Koranen i kirken: Vor Herre bevare os

Da Koranen afviser, at Jesus er Guds søn og afviser, at Gud er treenig, så er dens ord om Allahs barmhjertighed i modsætning til evangeliets. Allah har ikke ofret noget af sig selv; hans barmhjertighed er i evangeliets lys et tomt ord, skriver Agnete Raahauge

"Uanset hvor mange muslimske ambassadører, Gadegaard inviterer til mindegudstjeneste, er det Kristus, en kristen gudstjeneste bygger på, og så må ambassadørerne lytte og blive forargede eller lytte, så de hører, at det også er dem, Gud har forbarmet sig over i Kristus," mener Agnete Raahauge. Arkivfoto.
"Uanset hvor mange muslimske ambassadører, Gadegaard inviterer til mindegudstjeneste, er det Kristus, en kristen gudstjeneste bygger på, og så må ambassadørerne lytte og blive forargede eller lytte, så de hører, at det også er dem, Gud har forbarmet sig over i Kristus," mener Agnete Raahauge. Arkivfoto.

Tak til Peter Balslev Clausen for den klare afvisning af koranoplæsning i kirken i Kristeligt Dagblad den 12. april. Det er, som han siger, dybt rystende, at folkekirken inviterer fremmede religioner ind i Herrens, det vil sige Kristi, hus.

Det er også rystende at læse Anders Gadegaards overfladiske forsvar for koranoplæsningen ved mindegudstjenesten for terrorofre. Versene, hævder han, svarede til en kristen gudsopfattelse, for de talte om den barmhjertige gud.

Men ordet barmhjertighed er ikke nok, for det er barmhjertighedens væsen, det kommer an på. Og Allahs barmhjertighed er ikke den Guds barmhjertighed, som den kristne kirke forkynder. For den er den barmhjertighed, Gud har åbenbaret i sin søns lidelse, død og opstandelse.

Den barmhjertighed, at Gud har ladet sin søn bære vores synd og dø vores død og således gør os til sine børn, så vi kan trøstes ved, at ”når vi er børn, er vi også Guds arvinger og Kristi medarvinger, så sandt som vi lider med ham for også at herliggøres med ham”.

Uanset hvor mange muslimske ambassadører, Gadegaard inviterer til mindegudstjeneste, er det Kristus, en kristen gudstjeneste bygger på, og så må ambassadørerne lytte og blive forargede eller lytte, så de hører, at det også er dem, Gud har forbarmet sig over i Kristus.

Ingen præst har andet at trøste med end Guds barmhjertighed i Kristus, og det hvad enten det er ved særgudstjenester eller begravelser, for uden Kristus er trøsteordene kraftesløse menneskeord, pæne fraser uden opstandelsens håb. Og da Koranen afviser, at Jesus er Guds søn, og afviser, at Gud er treenig, så er dens ord om Allahs barmhjertighed i modsætning til evangeliets. Allah har ikke ofret noget af sig selv; hans barmhjertighed er i evangeliets lys et tomt ord.

Derfor er det, at Den Augsburgske Bekendelse i artikel et nævner muhammedanerne blandt de antitrinitariske kætterier, som den kristne kirke skal bekæmpe med evangeliet.

Det har Anders Gadegaard og landets øvrige provster, bisper og præster forpligtet sig til i præsteløftet – netop for at vi ikke selv skal bestemme, hvad Guds barmhjertighed skal betyde, og således give menighederne stene for brød, men prædike den Guds barmhjertighed, som der er trøst i – for terrorofre såvel som for begravelsesfolk.

Endnu en gang må man undre sig over, at de præster og biskopper, som åbenbart strunter i folkekirkens bekendelsesskrifter, ikke tog et opgør med Den Augsburgske Bekendelses artikel et, og dermed med hele kristendommen, inden de underskrev præsteløftet.

Så var de ganske vist ikke blevet præster, men de havde da vist en form for integritet og sanddruhed. Det kan man ikke just sige, at de gør nu.

Agnete Raahauge er sognepræst i Hørup og redaktør af tidsskriftet Tidehverv