FORÅRETS rituelle snagen i, hvad der får konfirmander til at vælge konfirmation: pengene og festen eller Gud, er i år forstummet. Måske fordi der ikke er så meget at komme efter længere, eftersom langt de fleste konfirmander allerede har cykler, iPhones og hvad de ellers kunne ønske sig af materielle goder, allerede inden de bliver konfirmeret.
Men så kan man da belære konfirmanderne i stedet. Om at kristentro forpligter. Det er nemlig noget, professor i etik ved RUC Thomas Søbirk Petersen enormt godt kan lide ved kristendommen: dens næstekærlighedsbudskab. Eller som han kalder det: den moralske forpligtelse til at hjælpe andre.
Konfirmanderne bør derfor skamme sig. Ikke fordi de har valgt konfirmationen, men fordi de har valgt at blive konfirmeret i sådan en ond og pengegrisk kirke, der ødsler om sig med pengene, for eksempel til ”præsteskjorter” (han må vel mene præstekjoler).
Som en anden tempelrenser maner gutmensch Søbirk Petersen til besindelse. Man hører næsten et ekko af Herrens eget ord: Min Faders hus er et bedehus, men I slemme konfirmander har indirekte - ved ikke at anfægte præstens embedsdragt - gjort det til en røverkule.
Etikprofessoren mener, at folkekirken skylder os alle et svar. Men hvem er det egentlig, der skylder hvem et svar? Folkekirken er en medlemskirke. Det er således medlemmernes kirke og medlemmernes ansvar og beslutning, hvad pengene bruges til.
Over for ateister og ikke medlemmer mener Søbirk Petersen også, at folkekirken skal stå til ansvar, thi de er jo også med til at betale til gildet, mener han. Men det er bare ikke rigtigt. Det tilskud, folkekirken modtager fra staten, er kompensation for den del af kirkens jord, som staten overtog for godt 100 år siden. Hvis vi dertil skulle lægge, hvad det koster folkekirken at udføre personregistrering for staten, går det mere end lige op.
Nu er det set fra vores synsvinkel altid velkomment at kigge kritisk på folkekirkens økonomi. Vi kunne godt foreslå flere ting, man kunne gå efter i sømmene: udgifter til kommunikationsmedarbejdere, stiftsblade, konsulenter, kurser med mere, som koster årlige millionbeløb. For ikke at tale om dyre arrangementer med dyre kunstnere, der skal tilgodese kultureliten, så de ikke føler, de er i kirke, når de er i kirke.
Vi kunne også godt ønske os, at man kiggede lidt på den økonomi, der lønner en professor i etik, så han kan udtale: ”De fleste kender også historien om Jesus, der sagde, at 'det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige'. Så velgørenhed til de fattige står centralt i den kristne etik.”
Tænk, at en professor i etik ikke har lært, at der ikke findes en særlig kristen etik. Er han mon aldrig stødt på K.E. Løgstrup (1905-1981) eller Johannes Sløk (1916-2001)? Er han ikke bekendt med værket ”Kristen moral før og nu”, hvor Sløk viser, hvorledes kristendommen op gennem historien er blevet overtaget og forvansket af græsk filosofi, skolastik og pietisme og således blevet offer for en moralisering, hvilket har foranlediget den misforståelse, at der i kristendommen skulle være anlæg for en særlig etik og moral?
Kristendommen kan derfor ikke være grundlag for konkrete handlingsanvisninger eller normer, dens etiske indhold er altid kun kravet om uselvisk kærlighed. Hvordan det skal ske, må vi selv finde ud af.
MAN ER IKKE I TVIVL OM, at Søbirk er på det godes side. Han opfatter sig selv som et oplyst og moralsk menneske. Han er derfor i stand til at se bjælken - ikke i sit eget øje - men i ”kirkens” øje. Mere nidkær end den værste puritaner skoser han derfor ”kirken” for sin lave moralske standard
Men hans kritik af ”kirken” afslører, at han ikke har forstået ret meget af, hvad protestantisk kristendom handler om, når han beskriver kristendommen som en lovreligion med hellige tekster og bud, man kan ”handle i modstrid med”. Ja det ser ud til, at Thomas Søbirk opfatter kristendommen som midlet til at frembringe et nyt kvalitetsmenneske, det gode og kærlige menneske, der her på jorden ikke behøver syndernes forladelse for dette liv.
Men intet menneske kan leve uden syndernes forladelse. For man kan aldrig gøre tilstrækkeligt. Selv ikke Thomas Søbirk kan under henvisning til sin enorme indsats for klimaet gøre nok. Uanset hvor meget man genbruger, sparer på ressourcerne, cykler til arbejde, arbejder frivilligt og giver til nødhjælp, så er det ikke nok.
Det er nemlig rigtigt, hvad Thomas Søbirk siger, at det ifølge Jesus ”er sværere for en rig mand at komme ind i Guds rige, end for en kamel at komme igennem et nåleøje” - det vil sige: Umuligt! Men vi er alle sammen som den rige mand.
Der er nemlig en gæld, vi ikke kan betale: Kærlighedens gæld. Vi kan aldrig blive færdige med at gøre godt. Denne skyldighed står vi altid i. Dette må vi hver især overveje nøje. Vi må hver især se på os selv: om vi bærer frugt. Om andre bærer frugt må vi lade være op til Vor Herre at dømme om.
Jesus kom ikke til Jorden for at prædike moral, men for at tage menneskenes skyld på sig, så vi ikke længere selv behøver at bære den. Kristendom er derfor ikke morallære, men troen på, at Kristus opfylder den lov, du ikke kan opfylde. At være kristen, at følge i Kristi fodspor, er ikke at efterligne ham, men at vide, at han har banet vejen.
Kirkens praksis og udtryk er ikke fritaget for kritik. Men at sovse kritikken ind i sødladen menneskekærlig bekymring for verdens fattige, det klæder ingen. Selv ikke en professor i etik.
Nana Hauge, Stine Munch og Merete Bøye er alle præster