Vores velfærdssamfund bør måles på, hvordan vi behandler de mest syge og sårbare borgere. År efter år får kræftpatienter og andre med livstruende sygdomme desværre ikke den lindrende behandling, de har brug for – også kaldet palliativ behandling.
For nyligt hørte jeg fra en i vores kræftrådgivning en beretning fra en ulykkelig pårørende, en ældre mand, hvis hustru fik bugspytkirtelkræft. Desværre blev hendes sidste tid svær og smertefuld og er et eksempel på et forløb, hvor den palliative indsats ikke var til stede.
Kvinden var først indlagt på hospital og kunne hverken tåle den smertestillende medicin og den mad, hun fik. Da lægerne kunne fortælle, at kemoterapien ikke kunne gøre hende rask, afslog hun behandling og ville gerne være hjemme i den sidste tid.
De nyeste tal viser, at hver fjerde kræftpatient – cirka 2500 patienter årligt – venter længere end tidsfristen på 10 dage på palliativ behandling.
Da hun kom hjem, ringede de pårørende til hospitalet for at høre om medicin og smertelindring, men blev henvist til familiens praktiserende læge, som nu havde ansvaret. Men her fik de ingen hjælp. Kvinden havde mange smerter, så en læge i familien anbefalede medicin til smertelindring. Manden fik recepten til medicinen, den dag hans hustru døde. Hun nåede at være hjemme i tre uger.
Kvindens historie er desværre ikke unik. Rigsrevisionen udtalte hård kritik af den specialiserede palliative indsats i 2020, og de nyeste tal fra Dansk Palliativ Database viser, at hver fjerde kræftpatient – cirka 2500 patienter årligt – venter længere end tidsfristen på 10 dage på palliativ behandling. Patienter oplever at blive udskrevet fra hospitalerne uden en plan for det videre forløb. Hver femte kræftpatient dør eller bliver for dårlige, inden de får den nødvendige hjælp.
Statsminister Mette Frederiksen (S) lovede for nylig fra Folketingets talerstol, at forhandlinger om en sundhedsreform bliver indledt i første kvartal i år. Kræftens Bekæmpelse mener, at palliation skal indgå som en væsentlig byggesten. Vi skal sikre, at ingen patienter tabes på gulvet mellem sygehuse, kommune og egen læge. Alle med behov for smertelindrende behandling skal have det – uanset om de er i behandlingsforløb eller står ved livets afslutning.
Kræftens Bekæmpelse har fremlagt klare anbefalinger til, hvordan palliation skal prioriteres i den kommende sundhedsreform. Der er brug for:
1) En national plan for opfølgning, der sikrer kvaliteten i den kommunale palliative behandling.
2) Nationale retningslinjer og -mål kommunerne skal følge.
3) Bedre sammenhæng og koordination mellem hospital, almen praksis og kommune.
Statsministeren lagde i sin nytårstale op til mere brug af frikommuner. En spændende tanke – men vi skal undgå, at det for eksempel betyder 98 forskellige palliative tilbud. Derfor bør en kommende sundhedsreform forpligte kommuner til nationale standarder på palliationsområdet.
I Kræftens Bekæmpelse står palliation højt på vores dagsorden. Vi har i mange år lagt pres på politikerne for at få bedre forhold, vi forsker i området, støtter national forskning og hjælper og støtter kræftpatienter og pårørende. For nylig hædrede vi to af landets største kapaciteter inden for palliation, da vi gav Kræftens Bekæmpelses Hæderspris til Mogens Grønvold og Per Sjøgren, begge overlæger og professorer, der har viet deres arbejdsliv til at løfte den palliative indsats i Danmark.
Med den kommende sundhedsreform har Folketinget muligheden for at skabe bedre betingelser for alvorligt syge i deres sidste tid. Grib den!
Helen Bernt Andersen er formand for Kræftens Bekæmpelse.