Torsdag den 28. oktober stiller Michael Kuttner, korrespondent ved Kristeligt Dagblad, et centralt spørgsmål, når han spørger, hvem der er de rigtige som Polens næste regering. Før han så kaster sig ud i en forbløffende kritik af mig, mens han sakser rundt i mine udtalelser i tv-programmet Deadline den 22. oktober og vrider dem ud af deres kontekst.
Polens nuværende regering har – trods sin status som medlem af EU, der er baseret og struktureret i dybeste respekt for retsstatens værdier – gennem lang tid udfordret det ellers så ukrænkelige princip om uafhængige domstole. Blandt andet. Polens regering begrænser også minoriteters frihed og rettigheder i et samfund, som ellers har bekendt sig til EU’s værdier og traktater.
Senest har den polske forfatningsdomstol på vegne af den nuværende regering angrebet EU-samarbejdet ved at stille spørgsmål til relationen mellem nationale domstole og EU-domstolen. Sådan noget kan EU-modstandere godt li’. Og de, som tror, at Europa passer bedst på sig selv ved at nøjes med at samarbejde om det, som den til enhver tid siddende nationale regering nu har lyst til. Som lopper omkring et tag-selv-bord.
Hverken i Det Konservative Folkeparti eller i vores europæiske parti, EPP, tror vi på den model. Vi tror på EU som foreningen af stærke nationalstater, der klarer det meste selv og kan regne med hinanden til det, ingen kan alene.
Vi er vagter om overholdelse af nærhedsprincippet i enhver lovgivning og ethvert samarbejde i EU. Men vi er også sikre på, at det vil være livsfarligt for Europas sikkerhed, fred og økonomiske trivsel – og direkte gift for et lille land som Danmark – hvis ikke vi kan regne med, at de allermest basale juridiske aftaler i EU respekteres af alle lande.
Derfor ser jeg med stor alvor på den nuværende polske regerings ageren. Den trækker ovenikøbet EU ind til sin egen og lange valgkamps fordel. Derfor blander jeg mig.
Måske er Kuttner stødt på fænomenet andre steder i sit virke som international korrespondent, men er ikke så vant til at se det i vores nationale debatter om EU. Men i Europa-Parlamentet har vi partigrupper. Og mit parti sidder i gruppe med store dele af den nuværende polske opposition. Som vi naturligvis gerne vil hjælpe med at blive valgt.
Det er i min optik ”de rigtigste’” – men de rigtige vil uanset det være dem, som respekterer retsstaten, og som ikke går totalitarismens, Ruslands eller andres ærinde for et ustabilt Europa.
I Deadline handlede samtalen om, hvad EU skal gøre ved Polens opførsel, som Kuttner forhåbentligt godt kan se, falder uden for retsstatens spilleplade. Her er min pointe, at vi skal passe på ikke at reagere på måder, som den nuværende regering kan få fordel af. ”Vi” i den sammenhæng skal forstås med respekt for de roller og mandater henholdsvis Kommissionen, Rådet og partigrupperne i Europa-Parlamentet har.
At Kuttner tiltror mine udtalelser en rækkevidde langt ind på de polske regeringskontorer, eller at jeg ligefrem herigennem direkte kan påvirke udfaldet af valget, er nok at skyde over målet. Men jeg takker for den utilsigtede anerkendelse.
Pernille Weiss er medlem af Europa-Parlamentet for De Konservative.