Krænkelsen trumfer det frie ord

Identitetsfolket sørger løbende for aflysninger af forelæsninger ved akademikere, de er uenige med. Og lykkes det ikke, saboteres arrangementet gennem larmende demonstrationer, skriver Anders Raahauge

”Gud er død og identitet udfylder tomrummet.” Sådan siger Riya Zachariassen, en person i Salman Rushdies dugfriske roman ”The Golden House”. Hun er højtstående medarbejder på ”Museum of Identity” og grebet af den såkaldte identitetspolitik, som hun kalder ”en mægtig ny kraft i verden, allerede så magtfuld som nogen teologi eller ideologi.” Hendes begejstring ebber dog ud, hvorpå hendes tidligere meningsfæller falder over hende, for her tilgives frafald ikke.

Rushdie tager tidens toneangivende ideologi op og har blik for dens farlighed. Identitetspolitikken er vores epokes massebevægelse på vestlige universiteter, især i USA, og selvom den vel regner sig for venstreorienteret, har den egentlig forladt det traditionelle højre-venstre-skema, hvor de to fløje kunne strides på samme samfundsøkonomiske grund. Den ene bekendte sig så til frihandel og kapitalisme, den anden til klassekamp og statslig planøkonomi.

Identitets-venstrefløjen interesserer sig ikke nævneværdigt for den slags, men i stedet for netop menneskers identiteter.

Det er den undertrykte og udgrænsede identitet, som nu skal rehabiliteres og løftes op som kulturens skinnende håb. Den rolle havde proletaren for marxisterne, men nu indtages den af den farvede, den avanceret homoseksuelle, kvinden og en regnbue af andre minoriteter – kvinder regnes paradoksalt nok for minoritet.

Efterhånden indgår disse, gårsdagens forkætrede, nutidens tiljublede identiteter, i nye kombinationer. Derfor kan den gammeldags hvide bøsse, der troede, han var avantgarde, rammes af anklager for ”normativitet”. Han er nemlig hverken farvet eller tilhørende en af de skiftende nye queer-kønsidentiteter, som årligt dukker frem.

Det er den britiske standup-komiker Andrew Doyle, der citerer Rushdie som indledning til en artikel i netmagasinet Spiked.

Det er kommet som et chok, skriver han, for de klassisk venstreorienterede på universiteterne og i kulturlivet, at de ikke længere kan vide sig sikre mod tilintetgørende angreb for racisme eller kønsfacisme.

Den meget unge, identitets-politiske venstrefløj er nemlig umådeligt ømskindet og krænkes af det mindste. ”Snefnug” kaldes de også i USA, og de fremsætter nye politisk korrekte forbud, hurtigere end de midaldrende venstreorienterede kan nå at holde sig ajour med.

”Problemet ligger i den kendsgerning, at vi er vidne til en ideologi, der ikke funderer sig på fornuft, men på tro,” mener Doyle, der selv har hjemme på den jagede venstrefløj.

Den har altid dyrket fornuften og er nu forvirret over denne nye identitets-politiks agression og uforudsigelighed.

”I stedet for rationelle argumenter støtter identitetsfolket sig på hjernetomme mantraer – ’giftig maskulinitet’, ’inderliggjort homofobi’, ’mansplaining’, ’hvid privilegering’ – begreber, der ikke bliver mere overbevisende ved endeløs gentagelse,” bemærker Doyle.

Han trøster sig med, at mange klassisk venstreorienterede er ved at have fået nok af de sarte planter på identitets-fronten. De tør bare endnu ikke røbe det, for gengældelsen mod kættere kan med racisme- eller sexisme-stemplet ødelægge en karriere. Doyle nævner et par af de mere kendte eksempler fra den seneste tid: Den britiske astrofysiker Matt Taylor, en af skaberne af Europas succesfulde Rosetta-rumstation, undgik kun en fyring gennem en bævende undskyldning for at have båret en t-shirt med en letpåklædt kvinde under en Rosetta-pressekonference.

Nobelpristager Tim Hunt måtte til gengæld fratræde sin stilling på University College London efter en klodset spøg om kvindelige forskere.

Doyle får her lyst til at citere det konfutsianske ordsprog: ”Når en viis mand peger på månen, undersøger fæhovedet fingeren.” Men han frygter, det ville indbringe ham en anklage for kultural appropriation: tyveri fra andre kulturer – også en identitets-forbrydelse. Derfor må man som hvid heller ikke flette sit hår i dreadlocks eller bære mexicansk sombrero.

Doyle opfordrer dem, der stadig befinder sig på den gamle venstrefløj, til tydelig tilbagevenden til klassebevidstheden. Identitetspolitikken er nemlig begyndt ligefrem at opløse bekymringen for de økonomisk forfordelte. Således erklærede den prominente antiracismeaktivist Munroe Bergdorf for nylig i et interview, at ”man kan være hjemløs og stadig være privilegeret som hvid”.

I reglen afvises kritik af identitets-bølgen med en henvisning til køn, race eller seksuel identitet hos den person, som formastede sig. Anklagen ”heteroseksuel, hvid mand” er blevet deprimerende almindelig som erstatning for saglige svar, skriver Andrew Doyle.

”Derfor er det heller ikke så sært, at mange på denne del af venstrefløjen er modstandere af ytringsfriheden,” konstaterer han.

Identitetsfolket sørger løbende for aflysninger af forelæsninger ved akademikere, de er uenige med. Og lykkes det ikke, saboteres arrangementet gennem larmende demonstrationer. Krænkelsen trumfer det frie ord.

Anders Raahauge er kulturjournalist, sognepræst og medlem af Det Etiske Råd. I Kiosken samler han hver uge op på og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat.