Prøv avisen

Koranen maner altid til besindighed

RELIGION OG SAMFUND: Fortolkningen af skriftsteder forandrer sig i takt med tiden både i jødedom, kristendom og islam. Denne fleksibilitet bør accepteres i alle tre religioner

Kai Sørlander harcelerer i Kristeligt Dagblad (den 30. januar) over, at jeg som muslim ikke kan se det fornuftige i at vende den anden kind til. Selv spørger jeg lige så forundret som sognepræst Ricardt Riis den 15. januar: »Gør kristne da det?«

Jeg har fra andre fået bekræftet min formodning om, at Kai Sørlanders fortolkning af bjergprædikenen er ret usædvanlig. Derved er hans kommentar et aktuelt eksempel på, at Bibelen og kristendommen både kan og bliver fortolket forskelligt af forskellige personer/grupperinger i forskellige kontekster.

Et andet eksempel på dette er den i begyndelsen af 1980'erne ofte fremsatte påstand, at kristendommen var skyld i klodens økologiske ubalance og forfald. Man henviste til 1. Mosebog - og minsandten om man ikke i slutningen af 1990'erne på god islamisk vis begyndte at tale om »forvalterskabstanken« med henvisning til selv samme bibelsted.

At fortolkningen af visse skriftsteder kan forandre sig i takt med tiden er en realitet både i jødedom, kristendom og islam. Kan man acceptere denne fleksibilitet i sin egen religion, må man nødvendigvis også acceptere og forholde sig til en lignende rummelighed i andre religioner.

Og det er et ubestrideligt faktum, at muslimer fortolker forholdet mellem religion og stat meget forskelligt. Der har altid været muslimske tænkere og jurister, der har kritiseret de gejstliges magtposition i forskellige muslimske lande. Og selvom muslimer ikke har en bibelsk bjergprædiken at henvise til, så er det de færreste, der ønsker et totalitært teokrati som i Iran. De seneste uger har med al tydelighed vist, at de eneste, der ønsker at bibeholde teokratiet, er den gruppe gejstlige, der selv sidder ved magten, eller som på anden måde drager nytte af situationen.

Som jeg i de senere år flere gange har gjort opmærksom på i nærværende avis - senest i min kommentar den 21. januar - så giver Koranen mange fornuftige fingerpeg om, hvilke værdier et islamisk samfund bør bygge på.

Værdier, der langt hen ad vejen stemmer overens med den gængse vestlige opfattelse af menneskeret, frihed, lighed, mangfoldighed og demokrati. At Kai Sørlander åbenbart hellere vil gøre islam og muslimer til et fjendebillede end se realiteterne i øjnene, kan jeg kun beklage.

Kai Sørlanders insinuerer i sin kommentar, at hævn skulle være islams alternativ til at vende den anden kind til. Intet er mere forkert. Alternativet til at vende den anden kind til er ifølge islam/Koranen at fjerne sig fra voldsmanden, og - når gemytterne er faldet til ro - søge fred og forsoning. Alt afhænger naturligvis af de aktuelle omstændigheder, men et andet alternativ kunne være at forsvare sig imod den uret, der bliver begået imod en. Koranen fastlægger ganske nøje, at man ikke må gribe til mere drastiske metoder end dem, man bliver angrebet med; at man i kampens hede ikke må lade det gå ud over uskyldige - og at slutmålet er fred og forsoning.

Uanset, hvad onde tunger måtte påstå, og uanset hvad mennesker i praksis gør, så taler Koranen aldrig om hævn, men om fred, tilgivelse og forsoning. »Imødegå det onde med noget, der er bedre. Så vil din fjende blive din mest fortrolige ven.« (Koranen 41:34)

Aminah Tønnsen er forfatter og foredragsholder