Konservativ politiker om nye portrætter på Christiansborg: Der har altså været andet i Danmarkshistorien end socialdemokrater

Skal vi slet ikke kunne se, at der var en tid, før den socialdemokratiske magtdominans begyndte for 100 år siden, spørger den konservative politiker Nikolaj Bøgh i anledning af nyindretning på Christiansborg

Fortidens borgerlige statsministre er nu pillet ned fra væggene her i Samtaleværelset på Christiansborg.
Fortidens borgerlige statsministre er nu pillet ned fra væggene her i Samtaleværelset på Christiansborg. . Foto: Jacob Aban Kjerumgaard/ Ritzau Scanpix.

I USA vælter man statuer af fortidens store mænd, når de falder i unåde.

I Danmark foregår det noget mere diskret, når fortidens borgerlige statsministre i al stilfærdighed bliver pillet ned fra Christiansborgs vægge, som det fornylig er sket i Folketingets smukke samtaleværelse, hvor man tidligere i mange, mange år har kunne se de ældste af Danmarks statsministre efter 1848.

Væk er Moltke, Frijs, Estrup, Berntsen, Neergaard, Madsen-Mygdal og alle de andre, der gik forud for Thorvald Stauning. Det virker i bund og grund magtfuldkomment og ahistorisk.

Skal vi slet ikke kunne se, at der var en tid, før den socialdemokratiske magtdominans begyndte for 100 år siden. Er det ligegyldigt med de første 80 år af demokratiets danmarkshistorie, før socialdemokraten Thorvald Stauning blev statsminister?

I dag begynder statsministerrækken ude i Folketingets vandrehal med ham, og der er kun få tegn på, at der har været noget i dansk politik, før det store socialdemokratiske århundrede begyndte.

I stedet for alle de gamle – naturligvis borgerlige – statsministre, har Folketingets præsidium under ledelse af socialdemokraten Henrik Dam Kristensen besluttet, at der skal males et kæmpestort maleri af kvinder i dansk politik siden kvinderne fik valgret i 1915.

I udgangspunktet en sympatisk tanke, men også her er den politiske skævhed massiv. Af de 30 kvinder, som er udvalgt til at pryde maleriet, er de 22 fra Socialdemokratiet og deres sædvanlige støttepartier, kun 8 er borgerlige.

Selv, hvis man tager kriterierne fra udvælgelseskomitéen, under ledelse af den socialdemokratiske hushistoriker Bo Lidegaard for pålydende, er udvalget påfaldende skævt. Af de fire første kvinder, der blev valgt til Folketinget i 1918, har man behændigt undladt en konservativ, og det første kvindelige medlem af Folketingets Præsidium, som var en Venstrekvinde, der i øvrigt fremhæves som en kvindelig pioner på Folketingets egen hjemmeside, er heller ikke med.

Mange eksempler på besynderlige udeladelser kunne nævnes, men det er og bliver udtryk for det samme: Det er socialdemokraters grundlæggende opfattelse, at deres partis dominans over samfundsudviklingen er historiens endemål, og derfor gør man, hvad man kan for at sløre, at andre partier også har haft en andel i Danmarks udvikling.

Men historien er krøllet og kroget, og det er det danske folkestyres historie også. Man må give plads til andre stemmer og minder end blot ens egne, og at udrense historien for uønskede elementer er normalt ikke noget, vi begiver os af med her til lands.

Men der er tydeligvis sket et skred i retning af mere ensretning og mindre pluralisme på Christiansborg. Magt over historien er et effektivt politisk våben, det har vi set i utallige sammenhænge.

Kan man overbevise befolkningen om, at deres historie ser ud på en bestemt måde, så er man også langt i at kunne styre deres identitet og deres fremtidshåb. Jeg skal ikke kunne sige, om det er noget bevidst eller ubevidst, at det er det, den socialdemokratiske ledelse af Folketinget efterstræber. Måske mener man blot, at ens magtmonopol er så selvfølgeligt, at man ikke behøver at diskutere det med andre. Men det bør frem i lyset og diskuteres, for Danmarkshistorien tilhører os alle sammen. Ikke kun socialdemokraterne.

Nikolaj Bøgh (K) er rådmand på Frederiksberg.