Kræftpatienter bør tilbydes hjælp til den angst og ensomhed, der følger med diagnosen

Så længe lindrende behandling kun er et tiltag, når alle andre våben er fundet utilstrækkelige, vil det unægtelig ses som et hvidt flag i kampen mod kræft, skriver medicinstuderende

Det skal være muligt at se personen bag patienten og sørge for at bruge ressourcer på at lade folk leve, ikke blot holde dem i live.
Det skal være muligt at se personen bag patienten og sørge for at bruge ressourcer på at lade folk leve, ikke blot holde dem i live. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Hver dag får omkring 100 mennesker i Danmark konstateret kræft. Behandlingen, der bliver tilbudt, skal hjælpe med at forlænge livet, men er kirurgi og kemoterapi nok til at lindre den angst og ensomhed, der ofte følger med en kræftdiagnose?

Da min far fik konstateret kræft, fik han kemoterapi. En, til dels, målrettet gift, der kan ødelægge de syge celler. Desværre, som for mange andre i kemoterapi, var det ikke kun de syge celler, der blev ødelagt. Da jeg ikke længere kunne bære at se på papirstynd hud og udhulede kinder, tillod jeg mig at foreslå ham, om vi skulle prøve noget andet. Om vi skulle forsøge med en lindrende behandling. Det blev dog hurtigt fejet vredt af bordet. Min far slog fast, at jeg lige så godt kunne ringe til præsten, og at han ikke ville bruge sine sidste dage med morfin som blodtype.

Jeg havde tidligere på dagen deltaget i et foredrag fra en afdeling, der specialiserede sig inden for lindring. Hvad de fortalte, var meget fjernt fra både morfindrop og præstens salvelse. Den lindrende, eller palliative, behandling rummer alt fra fysioterapi til psykologsamtaler og er sat i verden for at lindre mere end den fysiske smerte. Med et helhedsorienteret menneskesyn bliver det forstået, at der er andre problemer ved kræftdiagnoser end blodprøveresultater og svulststørrelse, både for patienten og de pårørende. Alligevel er det en udbredt forestilling, at hospitalets mulighed for lindring kun rækker til en god gang bedøvelse, et skulderklap og en afståelse fra ethvert håb for redning. Hvordan blev en henvisning til lindring ligestillet med en falliterklæring, der får patient og pårørende til at miste håbet?

For der bliver først henvist til lindring, når der ikke er en vej udenom. Først når kniven er lagt, og giftmagasinerne udtømt, kan vi kalde på nogle, der kan hjælpe og afhjælpe både krop og sind. Ifølge Ældre Sagen bliver kun omkring 10 procent med livstruende sygdom henvist til en afdeling specialiseret i lindring, og for langt de fleste er det kort tid inden, de dør. Andre når det slet ikke. Hvis en henvisning til lindrende behandling ikke bliver prioriteret, og hvis lindringen først må hjælpe, når alt andet har fejlet, er det intet under, at det bliver ligestillet med at ringe til præsten.

Så længe lindrende behandling kun er et tiltag, når alle andre våben er fundet utilstrækkelige, vil det unægtelig ses som et hvidt flag i kampen mod kræft. Hvis det derimod blev en integreret del af kræftbehandlingen, ville det, forhåbentlig, blive taget imod som en selvfølge, at kræft ikke bare er en sygdom i cellerne, men også i psyken og familien. Et udgangspunkt om, at vi først håndterer de psykiske aspekter af en sygdom, når alt håb er ude, virker bagvendt. Vi er klar med våben som gift, kniv og laser for at holde kroppen kørende, før vi hiver en psykologtime op af lommen. Der er vist ingen diskussion om, hvad der er mest invasivt på patientens krop, men hvad virker bedst for patientens liv?

Vi kan udvikle nok så moderne behandlinger, men vi er nødt til at se i øjnene, at uanset effektivitet kommer kræft sjældent uden frygt. Den frygt må vi også behandle, så vi ikke ender med raske patienter med nedlagt sind og en splittet familie.

Det skal ikke forstås som en opfordring til at give op på vores sygeste patienter. Tværtimod. Det skal være muligt at se personen bag patienten og sørge for at bruge ressourcer på at lade folk leve, ikke blot holde dem i live. Vi kan ikke se vores sygehusvæsen som et regnestykke, hvor mængden af mennesker, der stadig har hjerterytme, er det, vi sætter to streger under. For der står uendeligt meget mellem linjerne.

Det er med liv, som det er med lidelse; der er mere til det end det fysiske aspekt. Det er mere end bare at trække vejret eller have et hjerte, der pumper. For at sikre livet må vi sætte ind bredt og tidligt for patienter, der står med en sygdom, smerte og den krise, der følger med.

Amanda Dohn er er medicinstuderende.