Prøv avisen
Debat

Konservative præster har ikke ret til triumferende at sige, at liberal teologi har spillet fallit

75 procent af danskerne får dåb, konfirmation, vielse og begravelse og høj kvalitet i de omliggende sogne. Mon ikke de ville vige tilbage for at søge sig en plads i de 100 kirker? Følgen ville være et fald i antal mennesker, der i Danmark har kristendommen vævet ind i deres tilværelse. Modelfoto. Foto: Paw Gissel

Heldigvis for de ikke-fromme kristne i Danmark lader vores tålmodige politikere sig ikke slå ud af, at 100 eller flere præster nægter at formidle kirkelige handlinger til en del af folkekirkens medlemmer, skriver professor mso Lisbet Christoffersen

Det er rigtigt, når Dansk Bibel-Instituts (DBI) rektor Børge Haahr Andersen i Kristeligt Dagblad den 17. juli gør opmærksom på, at de 100 konservative kirker, han besøger, har god kirkegang, rummer forskellige generationer, folk uden kristen baggrund og ny-danskere.

Men det er ikke helt rigtigt. Også Børge Haahr Andersen må kende præster, der lever op til alle hans standarder for konservativ teologi, men alligevel må se de fulde huse synge i en nærliggende valgmenighed.

Det er langt mere rigtigt, at folk går efter ”den ægte vare, uden at det bliver fladt” (Kristeligt Dagblad den 11. juli). 1800-tallets vækkelsesbevægelser og kombinationen af kristendom og arbejderbevægelse fra de store byer i det 20. århundrede har også stadig betydning. Men mest rigtigt er, som lektor Hans Raun Iversen fastslog samme dag, at rigtig mange skummer fløden i Børge Haahr Andersens 100 kirker.

For eksempel møder jeg ofte Haahr Andersen i min barndoms sognekirke. Dertil cykler han de syv-otte kilometer fra sit sommerhus. Han cykler ud af sommerhussognet (kvindelig præst, fornemt resultat med at genetablere en menighed uden støtte fra den type faste kirkegængere, der hellere vil cykle forbi). Han cykler ikke til den nærmere liggende kirke i fiskerlejet (kvindelig præst, vist nok liberal teolog, stor indsats for at oversætte mellem kirke og kultur; samt tidehvervsk præget mandlig præst med klassisk forkyndelse og et livssyn svarende til De Ti Bud, uden dog at være kendt på DBI).

I begge sogne findes ”den ægte vare, uden at det bliver fladt”, ligesom i min konfirmationskirke (mandlig præst, høj teologisk kvalitet af konservativt tilsnit, som traditionen er i sognet, mange teologiske tilbud, mange aldersgrupper – endog mange, som er flyttet dertil, fordi stedet er kendt for netop den fyldte kirke). Altså mange, der som jeg selv og Børge Haahr Andersen (og han skal være så hjerteligt velkommen) bruger de folkekirkelige frihedsrettigheder til også at skumme fløde.

Men det giver ikke ret til triumferende at sige, at liberal teologi (som vist er alt andet end det, studenterne lærer på Dansk Bibel-Institut og Menighedsfakultetet) har spillet fallit. Med den logik kan vi i Danmark nøjes med 100 kirker med DBI-forkyndelse i stedet for de 2000, vi nu har. Én sand kirke i hvert provsti. Med nutidens samfærdselsmidler ”kun” et problem for de gamle.

75 procent af danskerne får dåb, konfirmation, vielse og begravelse og høj kvalitet i de omliggende sogne. Mon ikke de ville vige tilbage for at søge sig en plads i de 100 kirker? Følgen ville være et fald i antal mennesker, der i Danmark har kristendommen vævet ind i deres tilværelse.

Alligevel bruges undersøgelsen til, at Kristeligt Dagblad på lederplads kræver særlige politiske hensyn til præster, der nægter at vie homoseksuelle. Lederskribentens argument er, at præsterne på den kirkelige højrefløj trækker fulde huse. Der henvises yderligere til, at koblingen af teologisk konservatisme og fulde huse er en international tendens. Parallellen er katolske og ortodokse kirker i Europa, men ikke den anglikanske kirke, der (må vi forstå) falder i gruppen af ”mere liberale kirker”, som har ”svært ved at bevare sit fodfæste”.

Men også i England, kan jeg fra aktuel forskning berette, sker koncentration om ”menigheds”-kirker. Nogle faste kirkegængere vil kun finansiere kirkeliv for troende. Uden kirkeskat fører det til kirkelukninger. Folk afvises fra vielse og begravelse af præster, der kun vil betjene regelmæssige kirkegængere fra ”menigheden”. Trosbekendelse, ikke blomster til gudstjenesten, er adgangskortet. Som i Danmark er der store demografiske ændringer.

Og til forskel fra Danmark, har parlament og regering i England – som ellers juridisk har ret til at regulere adgang til og indhold i kerneritualerne – overladt disse spørgsmål til den anglikanske kirkes generalsynode.

Heldigvis for de ikke-fromme kristne i Danmark lader vores tålmodige politikere sig ikke slå ud af, at 100 eller flere præster nægter at formidle kirkelige handlinger til en del af folkekirkens medlemmer.

Men jeg forstår godt, at folketingsmedlem Mogens Jensen (S) tidligt på sommeren fik nok. Andre trossamfund skal have store frihedsgrader. Men det er svært at forstå, at tjenestemandsansatte præster selv vælger og vrager mellem, hvem de finder gode nok til at blive viet af dem.

Især når der endog nedladende sættes trumf på over for hårdtarbejdende præster i andre sogne.

Lisbet Christoffersen er professor mso i ret, religion og samfund ved Roskilde Universitet.