Konsekvens af religionsfrihed. Selvfølgelig skal der bygges en moské

Debatten om moske-byggeriet i København fortsætter. Her et indslag af generalsekretæren i Dansk Europamission

På denne skitse fra Københavns Kommunes teknik- og miljøforvaltning kan man se forslaget til, hvordan den kommende moské på Vibevej i Københavns nordvestkvarter kan komme til at se ud.
På denne skitse fra Københavns Kommunes teknik- og miljøforvaltning kan man se forslaget til, hvordan den kommende moské på Vibevej i Københavns nordvestkvarter kan komme til at se ud.

"Missionsorganisationer støtter kristendomsundergravende virksomhed!" Sådan bliver det udlagt, når Dansk Missionsråd udtaler sig til fordel for den naturlige konsekvens af religionsfriheden: at muslimer får lov at bygge moskéer i Danmark.

Vi i missionsorganisationerne er selvfølgelig ikke så dumme, at vi blåøjet siger ja til hvad som helst. Vi ved godt, at islam er en antikristen religion, der i mangt og meget lige så meget er en ideologi.

Men vi kan også synge med på den ironiske sang: "Vi vil ikke have de fremmede og deres religion. De skal ikke komme her og afkristne vort land, for det er vi meget bedre til selv!"

AT ISLAM HAR fået plads i det danske samfund, har ganske vist medført, at nogle tusinde er konverteret til islam, men langt flere tusinder af danskere har fået en anledning til at besinde sig på kristendommen som vor kulturelle og religiøse arv. Og der er en del muslimer, som er kommet til Danmark og her har fundet friheden til at konvertere til kristendommen.

Den frihed kunne vi godt unde folk i den muslimske verden, men den fremmer vi som kristne ikke ved at råde øvrigheden i vort eget land til at nægte muslimer et bedehus, som de arkitektonisk vil have lettere ved at identificere sig med end med en ombygget fabrikshal.

SKULLE EN SHIAMOSKÉ i Københavns nordvestkvarter i virkeligheden være en forpost for Teheran-regimet, så har vi heldigvis en efterretningstjeneste, der nok skal vide at skænke den lige præcis den opmærksomhed, som en sådan fortjener.

Og så kan vi ellers fryde os over de mange rapporter, der beretter om iranere i Iran, som bliver kristne – hvoraf nogle må betale dyrt for deres kristentro. De oplever chikane fra myndighederne, fængsling, og i enkelte tilfælde bliver de myrdet.

De har ikke brug for kirkebygninger for at udtrykke deres tro. Den trænger nemlig igennem alligevel som en tidevandsbølge, som der måske en tid kan dæmmes op for, men som i Guds time bryder igennem alle barrierer.

Henrik Ertner Rasmussen, generalsekretær i Dansk Europamission,
Postboks 60, Bagsværd