JEG VOKSEDE OP med en kær nabo, der blev 102. Hun var født i 1905 og døde i 2007. I 1948 skrev hun under på, at hun resten af sit liv ville skrive alle navneord, også kaldet substantiver, med stort.
Det var en protest mod den nye retskrivningsbekendtgørelse, der fremover ville have navneord skrevet med lille. Det var mange imod, også min fru P. Hele sit liv skrev hun med blyant, kuglepen eller fyldepen og altid navneord med stort. Hun rørte aldrig en skrivemaskine eller senere en computer. Hende fik man håndskrevne breve fra. En sjælden luksus set med dagens øjne.
I dag har vi meget få egentlige posthuse, meget færre postkasser, og byens postmester er en saga blot. Nu foregår postekspedition i Fakta, Brugsen eller Føtex. Og mange af os skriver ikke breve så ofte længere, men beskeder via e-mail, oversat til elektronisk post, e-mail. Det er hurtigt og effektivt, vi behøver ikke have brevpapir, kuverter, frimærker, kuglepenne eller fyldepenne ved hånden.
Hvis folk beder mig om mit telefonnummer, skriver de det ikke ned på en seddel, men trykker det ind i deres mobiltelefon. Hvis jeg telefonisk spørger nogen om et telefonnummer på en given person, kan de ikke svare på stedet, for det er ikke skrevet ned noget sted, men står i deres mobiltelefons nummerregister.
Så vi må afbryde samtalen. Vedkommende må tjekke nummeret og ringe tilbage med det. Og hvis de en dag har mistet deres mobiltelefon eller den er gået i udu, så er de helt på spanden. Så har de ingen numre på andre længere. Mobilens hukommelse er gået tabt. Kun få har stadig brug for hjernetræningen med at kunne huske telefonnumre, hvad jeg opfatter som en god sport.
En huskeseddel til indkøb i supermarkedet behøver ikke længere være håndskrevet, den skriver man ind på mobilen. En besked til konen, manden eller kæresten går via nettet, ikke så mange små sedler mere med håndskift og et eventuelt håndtegnet hjerte. Jeg har oven i købet hørt om en 24-årig, der har vanskeligt ved at læse håndskrift, fordi hun ikke gør det mere i hverdagen. Og da slet ikke skråskrift.
OG SÅ ER SPØRGSMÅLET JO, om vi fortsat behøver kunne skrive håndskrift? Vil det i nærmeste fremtid stadig være nødvendigt at lære børnene i skolerne at skrive i hånden? To-tre-årige ses jo allerede at kunne håndtere børnecomputere med film og spil ganske mesterligt. Behøver vi stadig at kunne skrive små beskeder? Og skal nogle af os en dag som fru P være med i en underskriftindsamling mod udraderingen af det håndskrevne? Hvem ved? Jeg aner faktisk konturerne til en udvikling i den retning.
I min skoletid lærte vi at skrive skønskrift, rigtig skønskrift med sirligt svungne krølbogstaver og det hele. Og det var med pen og blæk. I hver skolepult var der i en lille fordybning med låg placeret et blækhus.
Lyder det som Metusalem? Men sådan var det altså. Udviklingen går hurtigt. Og vil det være et reelt tab ikke at skrive i hånden mere? I hvert fald for nogle af os, der har lært det. Men måske ikke for dem, der vokser op nu og ikke nødvendigvis er afhængige af det. Jeg elsker at se små beskeder skrevet af børn, der lige er ved at lære at skrive. Stavet sjovt og skrevet kreativt og med stor energi.
Jeg skrev selv mange små hilsner som barn. En af de mere minderige og bemærkelsesværdige var en besked til min mor, da mine forældre havde været i byen, og vi havde barnepige. Lige før sengetid plukkede jeg blomster i haven og pyntede min mors seng og skrev på en ledsagende seddel: ”En sidste hilsen.” Den lo vi meget af gennem alle årene.
Jeg gemmer stadig smukke håndskrevne breve med hilsen som ”Ærbødigst” og ”Din Hengivne”. Men de kommer ikke rigtig mere, og de fleste af de få breve, der stadig kommer, er skrevet på maskine eller computer, sjældent i hånden.
Dagens arkitekter og ingeniører tegner også sjældent på papir. Det meste foregår på computer. Tidligere havde vi hieroglyffer, vi skrev runer i sten med hammer og mejsel, vi fik papir og kunne skrive og tegne. Vi forseglede brevene.
Men tiderne skifter, og behøver vi begræde det? Måske, måske ikke. Ingen savner jo i dag hieroglyffer. Om lidt savner vore efterkommere måske heller ikke det håndskrevne, som vore efterkommere endda vil kunne have svært ved at tyde, som mange i dag ikke kan tyde fortidens gotiske bogstaver.
Men skrive under med håndskrift, det skal vi vel kunne lidt endnu? Eller? For resten er der jo allerede noget, der hedder digital signatur. Og som er ganske udbredt. Jeg siger bare: Ih, du milde.
Refleksion skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske RådOle J. Hartling , præst og journalistSørine Gotfredsen , forfatter og journalistPeter Olesen , forfatter og cand.phil.Jens Smærup Sørensen og dr.theol. og forfatterOle Jensen