Sognepræst Sørine Gotfredsen har ladet tankerne få frit løb i sin refleksion fredag den 4. marts i Kristeligt Dagblad. Under overskriften ”Koranens indtog i folkekirken er absurd” harcelerer hun imod undertegnedes velvilje over for muligvis at lade et stykke fra Koranen oplæse ved eksempelvis en bisættelse i kirken, hvor afdøde og afdødes familie har et nært forhold til islam eller den specifikke tekst.
Det kunne være et medlem af folkekirken, som er gift med en muslim, og derfor vil familien gerne markere det dobbelte familiære religiøse tilhørsforhold. Det er et tænkt eksempel, for jeg har rent faktisk aldrig været ude for det.
Og her har vi det første og største problem ved Gotfredsens frie tanker: De følger udelukkende den tangent, hun selv har lyst til at løbe ud ad, og tangenten er tydeligt kulturimperialistisk: Enhver velvilje over for mulige værdier i den islamiske tradition er umulig, hvis man vil være en ordentlig kristen.
Al form for islam er pr. definition løgn. Hun er komplet ude af stand til at rumme, at det kunne tænkes, at der i andre kulturer end den kristne kunne forekomme udtryk for noget sandt om menneskelivet.
Gotfredsen taler om ”Koranens indtog” og ”Koranens indførelse” i folkekirken. Sig mig, ”indfører” man Rifbjergs digtning i folkekirken, hvis man læser et digt af ham til en bisættelse? Nej, vel? Antaster det kristendommen som sandhed, som Gotfredsen hævder, når man for det første vælger Koran-citatet med omhu og for det andet sikrer, at der synges gode kristelige salmer, læses evangelietekster og prædikes gedigent evangelisk-luthersk? Nej, vel?
Alligevel fremturer Gotfredsen: at en oplæsning af et stykke fra Koranen i sig selv betyder, at man må mene, at ”den ene bekendelse ikke er mere værdifuld end den anden”. Som om et citat i kirken af Henrik Nordbrandt i sig selv gør ateismen og gudstroen lige værdifulde. Enhver kan jo høre, hvilket nonsens det er. Men Gotfredsen kan kun få lydhørhed for sin ekstreme holdning, hvis modpartens er endnu mere ekstrem – som ”at indføre Koranen i kirken”. Usagligt og demagogisk som det er.
Folkekirken er folkets (medlemmernes), og ikke præsternes. Det betyder blandt andet, at præsterne skal gøre sig umage ved de kirkelige handlinger for, at de pårørendes eksistens og livssammenhæng afspejler sig i forløbet – i tekst, musik og prædiken. Så de pårørende kan genkende sig i det og føler sig talt til i den kristne forkyndelse. Derfor er det kun gavnligt at spejle det kristne budskab i tekster, som har betydning for de pårørende selv – eksempelvis en Korantekst.
Sørine Gotfredsen er tilsyneladende ude af stand til at forstå denne vitale side af kirkens funktion. Selvom det er udtryk for sand kristendom. Sådan gjorde Paulus brug af fremmed gudelære i Athen, da han forkyndte for dem – og sådan gjorde Grundtvig brug af nordisk hedensk religion i sin kristne forkyndelse. Forkaster Gotfredsen også det?
Vi ser en tendens til levebrødspolitikere i partierne: personer, der ikke så meget slås for bestemte holdninger, men afkoder, hvad der er flest stemmer i at mene. Det er ikke en sjov tendens.
Ligesådan findes der levebrødsdebattører: mennesker, der har et liv i pressen i kraft af at søge polemikken frem for substansen og karikere andres synspunkter for så derefter selv at tage kraftigt afstand. Det mister man troværdighed på, selvom pressen elsker det, fordi sort-hvide budskaber er så salgbare. Sørine Gotfredsen placerer sig desværre for tiden i denne gruppe.
Anders Gadegaard er domprovst i København