Prøv avisen
Debat

Kovendinger: Om kulturens aftryk i sproget

Debattør Ingvar Glad er utilfreds med brugen af begrebet ”Kovendinger” i denne bogs titel.

Det danske sprog udvikles ikke igennem kovendinger

BEGREBET ”KOVENDINGER” bliver behandlet i Johannes Nørregaard Frandsens nyligt udkomne bog ”Kovendinger. Liv i sproget” – en bog af megen lærdom og samtidig en ret levende skildring af sprogets rige mangfoldighed (bogen blev anmeldt i Kristeligt Dagblad den 8. november 2016).

Politisk har vi set så mange ”kovendinger” foretaget gennem de senere år, at vi alle er fortrolige med den overførte betydning: en pludselig, overraskende og ofte noget plump ændring af et standpunkt.

Nørregaard Frandsen tøjrer den oprindelige betydning til en selvoplevet iagttagelse fra bondens daglige arbejde med køer: vanskeligheden med at få dem til at tage den retning, man ønsker.

I MIN BOG om ”Kulturens aftryk i sproget” (2014) har jeg i kapitlet ”Koen i sproget” indledningsvist tegnet et scenisk glimt af koen, der ligger og tygger drøv i kløvermarken, så roligt som i Drachmanns midsommersang. Men pludseligt og for os helt uventet rejser den sig på de ”koben”, der grangiveligt ligner et velkendt tyveværktøj, og flytter på vægten, så kløvermælken rumlende omplaceres i maven på den. Og så kommer den, kovendingen, som med et ryk drejer den på plads i en ny stilling. Måske for at forebygge liggesår?

En lidt anden opfattelse af kovendingen end i Johannes Nørregaard Frandsens bog. Men det afgørende er fælles: at udtrykket har sin oprindelse i sansninger fra det landlige liv og ikke har rod i det maritime miljø, hvor det nok er blevet flittigt brugt, men på lejebasis.

Men jeg skal indrømme, at jeg har vanskeligt ved at acceptere, at ”Kovendinger” er gjort til bogens overtitel. Nok er der i bogen tale om vendinger, men om sproglige vendinger, hvor det er vanskeligt at se nogen lighed med de øjebliksbundne kovendinger. Der er jo tværtimod tale om betydninger, som det i mange tilfælde har taget århundreder at udfælde, og hvor forståelsen kan kræve dybe dyk ned i sproghistorien. Og de mangler også helt kovendingens plumphed.

Men det må indrømmes, at det er et ord med et stærkt blikfang. Det er vel så grunden til, at det på trods af den minimale dækningsgrad (tre sider i bogen) overraskende er blevet valgt som titelbegreb – et valg, som i så fald sætter popularitet og blikfang over saglighed.

Men det er man måske fristet til i dag

Ingvar Glad er tidligere seminarielektor og forfatter.