”Kultur er blevet konkurrencestatens HR-afdeling,” udtaler museumsinspektør David Holt Olsen fra Danmarks Industrimuseum i Kristeligt Dagblad den 15. juli.
Den postindustrielle tidsalders fokus på selvrealisering ses på kulturinstitutionerne, hvor genstanden eller kunstværket træder i baggrunden for formidlingsformen – og ikke mindst følelsen, den umiddelbart vækker hos beskueren. Man må forstå, at forførelsen af gæsten er blevet vigtigere end formidling af viden til en i forvejen vidende borger.
David Holt Olsen skal have stor tak for at rejse dette eksempel på konsekvenserne af menneskets aktuelle selvoptagethed. Eksemplet er ikke overraskende, for det er jo sådan, kultur fungerer: De store trends ses i de enkelte institutioner: Familien (som vi opløser, så snart skoen trykker en anelse), arbejdspladsen (”hvad får jeg ud af at være her?”), fritiden (mere af den, tak, så jeg kan være mere mig selv). Og vi har for længst forandret vores tilgang til kulturinstitutioner som museer, orkestre, teatre og så videre til noget, vi mere er fornøjelsesforbrugere af end dannelsesrejsende i på evig søgen efter mere viden og dybere indsigt.
Der er dog undtagelser for ovenstående karikering, og det skal være min påstand, at der faktisk er et stort flertal af danskere, som stadigvæk stræber efter ”de gamle dyder”.
Det er bare ikke det, man ser i medierne og derfor heller ikke det, trendy akademikere og politikere navigerer efter, når de i deres betingelser til kulturinstitutionernes virksomhedsvilkår mener, at kontinuerlige to-procentsbesparelser er ”kreative udfordringer”, som kulturminister Mette Bock (LA) så ofte understreger det. Eller når offentlige fonde og puljer er mere optaget af det, jeg vil kalde kuraterings- haute couture, der foretrækker formen frem for indholdet. Præcist som museumsinspektøren pointerer. Tak for det!
I en tid med mediepolitisk tavshed fra stort set alle kulturordførere på Christiansborg, bortset fra det, der siges for at gentage finansministerielle excelarks-argumenter krydret slet skjult leflen for eget geografiske vælgerlandskab, så håber jeg, at interviewet i Kristeligt Dagblad med David Holt Olsen lander til velkommen selvransagelse i folketingsmedlemmernes sommerferie. Hos alle kulturelskende politikere – og deres partigrupper.
Det kan nås endnu for medieforhandlingerne og DR’s fremtid, og det kan helt sikkert nås i forhold til forhandlingerne om museernes fremtidige rammer og vilkår. Og med det rette politiske mod kunne symfoniorkestrene også gives en mere respektfuld økonomi at arbejde med end den, de fik i foråret.
Det er ikke det eneste, man kan få ud af interviewet med David Holt Olsen. Han slår med halen til sidst og rammer med sine pointer ned på nødvendigheden af mere kulturkonservatisme. Og – som jeg forstår det – en opsang til netop borgerlige politikere om at ”komme hjem igen” – væk fra smarte former og tættere igen på selve genstanden og respekten for, at borgeren både kan, vil og skal lære noget frem for at blive underholdt, som om de var i Tivoli, og det vigtigste var antallet af besøgende.
Jeg forstår, at Det Konservative Folkeparti (og Venstre) på den kulturpolitiske dagsorden har glemt at forsvare kulturens betydning i velfærdsstaten og hvorfor der ikke må beskæres mere – tværtimod.
Og jeg forstår, at vi skal blive bedre til at sikre institutionerne og borgerne mod popsmartness og populær-liberalistiske ”lad falde hvad der ikke kan stå af sig selv-logik”.
Jeg er enig – for det er ikke konservativ kulturpolitik og bliver det aldrig.
Pernille Weiss er sygeplejerske, cand.scient.san., master i ledelse og innovation samt folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti på Fyn.