Prøv avisen
Mediekommentar

Kors for et trosprogram

Værterne var Charlotte Rørth, som er kendt for at have mødt Jesus i Spanien, og Mikael Jalving, som er kendt for borgerligt vid og bid i den offentlige debat. Charlotte Rørth har fået en Kristus-vision, mens Mikael Jalving har tabt barnetroen. Foto: Tobias Nicolai/ritzau og Leif Tuxen

”I korsets tegn” er et velgørende livstegn for radio af ånd og alvor, skriver sognepræst

Jeg er tæt på at veje ”Herrens veje” og finde den helt og aldeles for let, men DR går også andre veje end ”Herrens veje” eller rettere Adam Prices.

Det skete for eksempel i fredags på P1, hvor der var premiere på et nyt program ”I korsets tegn”, som ville tage troen alvorligt og temperaturen på kristendommen i Danmark. Værterne var Charlotte Rørth, som er kendt for at have mødt Jesus i Spanien, og Mikael Jalving, som er kendt for borgerligt vid og bid i den offentlige debat. Charlotte Rørth har fået en Kristus-vision, mens Mikael Jalving har tabt barnetroen. Som det fremgik af programmet, havde han nu ikke tabt sansen for kristendommen endsige folkekirkens svagheder. Et umage værtspar, men det gjorde ikke programmet ringere.

Den første udsendelse handlede om mission. Skal kirken missionere, og ”hvor engageret må man være for at få andre omvendt”? Den første, som blev konsulteret om mission var den københavnske domprovst Anders Gadegaard. Han er nemlig blevet begyndt at gøre husbesøg hos nybagte forældre i menigheden og i den forbindelse nævne kirkens tilbud, ikke mindst om barnedåb. Selvom mange vil nok ville sige, at det havde karakter af medlemspleje, så mente Anders Gadegaard, man også godt kunne kalde det mission.

I så fald var det indre mission, og Københavns domprovst må følgerigtigt være en slags indremissionær. Det er nu heller ikke så ringe. Når det kom til anderledestroende, lagde Anders Gadegaard lagde imidlertid bånd på missionen og mente, at man kun måtte tale om den kristne tro, hvis man blev indbudt til det.

Virkelig? Hvor langt mon kristendommen var kommet, hvis apostlene havde siddet pænt og ventet på, de blev indbudt til at tale om den korsfæstede frelser? Skal verden ikke besværes med kristendommen, hvis den ikke beder om det? Hvad ville man sige om en læge, som holdt sig fra at hjælpe en syg mand, bare fordi manden ikke havde bedt om den rette medicin? Det er enhvers ret at afvise kristendommen, men det er også kirkens pligt at forkynde Kristus for enhver. Som det hedder i en apostolsk formaning, som ofte læses i forbindelse med ordination af folkekirkens præster: ”Prædik ordet, stå frem i tide og utide”.

En anderledes missionær var den dansk-iranske præst Massoud Fouroozandeh, som har døbt over 600 muslimer. Man kan mene, hvad vil om mission, men troens lidenskab brænder ikke just på vågeblus hos Massoud Fouroo-zandeh. Han beskrev mission som at opstille en buffet. Det var gæsternes valg, om de ville gå om bord i retterne og så at sige smage, at Herren er god, men uden buffeten måtte de nøjes med stene for livets brød. I lyset af hans eget billede kunne man måske beskrive Massoud Fouroozandeh som en buffist af Guds nåde.

Mod slutningen af udsendelsen mente Mikael Jalving, at folkekirken manglede tro på sin egne kilder, mens Charlotte Rørth var mere optimistisk. ”I korsets tegn” var under alle omstændigheder et velgørende livstegn for radio af ånd og alvor.

Jesper Bacher er sognepræst