Kontrolsamfund amok. Ansvaret skal tilbage i den offentlige sektor

NÅR VI I Borgerligt Centrum vil have færre forbud og regler, skyldes det, at vi gerne vil give det moralske ansvar tilbage til borgerne.

I stedet for, at vi bygger et samfund op omkring mistillid, kontrol og forbud, vil vi meget hellere arbejde for, at vi får et samfund, der bygger på det personlige ansvar.

Dette gælder ikke kun den nypuritanisme, vi ser i Big-Mother-samfundet omkring os. Det gælder også den offentlige sektor, hvor vi har fået skabt dyre kontrolmekanismer, der grundlæggende bygger på en mistillid til de offentligt ansatte og deres faglige kompetencer.

Det er opsigtsvækkende, at vi har bygget et velfærdssamfund op, hvor vi uddanner og kvalificerer befolkningen til et højt internationalt fagligt niveau, hvorefter vi nedbryder fagligheden og kompetencerne gennem kontrolsystemer, registreringer, planer og rapporter.

Det offentlige Danmark bliver mere og mere virkelighedsfjernt, og en stadig større opgave for de offentligt ansatte bliver at fælde ting ned på papir, som de ikke selv har tid til at føre ud i virkeligheden.

MANGE OFFENTLIGT ansatte oplever, at deres arbejde og deres arbejdsplads bliver et sted, hvor serviceringen af borgerne og borgernes behov træder i baggrunden til fordel for faglige kanoner udstukket af politikere og embedsmænd.

I værste fald ender vi med systemer, hvor politikere, embedsmænd og offentlige ledere roser de ansatte for flotte planer og visioner, samtidigt med at systemet i borgerens nærvær er brudt sammen i rent kaos.

Borgerligt Centrum er grundlæggende modstandere af at opbygge en offentlig sektor, hvor mistillid og kontrol er de bærende elementer og vi vil arbejde for at få ansvaret og fagligheden tilbage i den offentlige sektor. Offentligt ansatte skal have tid til at lave det, de er fagligt uddannet til, og vi skal kunne og turde tro på, at de er fagligt kompetente til at udføre deres opgave på en tilfredsstillende måde.

Dette betyder ikke, at der ikke vil ske fejl eller svigt i den offentlige sektor, men regler og kontrolmekanismer er ikke en garanti for, at fejl ikke forekommer.

Simon Emil Ammitzbøll er MF og partiformand for Borgerligt Centrum