I dag har den nyeste James Bond-film, ”No Time to Die”, premiere i de danske biografer. Det bliver den sidste film med skuespilleren Daniel Craig i hovedrollen som den hårdtslående og kvindeglade hemmelige agent, og det har naturligvis udløst spekulationer om, hvem der skal være den næste Bond.
I den nye film spiller den sorte kvindelige skuespiller Lashana Lynch en MI 6-agent, som bliver den første kvinde, der får 00-licensen til at dræbe. Det har udløst en debat om, hvorvidt hun måske skal være den næste James (eller måske Jamie) Bond.
Det klassiske skuespillererhvervs idealer er trådt i baggrunden til fordel for politisk signalgivning.
Den nuværende hovedrolleindehaver Daniel Craig har med rette taget afstand fra den tanke. For naturligvis skal James Bond ikke spilles af en kvinde. James Bond er en veldefineret litterær og filmisk karakter, som helt entydigt er en hvid britisk – særdeles heteroseksuel – mand. Hvis man giver køb på det for at skabe bedre roller til kvindelige skuespillere eller skuespillere med minoritetsbaggrund, så ødelægger man i realiteten et ikonisk kulturprodukt. Uden tvivl med de bedste intentioner, men det er og bliver et kulturelt og ophavsmæssigt overgreb.
Vi skal respektere de historier, vi er vokset op med, og som er en del af vores kulturelle fundament og fælles referenceramme. De skal ikke ændres grundlæggende – og slet ikke af politiske årsager spændes for en mangfoldighedsvogn. Jeg har al mulig sympati for, at der på film, i bøger og tv-serier kan fortælles historier med stærke kvinder eller for eksempel sorte i hovedrollerne. Det er kun godt, og selvfølgelig kan en kvinde være for eksempel hemmelig agent. Men det skal være nye historier, og de gamle skal have lov at bestå med den kerne og grundfortælling, som de nu engang har.
Nu er tanken om en kvindelig James Bond måske trods alt så absurd, at den aldrig bliver realiseret, men debatten repræsenterer en markant tendens i tiden, hvor politiske hensyn til repræsentation og mangfoldighed overtrumfer kunstneriske principper og kvalitetskriterier. Der er med andre ord falske lodder i vægtskålen. Det er ikke længere et ideal, at man fremstiller en historisk eller litterær figur så autentisk som muligt, hvilket vi også har set i flere historiske dramaer om blandt andet den engelske historie, hvor der pludselig optræder sorte skuespillere som kongelige eller adelige for flere hundrede år siden – på trods af at der er gjort meget store anstrengelser for, at alt andet skal fremstå så autentisk som muligt i forhold til bygninger, indbo, dragter med mere.
Men i forhold til de medvirkende skuespillere betyder det åbenbart mere, at man repræsenterer kvinder og minoritetsgrupper og udviser mangfoldighed, end at man får skabt en historisk fortælling, som er til at tro på. Det kunstneriske og det klassiske skuespillererhvervs idealer er trådt i baggrunden til fordel for politisk signalgivning. Det synes jeg er et væsentligt tilbageskridt, ikke et fremskridt.
Nikolaj Bøgh (K) er rådmand, Frederiksberg.