevinster lige til højrebenet.
Men der var kommuner, der valgte anderledes. De insisterede på det decentrale og på høj grad af medbestemmelse i de gamle lokalsamfund, også selvom det kostede på bundlinjen. Kommunen tog her udgangspunkt i de livsrum, som man anså for væsentlige som opvækststeder for børnefamilier og med en grad af selvforvaltning og udfoldelsesmulighed, måske med lidt jord til, og med natur omkring. Her anså man ikke landsbyerne for blot omkostningstunge og som et oplagt sted at hente en rationaliseringsgevinst. Man anså landsbyerne for en kvalitet, anså måske ligefrem en ”grøn bosætning” for et brand, men det forudsatte jo så, at der var børnepasning, skole, busser, idrætsplads og samlingssteder. Thi ellers ville landsbyerne blot ligge hen som forladte rester af et landbrugssamfund, som ikke længere havde brug for dem.
Siden reformen trådte i kraft, er der kommuner, som er lykkedes med at udvikle landsbyerne, og som måske nu oven i købet ser, at det også økonomisk har været rigtigt at fravælge regnearkenes og de kolde hænders nemme løfter om genveje til en kommunal succes; at mennesker har søgt dertil, fordi der på det menneskelige plan blev stillet noget i udsigt, som man kunne finde sig tilrette i; kommuner, som nu tilbyder et decentralt netværk af forskellige landsbyer, som ikke er blevet drænet for funktioner, men tværtom udbygget med muligheder.
De to landsdækkende foreninger (Landsforeningen Landsbyerne i Danmark og Landsforeningen af Landsbysamfund) så allerede i 1999 faresignalerne for det nye storkommunale projekt og udgav et 10-punkts-program for en landsbypolitik.
Det var henvendt til kommuner og amter (i dag regioner), og spørgsmålet lød, hvad man her ville med landsbyer og landdistrikter. De 10 forslag bæres alle af, at det nye rådhus ikke blot måtte forlade landsbyerne – tømme dem for funktioner og efterlade dem som taberområder og måske en nådig nedrivningsstøtte. Uden kommunale fodaftryk og kommunal repræsentation på stedet vil landsbyerne blot tilhøre afløbet. Af programmet kan nævnes fritids- og ungdomstilbud, kollektiv trafik, dagpleje, indskoling, offentlig service (bibliotek, sundhedshus, servicebutik), bosætningstilbud, arbejdspladser i for eksempel nedlagte landbrugsbygninger.
Men mindre kan også gøre det! Alt andet end bare at blive forladt, så man ikke blot – fra det store rådhus – betragter kommunens borgere som midler til at opnå en samlet kommunal besparelse og så komme på landkortet med sin store centerby og slå verden med undren; så man ikke blot ser kommunen som en arbejdsmark, hvorpå der kan høstes, og hvor man i udbyttets navn må bøje sig for ”nødvendigheder” og glemmer at stille spørgsmålet om, hvad meningen så er med det hele. Ingen og intet kan leve med bare at blive målt med et regneark eller en nyttepind. Det er flere hundrede år siden, at Kant udtalte: ”Handl således, at du altid behandler mennesker som formål, og aldrig blot som middel!”.
En vis træthed er måske ved at sætte ind i de kommuner, som nu igennem 10 år blot har sagt ”økonomisk nødvendighed”, hver gang et politisk initiativ blev taget, men andre fremturer med et økonomisk udviklingsnet, som opfanger center- og områdebyer, men lader landsbyerne falde igennem. Jeg sidder med en ny landdistriktsstrategi, som netop har været i høring, og som henover 14 sider siger ”ildsjæle” og ”sammen”, men som er drænet for kommunale initiativer og forpligtelser i landdistriktet. Man vil her ikke ret meget med sine landsbyer, og en strategi uden mål kan vel ikke kaldes en strategi.
I disse år oplever vi mere og mere de store byer som problematiske som livsrum for familier; som langt hen truende steder, hvor utryghed og forsvarsmekanismer tager til. Jeg siger ikke, at vi i landsbyerne kan løse alle problemer, men hvis ikke vi tømmes for mening og funktion – og dermed også for ressourcepersoner – så kan vi en del. I alle kommuner med et landdistrikt bør man derfor i den kommende valgkamp sætte livsformen og vilkårene på landet på dagsordenen og så bede regnedrengene om at tie så længe.
Jan Glenstrup er pensioneret lektor og cand.pæd.