Det er ikke nemt at have forældre, der glemmer at lave aftensmad, taler grimt og slår. Det gør ondt i maven, og det kan være svært at sige højt. Når børn og unge så endelig rækker ud og siger til, skal de også mødes af voksne, der reelt lytter.
Vi ved dog fra samtaler på Børnetelefonen og fra de børn og unge, der møder op i Joannahuset, at de for sjældent oplever at blive lyttet til og inddraget. I stedet bliver de ”håndteret” i et kommunalt system, hvor de føler sig som tilfældige numre i rækken af sager om omsorgssvigt og anbringelse.
Men de er afhængige af systemet, fordi deres primære voksne svigter på forældreansvaret. For når forældrene svigter, skal kommunerne træde til og sørge for at barnet bliver hørt og inddraget i egen sag, så hjælpen bliver den helt rigtige.
Vi ved, at børn og unge med den politiske aftale ”Børnene først” har udsigt til at få en endnu stærkere stemme end tidligere.
For at nævne et par vigtige nedslag får børn ned til 10 år partsstatus i egen sag, og anbragte børn og unge får ret til at sætte samvær med deres biologiske forældre på pause.
Med frygt for at lyde pessimistiske, vil vi alligevel stille os på børnenes side og sige, at vi vil se handling, inden vi for alvor tør juble. Erfaringer viser netop, at ikke alle gode intentioner bliver udmøntet i praksis.
Gang på gang har reformer og lovgivning slået fast, at børn skal inddrages i egen sag. Alligevel viser Ankestyrelsens seneste børnesagsbarometer, at der i 45 procent tilfælde ikke bliver holdt den lovpligtige børnesamtale forud for sagernes afgørelse. Det er ikke godt nok.
Vi hører børnene beskrive kommunerne som de voksnes verden. Et sted, hvor voksne bestemmer alting. Og det, børnene selv bør have indflydelse på og rettigheder til at være inddraget i, har de ikke begreb om eller fornemmelse for.
Børnene går i stedet ind ad kommunens døre med en utryghed og uvished om, hvad der skal ske. Nogle er nervøse, og andre føler angst – sagsbehandlerne forventer noget bestemt, men børnene ved ikke, hvad det er.
Børn og unge fortæller os, at de møder det kommunale system med en forventning om, at nu bliver alting godt igen – her er der nogen, der vil hjælpe mig. Men i stedet oplever nogle, at sagsbehandlerne holder en vis distance, gemmer sig bag en computerskærm og glemmer at have øjenkontakt med det barn, der åbner op for svære ting.
Vi hjælper ofte børnene med at skrive de underretninger, som er årsag til, at de er i kommunernes systemer. Det er en stor og svær opgave for børnene, fordi de føler sig illoyale over for forældrene, når de afslører familiens dybeste hemmelighed – omsorgssvigtet. Og den deling skal de have anerkendelse for, men får det sjældent.
Børn kan i udgangspunktet acceptere de fleste sagsbehandlere, hvis bare de føler sig mødt af respekt og interesse – sådan har vi det vel egentlig alle sammen? Når det ikke er til stede, begynder børn at miste tillid til voksne. De har nemlig fået fortalt, at når de siger tingene højt, kan de få hjælp. Men hvis hjælpen udebliver, risikerer vi, at børnene ikke rækker ud igen.
Hos Børns Vilkår og Joannahuset omtaler vi det som vinduet af muligheder – for når børnene rækker ud, er det med motivation og handlekraft for at gøre noget. Og den mulighed skal voksne tage alvorligt.
Når vi taler med børnene, er det tydeligt, at de ikke har en forventning om, at de får alle deres ønsker opfyldt. Tværtimod. Men de forventer en sagsbehandler, der hjælper dem, forklarer systemets komplicerede processer og formidler deres stemme.
Børn og forældre deler ofte sagsbehandler. Og selvom sagsbehandleren skal være der for begge parter, oplever mange børn og unge, at forælderens ord og meninger ender med at veje tungest. Det er problematisk, fordi mange forældre kan have adskillige årsager til at dække over det, der foregår i hjemmet. Og det dække køber alt for mange sagsbehandlere desværre ind på.
Den observation betyder ikke, at vi er imod forældresamarbejde – for netop et godt forældresamarbejde er ofte en forudsætning for at lykkes med indsatsen for barnet.
Det må dog aldrig blive på bekostning af børnene, men det oplever vi alt for ofte sker i sager om omsorgssvigt. Vi ved, at det kræver særlige kompetencer og nogle gange mod at turde stå på barnets side i en sag. Især fordi der i samfundet hersker en forståelse af, at børn er forældrenes ejendom.
Det kan derfor føles ekstremt indgribende at tage beslutninger for andre folks børn – og specielt når man risikerer vrede og råbende forældre. Men ikke desto mindre, er det netop det, der er brug for. Vi mangler endnu mere børneinddragelse i kommunerne.
Når vi spørger børn og unge, er der dog lang vej derhen – selv åbningstiderne er forkerte. Kommunerne er kun åbne, når børn og unge er i skole. Men det er først, når skoledagen er omme, og fritidsklubben lukker, at børn og unge bliver nødt til at tage hjem, hvor konflikterne fylder – og lige dér bliver de mindet om, at de har brug for hjælp.
På BørneTelefonen og i Joannahuset er vi i kontakt med mange børn og unge i løbet af en dag, men dem, vi møder i døgnets ydertidspunkter, når kommunerne holder lukket, er dem, der har akut brug for hjælp. Der skal i alle døgnets timer stå voksne klar til at lytte. Den opgave vil vi gerne blive ved med at løfte sammen med kommunerne.
Både kommuner og civilsamfundsorganisationer har forskellige roller, forskellig viden og forskellige kompetencer. Det skal vi udnytte til at spille hinanden gode, så børn og unge altid får den helt rigtige hjælp hele vejen rundt.
Børn og unge er eksperter på sig selv. De kan påvirke deres liv i den retning, der er bedst for dem – også når de akut vil væk hjemmefra sent om natten. Når det er sagt, har voksne stadig det overordnede ansvar for at beskytte børn og unge, og det bliver bedst gjort ved at lytte, forstå og respektere dem.
Så kære kommuner, lyt til børnene og den særlige viden, de har om sig selv og deres situation – den er nemlig helt unik og vigtig for, at I kan hjælpe dem med at lande deres sag rigtigt.