Prøv avisen
Debatinterview

Spild af mennesker og midler: Jobcentret skulle hjælpe, men gør ofte folks situation langt værre

Sagsbehandlerne bliver ofte gjort til fjenden. Det er ikke det, Steffen Rasmussen ønsker. Tværtimod. Han mener ikke, at nogen sagsbehandlere vil borgerne det ondt, men ligger under for en politisk funderet kultur og lovgivning, som skal ændres Foto: Illustration: Rasmus Juul

De mest sårbare har brug for omsorg, tid og støtte, men lige nu bliver de mødt af et kontanthjælpssystem, der er gennemsyret af mistillid. Det mener Steffen Rasmussen, som står bag antologien 'Fremtidens kontanthjælp', der netop er udkommet

Der er noget helt galt med kontanthjælpssystemet. De allermest udsatte mennesker i Danmark bliver for ofte mødt af truslen om krav, sanktioner og straf. De burde i stedet møde sagsbehandlere, der har tid, tillid til dem og en tro på dem.

Det mener Steffen Rasmussen, som selv har oplevet systemet indefra. For syv år siden blev han så optaget af at hjælpe de mennesker, han så på gaden, at han droppede sin karriere som selvstændig i kulturbranchen og valgte at leve et halvt år som hjemløs, hvor han lærte de mest udsatte at kende, inden han åbnede den sociale organisation Fundamentet.

Steffen Rasmussen har brugt de seneste syv år på at kæmpe de sårbare og udsattes sag og har været bisidder over 70 gange på danske jobcentre. Gang på gang har han oplevet en lovgivning bygget på mistillid.

”Jeg mødte for eksempel en ung pige med voldsom angst på kontanthjælp. Angsten gjorde, at hun ikke kunne tage en bus, så hun havde en aftale med sin sagsbehandler om, at de mødtes over telefon eller Skype, og hun ville rigtig gerne i uddannelse, når hun fik det bedre. Men så gik sagsbehandleren på barsel, og den nye sagsbehandler krævede, at hun mødte op fysisk. Da hun ikke gjorde det, blev hun skåret i kontanthjælp, selvom hun havde forklaret sig. Det ramte hende både økonomisk og psykisk.

Vi har verdens dyreste beskæftigelsesindsats, der koster 13 milliarder kroner om året. Alligevel er der utrolig mange triste historier som hendes. Det system, som skulle hjælpe borgere på kontanthjælp, har ofte gjort, at de har fået det langt værre. Det er spild af både midler og mennesker.”

Sagsbehandlerne bliver ofte gjort til fjenden. Det er ikke det, Steffen Rasmussen ønsker. Tværtimod. Han mener ikke, at nogen sagsbehandlere vil borgerne det ondt, men ligger under for en politisk funderet kultur og lovgivning, som skal ændres.

”Synderen er lovgivningen. For lovgivningen bygger på en præmis om, at folk godt kan, men at de ikke vil. Og hvis den præmis var rigtig, så var man nødt til at bruge sanktioner. Men det er den ikke.

Jeg har oplevet gang på gang, at folk gerne vil, men at de ikke kan. Og så er der omvendt brug for omsorg, tid og støtte,” siger Steffen Rasmussen.

Steffen Rasmussen grundlagde i 2018 sit firma Center for social nytænkning, og han oplever, at der er flere, der råber op om, at noget skal være anderledes i kontanthjælpssystemet. Det var derfor, han lavede antologien ”Fremtidens kontanthjælp” med fagpersoners forskellige bud på, hvordan kontanthjælpssystemet bør se ud, som udkom den 16. oktober.

Hvad er det for nogle krav i kontanthjælpssystemet, du vil gøre op med?

”Hvis du mister dit job, og du ikke er medlem af en a-kasse, så kommer du på kontanthjælp eller uddannelseshjælp. Her er der krav om møder og aktivering for at finde vej tilbage i job. Hvis du for eksempel udebliver fra et møde, kan du blive skåret i kontanthjælp. Logikken kan jeg sagtens følge. Men der er bare en masse bivirkninger. For sårbare mennesker kan frygten om at blive tvunget i praktik, de ikke er klar til, gøre, at de ikke vil møde op.”

Du siger, du vil have mere tillid og frihed. Hvad vil det sige i praksis?

