Kirkeministeriet truer nu menighedsrådene med bøder, hvis man ikke overholder opsynet med coronapas, hvis der er flere end 200 deltagere til kirkelige handlinger.
Hvad er det for noget? Der er lige sneget en optrapning af ridefogederiet ind.
Det er uhyrligt. Og her gik man og håbede, at folkekirken var folkekirken. Jeg skal love for, at den skal trække i statskirketøjet. Udtryk som ”bortvisning” i en instruks om håndteringen lyder væmmelig.
Det hedder:
”Kan der ikke fremvises et coronapas, skal der ske bortvisning, ligesom den pågældende deltager vil kunne straffes med bøde, hvis personen ikke forlader stedet efter at være blevet bortvist.”
Må jeg have lov at spørge – sikkert ikke – men gør det dog af selvrespekt: Hvordan skal denne sammenhæng mellem bortvisning og uddeling af bøder ske?
Skal politiet udkommanderes her i juletiden til landets kirker og trossamfund og uddele bøder ude på kirkegårdene med vore døde som usalige vidner til den slags optrin?
Jeg gentager: bortvisning. Denne sprogbrug giver mig trang til at kaste op. Statstugt i en kirke, der har meget lidt kirketugt over sig. Og ve os, hvis vi havde det. Det er et meningsløst juristeri, nej, det er et ekstremt villet juristeri. Skal Kirkeministeriet sikre sig, at der ikke kommer en ”sag”, fordi man ikke har givet entydig besked? Hvad er det for kolde hjerner, der indfører udtrykket ”bortvisning”? Det vil jeg ikke finde mig i, det udtryk.
Bøjer vi blot slaveagtigt nakken kollektivt? Vender den anden side eller kind til og slår så løs på dem under os: kirkegængere, som vi får i vores magt at ”bortvise”? Den lille ridefoged i os får gode vilkår for at trives og oplives.
Er det som i den russiske forfatter Fjodor Dostojevskijs ”Et latterligt menneskes drøm”: ”De svage underkastede sig gerne de stærke, men kun for at få hjælp til selv at undertrykke de endnu svagere”? Er det ikke det, Kirkeministeriet og regeringen appellerer helt åbenlyst til? For vi skal virkelig, hvis vi følger instruksen, lege dørmænd.
Nogen må gøre noget, og jeg håber virkelig, at der er nogle på rækkerne i Folketinget, som indser, hvor hæsligt dette her er, og tager affære.
Johannes Bartholdy Glenthøj er sognepræst i Samsø Sogn.