Prøv avisen
Debat

Hospitalspræster: Vores synlighed afhænger af personalet

"Tidligere kunne præsten sagtens komme uanmeldt på patientstuerne. Det hørte sig ligesom til, og det var sikkert også, hvad mange forventede af deres præst. Denne forventning træffer man indimellem stadig på, og det ville da også være nemt for os, så vi ikke behøvede personalet som mellemled i kontakten til patienten," skriver fire hospitalspræster. Arkivfoto. Foto: Thomas Vilhelm

Kontakten mellem præst og patient er i langt de fleste tilfælde afhængig af, at personalet informerer patienten og de pårørende om sygehuspræstens tilstedeværelse, skriver fire hospitalspræster

”Der er virkelig brug for, at præsten er mere synlig på sygehuset“”.

Sådan skriver Christian Nørgård i et læserbrev til Kristeligt Dagblad den 10. november 2015 - og hvor har han dog ret.

Ikke mindst når han kan skrive, at i løbet af de 12 år, hvor han selv og hans kone med mellemrum har været indlagt på sygehus i Roskilde, Køge og Gentofte, hverken har hørt eller set noget til os som sygehuspræster og til de tilbud, vi som sygehuspræster forestår på henholdsvis Roskilde Sygehus, Køge Sygehus og Gentofte Hospital.

Christians Nørgaards læserbrev giver os anledning til forøget refleksion over det arbejde, vi hver dag udfører, og de muligheder, vi har for at være tilgængelige, relevante og synligt til stede på sygehuset. Synligheden er jo adgangskortet til den vigtige kontakt med patienterne, deres pårørende og personalet.

Men hvad betyder det egentlig, at en præst er synlig, og hvordan skal vi kunne være det i vores arbejde på sygehuset?

Tidligere kunne præsten sagtens komme uanmeldt på patientstuerne. Det hørte sig ligesom til, og det var sikkert også, hvad mange forventede af deres præst. Denne forventning træffer man indimellem stadig på, og det ville da også være nemt for os, så vi ikke behøvede personalet som mellemled i kontakten til patienten.

Af flere grunde går det imidlertid ikke længere an i dagens Danmark at ”dumpe ind”. Lige så vel som sognepræster ikke må modtage oplysninger om, hvorvidt nogen af deres sognebørn er indlagt (medmindre de har udtrykt ønske om dette), lige så vel går det simpelthen ikke an som præst at møde uanmeldt op på patientstuen.

Dette har både nogle samfundsmæssige og etiske begrundelser, men kan også helt enkelt udtrykkes ved at sige, at når patienten er indlagt, er hans eller hendes stue at betragte som et hjem, og der kommer man som bekendt ikke og trænger sig på - medmindre nogen har bedt en komme.

Kontakten mellem præst og patient er i langt de fleste tilfælde afhængig af, at personalet informerer patienten og de pårørende om sygehuspræstens tilstedeværelse - og foreslår en samtale med præsten, eller at patienten eller de pårørende selv kender til sygehuspræsten og tager kontakt.

At være synlig på sygehuset ser vi derfor i første omgang som at give personalet et godt kendskab til os som præster. Det består eksempelvis i at stille vores viden og kompetencer til rådighed i form af introduktion af personale, undervisning, udarbejdelse af temadage, deltagelse i tværfaglige teams og konferencer på afdelinger, sparring og supervision af personalegrupper.

Vi ser også synlighed som at samarbejde med afdelingerne om afholdelse af gudstjenester og andre arrangementer. På ingen af de nævnte sygehuse findes der nogen egentlig kirkesal, hvorfor gudstjenesterne må finde sted på udvalgte afdelinger.

Endelig består synligheden i, at vi kan give patienten og/eller de pårørende vores tid og vores nærvær i de kriser og udfordringer, de måtte stå i, og yde sjælesorg. Denne del af vores arbejde er ikke synlig i gængs forstand, men det er alligevel det, som giver vores tilstedeværelse på sygehuset og dermed synligheden sin legitimitet.

Sygehuspræsters synlighed er midt i et stort hospitalsvæsen bestandigt udfordret, og selvom der findes informationsfoldere om sygehuspræsten på sygehusenes afdelinger samt information på internet og intranet, må vi igen og igen som sygehuspræster i samarbejde med hospitalsledelserne se på, på hvilke måder vi bedst kan være synlige, så vi kan blive brugt som præster på sygehusene.

Vi mener samtidig, det er vigtigt, at bibler og salmebøger er tilgængelige på sygehusene, og vi hilser derfor også Bibelselskabets bestræbelser på at skaffe flere bibler på landets sygehuse velkommen.

For os er det en understregning af det, vi oplever i vores daglige arbejde, at det er vigtigt at tale om tro og eksistens - ikke mindst når man er syg.

Kommentaren er skrevet af Linda Ishøj Frederiksen, sygehuspræst, Køge Sygehus; Tove Gade, hospitalspræst, Gentofte Hospital; Hanne Bang, hospitalspræst, Gentofte Hospital og Katrine Louise Raun, sygehuspræst, Roskilde Sygehus