Prøv avisen

Kort sagt

Vi savner dåbsoplæring

Elisabeth Dons Christensen, biskop, Ribe

Mandag den 24. november bragte Kristeligt Dagblad en forsideartikel om de vordende konfirmanders manglende tro eller rettere: faldende tro undervejs under konfirmationsforberedelsen.

I den anledning blev jeg spurgt om min vurdering. I det interview fremhævede jeg det næsten naturlige i, at konfirmander, der måske har en meget tynd berøringsflade med kristendommen og måske for første gang rigtigt begynder at tænke over de dele, derfor også må spørge sig selv om, hvad det dog er for noget, og derfor let ender på tvivlens holdeplads. Det var faktisk den største del af interviewet.

Næste del var, om det bekymrede mig, at det er sådan fat. Og det gør det da. Ikke så meget, at konfirmanderne ikke kommer til tro undervejs, for troen kan ikke måles, men at fernissen til den kristne børnelærdom er så tynd, at vi så at sige konfirmerer konfirmanderne ud af kirken.

Derfor ordene om, at vi som kirke, det vil sige menigheder og præster, nok ikke brænder godt nok igennem. Og det gør vi ikke, fordi fundamentet mangler. (Det sidste har jeg i øvrigt en mailudveksling fra Kristeligt Dagblad om fra samme dag, der udsiger, at det vil blive rettet, hvilket det også blev to dage efter).

Min bekymring ligger altså et helt andet sted. Det handler nemlig ikke om den præst, der i løbet af 48-56 timer skal kunne åbne for hele kristendommens fond af indsigt i det at være menneske.

Det handler om, at vi som kirke selv er nødt til at bruge den tid og de kræfter, som skole og hjem tidligere brugte på at fortælle bibelhistorier og lægge spor af hele det kristne menneskesyn ind i hovedet på vore børn. Det hedder dåbsoplæring.

Ambassadøren var tilstede

Arthur Avnon, Israels ambassadør i Danmark

Den 18. december bragte Kristeligt Dagblad en artikel om koncerten med The Middle East Peace Orchestra i Det Kongelige Teater. Men artiklen indeholdt en graverende fejl, som jeg hermed tillader mig at fremhæve. Avisen skrev, at hverken den israelske eller de arabiske ambassadører var tilstede, hvilket antyder, at Mellemøstens folkeslag kan sameksistere i fred, hvorimod deres regeringer ikke kan. Faktum er, at den israelske ambassadør var tilstede den pågældende aften, mens de arabiske ambassadører var fraværende. Ikke alene var jeg tilstede ved koncerten, men jeg var også vært i mit hjem for Shani-korets muslimske, kristne og jødiske sangere. Jeg kan endvidere med stolthed sige, at min ambassade sidste måned organiserede en tværreligiøs begivenhed, omtalt i Kristeligt Dagblad, hvor muslimske, kristne og jødiske børn fandt sammen om at indskrive vers om fred fra de hellige bøger i de tre store monoteistiske religioner.

I mere end 60 år har Israel udstrakt en hånd med tilbud om fred til sine arabiske naboer, og det vil vi blive ved med. Forhåbentlig bliver tilbuddet ikke afvist.