”De første år på kontanthjælp bør eksempelvis ikke have samme krav og sanktionsmuligheder.

Jeg ønsker at give nogle frihedsgrader med den samme ydelse i en periode, og efter det skal der være nogle værktøjer, man kan skrue på.

Der bør være mere terapi og gratis psykologhjælp. Der bør også være flere sagsbehandlere, så der er tid til relationer. Og så skal du kunne have mulighed for at få indflydelse på din egen sag. Sige nej, hvis du er meget uenig i en arbejdsprøvning eller en praktik, du ikke er klar til.

Det giver en periode til lige at lande. Hvis der går flere år, hvor folk ikke kommer i arbejde, skal der selvfølgelig være krav.

Internationale studier viser, at friheden resulterer i, at folk får det bedre, og flere kommer i beskæftigelse. Men det går i karambolage med mange menneskers værdier: For skal vi så give kontanthjælp til folk, der ikke gider arbejde?”

Det lyder dyrt? Vi har jo i forvejen verdens dyreste beskæftigelsesindsats.

”Nej. Det bliver faktisk billigere, hvis du ændrer måden at stille krav på og dermed mindsker bureaukratiet og de tilhørende udgifter.

For at undersøge det, gik vi sammen med forskere og blandt andre Vive for at udarbejde et evidensbaseret forsøg, som skulle gennemføres i en række kommuner og give data på frivilligdelen. Det blev desværre stoppet af beskæftigelsesministeren.

Der er fire byer i Danmark, som har investeret i at ansætte flere sagsbehandlere og arbejde mere med tillid. Det gav millioner i overskud, fordi man fik flere i beskæftigelse. I Silkeborg investerede de for eksempel 98 millioner kroner og sparede 220 millioner kroner. I Hjørring investerede de 158 millioner og sparede 312 millioner kroner.”

Men der findes også international forskning, der peger på, at økonomiske sanktioner faktisk virker for alle dem, der kan flytte sig og komme i arbejde. Så systemet virker jo for dem, der vil?

”Ja, der er målt en lav, positiv effekt på dagpengesiden. Men der er mange, der har det svært og får det sværere, mens de er på kontanthjælp. Folk tror ofte, jeg bare vil have folk til at modtage offentlige ydelser og sidde derhjemme. Det vil jeg ikke. Jeg tror ikke, det er sundt for folk at være på kontanthjælp. Men for at folk kan komme ud i uddannelse og på arbejde, skal der være et setup, der kan hjælpe dem med at få styr på eksempelvis angst, misbrug, fysiske sygdomme og så videre.”

Men der er vel også nogen, der bare gerne vil blive på kontanthjælp?

”Sådan vil det altid være. Lige meget, hvilket system du laver, vil der være nogen, du ikke får i arbejde. Men man må lave et system for det store flertal, som ønsker at komme i arbejde.

Jeg har kun mødt én person, som vitterligt var doven og bare ville være på kontanthjælp og være dj ved siden af. Og hos Fundamentet mødte jeg 200 borgere om året. Alle andre skal da ikke lide under hans dovenskab.”

Men det er vel ikke kun sagsbehandleres ansvar at finde et job til folk. De har vel også selv et ansvar?

”De har selv et enormt stort ansvar. Folk tager også mere ansvar, hvis man giver dem mere plads og udsætter dem for mindre tvang. Langt de fleste mennesker vil gerne noget med deres liv. Men pilen peger nu en gang på systemet. Et forskningsprojekt har eksempelvis vist, at hver gang du skifter sagsbehandler, mindskes din chance for at komme i beskæftigelse med 22 procent.”

Er det så ikke netop sagsbehandlerne, der er problemet og ikke lovgivningen?

”Det synes jeg som udgangspunkt ikke. Jeg er ekstern underviser på socialrådgiveruddannelsen, og der møder jeg unge mennesker med enormt meget empati. Så jeg har også undret mig over, hvorfor der er så mange, der har dårlige oplevelser med sagsbehandlere. Jeg tror, det handler om konflikten mellem at være den, der hjælper og den, der kræver. Og samtidig at have for travlt. Det gør det svært at skabe en god og tillidsfuld relation. Så det vil hjælpe på kulturen, hvis der bliver plads til mere tid og tillid.”