Gymnasieelev: Indfør juridisk abort til mænd

Det er ikke rimeligt, at manden skal hænge på kvindens beslutning, skriver gymnasieelev og lokal næstformand i Liberal Alliances Ungdom

I hvilken verden er det retfærdigt, at kvinden kan sige ”nej tak”, mens manden er tvunget under beslutning af kvinden, spørger gymnasieelev.
I hvilken verden er det retfærdigt, at kvinden kan sige ”nej tak”, mens manden er tvunget under beslutning af kvinden, spørger gymnasieelev. Foto: Iris.

At få børn er en fælles beslutning. Det er ikke rimeligt, at manden skal hænge på kvindens beslutning, da det at få et barn kan være en enorm omvæltning af hele ens liv. Derfor er det kun ret og rimeligt, at både mænd og kvinders rettigheder skal beskyttes. Heldigvis er beslutningen om at få et barn for det meste en fælles beslutning, men en sjælden gang kan uheldet være ude, og i denne situation er manden underlagt kvindens ønsker og vilje. Han er tvunget.

Men i hvilken verden er det retfærdigt, at kvinden kan sige ”nej tak”, mens manden er tvunget under beslutning af kvinden? Hvordan kan det nogensinde være i orden, at den ene forælder har hele beslutningen?

Juridisk abort vil give manden muligheden for at frasige sig faderskabet ved en uønsket graviditet. Dermed opgiver han retten til at se barnet, men samtidig skal han ikke efterleve de juridiske og moralske forpligtelser. Juridisk abort er ikke en blankocheck for manden. En juridisk abort er lige så seriøs som en hvilket som helst anden abort, og det er derfor af afgørende betydning, at der er en saglig argumentation for aborten.

Derfor er det essentielt for ligestillingen, at Folketinget vedtager lovgivning, som sikrer mænd mulighed for juridisk abort under kontrollerede forhold. Moderen fortjener en afklaring, så hun kan tage stilling til, om hun vil fortsætte graviditeten selv.

Hvis vi ønsker reel ligestilling, bør vi sikre mandens rettigheder. Det sker ikke på bekostning af kvinden, men til gavn for barnet. Nok skal der to til en tango, men politikerne må ikke spille fandango med barnets opvækst.

KAROLINE BRUUN gymnasieelev og lokal næstformand i Liberal Alliances Ungdom, Grundtvigsvej 10, Silkeborg