Konfirmand: Tanken om, at der måske er nogen, der lytter og beskytter mig, er ikke helt dårlig

Mange tror, at konfirmander kun bliver konfirmeret for festen og gavernes skyld, og det spiller helt klart en stor rolle. Men jeg tror også , at viden om, at man bliver beskyttet, måske giver lidt ro i maven, skriver konfirmand

Jeg kan godt lide at tro på, at der er noget efter døden. Jeg synes, det lyder underligt og kedeligt at tænke på, at der slet ikke er noget, for hvordan kan der bare ikke være noget?”, spørger Silje Øelund Helvard, som skal konfirmeres i denne weekend.
Jeg kan godt lide at tro på, at der er noget efter døden. Jeg synes, det lyder underligt og kedeligt at tænke på, at der slet ikke er noget, for hvordan kan der bare ikke være noget?”, spørger Silje Øelund Helvard, som skal konfirmeres i denne weekend. Foto: Thomas Vilhelm/Ritzau Scanpix.

”Hvad tror du på?” spørger min mormor mig om, og jeg ved ikke, hvad jeg skal svare.

Jeg er døbt og skal konfirmeres om en uge, så jeg burde jo nok svare ”mormor, jeg er jo kristen”, men af en eller anden grund kan jeg bare ikke få mig selv til at sige det. Jeg går i stå og begynder at tænke over, hvad jeg egentlig tror på.

Min mormor er kristen, hun går i kirke og beder aftenbøn. Jeg er selv ikke blevet opdraget til at være kristen. Mine forældre er ikke gift, og jeg blev døbt, fordi jeg selv gerne ville, ikke fordi mine forældre havde en stor trang og vilje til at velsigne deres førstefødte.  

Når jeg tænker tilbage på, da jeg blev døbt, spørger jeg mig selv hvorfor. Hvorfor havde jeg sådan en stor trang til at blive døbt, og hvorfor havde jeg så travlt, når jeg jo aldrig rigtig har lært noget om det med at være kristen. Det kan jo ikke tages tilbage, nu er jeg ligesom kristen, og sådan er det. Hvis jeg kunne ændre noget nu, ville jeg nok have tænkt mig mere om, udforsket mere og lært mere.  

Jeg synes, det er sjovt, at jeg sidder her og skriver om, at jeg ikke ved, hvad jeg tror på, men jeg ender alligevel altid med at sidde og kigge op med foldede hænder og bede om noget. Det kan være alt fra gode karakterer til et godt resultat i en basketball-kamp.

Jeg kan faktisk huske engang, hvor jeg skulle spille kamp. Det var en søndag, og mit hold skulle spille mod Virum. Jeg satte mig på min seng, foldede mine hænder og begyndte at bede. Jeg bad efter et godt resultat og en god præstation fra mig selv. Jeg endte med at score 26 point og vi vandt med 30. Det var det højeste antal point, jeg nogensinde havde scoret, og mig der normalt scorer omkring 5-10 point var lykkelig.

Men nu hvor jeg kigger tilbage på det, tænker jeg over, hvem jeg bad til. Jeg ved jo ikke, hvad jeg tror på, men det gør jeg så alligevel, for jeg sidder jo ikke bare og taler med mig selv. Jeg må jo håbe, at nogen hører mig. Men hvem? 

Jeg tror, der er mange, der har det sådan. De beder om, at deres farfar overlever sin sygdom, eller at de valgte de rigtige numre på deres lottokupon. De ved sikkert slet ikke, hvem de beder til, men man finder tryghed i at vide, at der måske sidder en og lytter til ens problemer.

Jeg tror, at alle mennesker har brug for at tro på et eller andet for at klare sig. Jeg siger ikke, at man skal være kristen eller muslim, men det er vigtigt at tro på noget, der ikke kan slås ned med en logisk forklaring. Det kan vitterligt være alt fra havfruer til, at vi lever i en simulation, så længe man har noget, man finder tryghed i.

Jeg kan godt lide at tro på, at der er noget efter døden. Jeg synes, det lyder underligt og kedeligt at tænke på, at der slet ikke er noget, for hvordan kan der bare ikke være noget. Det giver ikke mening oppe i mit hoved, at man bare ikke eksisterer. Hvordan kan man bare ”ikke eksistere”? Jeg kunne blive ved med at snakke om det i flere timer.  

Noget jeg også synes er vigtigt er, at tro og religion ikke er den samme ting. Det er faktisk virkelig langt væk fra hinanden. Jeg kan personligt bedst lide tro. Jeg føler, der er mere frihed. Det handler om, hvad hver enkelt person tror på. Religion er en lidt mere fastsat tro.

Der er nogle ting, man ”skal” gøre og nogle ting, man ikke må. Jeg kan ikke lide at blive sat i en bås. Hvad hvis jeg tror på nogle ting fra islam og nogle ting fra kristendommen, skal jeg så bare vælge.

Tro er det, du tror på, det du går ind for. Du behøver ikke at tro på, at Gud havde en søn, der hed Jesus, som bare var sådan en dejlig mand. Nej. Du kan tro på, at det var en hjemløs mand, der havde en hjernefejl, og han gik derfor rundt og hævdede, at han var Guds søn. Du kan tro på, at Gud er en kvinde, og at Adam løj om æblet og skød skylden på Eva, hvilket er derfor, at mænd har et adamsæble i halsen. Du kan tro på, hvad som helst.  

Jeg er egentlig glad for, at mine forældre gav mig et valg i forhold til, om jeg ville døbes. Jeg er glad for, at jeg fik lov til at blive ældre, så jeg kunne tage beslutningen selv. Det kan godt være, at jeg stadig kun var 10 år, men jeg tog stadig beslutningen selv, og det er jeg taknemmelig for.

Jeg tænker, der er mange, der tror, at jeg ligesom mange andre konfirmander kun bliver konfirmeret for festen og gavernes skyld, og det spiller helt klart en stor rolle. Jeg har ikke tænkt mig at lyve, men jeg tror også bare, at viden om, at man bliver beskyttet, måske giver lidt ro i maven, også selvom der måske slet ikke er noget, der beskytter en, så føler man det nok lidt alligevel.  

Jeg er faktisk ikke kommet tættere på at vide, hvad jeg tror på, men tanken om, at der måske er nogen, der lytter og beskytter mig, er ikke helt dårlig. 

Silje Øelund Helvard går i 8. klasse og bliver konfirmeret i denne weekend.