De seneste uger har været en sejr for MeToo-bevægelsen i Danmark. Der er sket et afgørende digebrud, og vandet fosser nu ind over det patriarkalske lavland.
Meget tyder på, at vi har betydeligt mere i vente. Vi kan kun ønske kvindekønnet og alle os andre tillykke med bestræbelserne på at skabe et samfund, der er præget af ”åndsfrihed, ligeværd og demokrati”. Disse tre begreber er centrale i folkeskolens formålsparagraf og er vel det nærmeste, man kommer det danske samfunds trosbekendelse.
Det hele begyndte med Radikale Venstres Morten Østergaard, som måtte bide i græsset og gå til bekendelse. Hans uønskede hånd på låret af en kollega samt andre excesser dømte ham ude.
Snart efter tog Morgenavisen Jyllands-Posten teten ved at rette skytset mod Frank Jensen (S). Nogen journalistisk bedrift var det bestemt ikke at få ham nedlagt. I forhold til MeToo har han længe været ”dead man walking”. Og nu er medierne allerede begyndt utålmodigt at indtage pladsen som strikkekonerne ved skafottet. Ingen tvivl om, at der kommer flere.
Vi venter på den næste krænker. Eller skulle vi sige det næste offer? For sandheden er vel, at der er en prekær dialektik mellem krænkeren og ofrene. Er krænkeren først nedlagt, ligger han som et offer på slagtebænken. Der er ikke synderlig meget sympati i folket over for Morten Østergaard og Frank Jensen. De kunne have holdt fingrene for sig selv og har fået løn som fortjent. De er udskammet og lever i vanære.
Ingen vil ønske at være i deres sted. Ikke engang dem selv. Psykisk og eksistentielt er de i krise. Mille Mortensen, som er forsker på Københavns Universitet i krænkende adfærd, udtaler til Politiken, at ikke kun ofrene, men også gerningsmændene bør være i fokus:
”Det kan være særdeles sundhedsskadeligt at blive beskyldt for seksuelle krænkelser. Der skal tales åbent med de anklagede – ikke om dem.”
Hvornår er det en krænkelse?
I opgøret med krænkeren er krænkeren som sagt selv blevet offer. Selvom det kan være smerteligt, rummer det også et åndeligt udviklingspotentiale. Hvis den tidligere krænker kan arbejde sig ud af fornægtelsen og frem til angeren, tvinger han sig ind i en selvrefleksion, som kan udvikle og modne personen. Det er nederlagene, der former personligheden. Man bliver populært sagt dum af at sejre og klog af at tabe.
Mille Mortensen præsenterer også et temmeligt nøgternt syn på udbredelsen af seksuelle krænkelser i de forskellige afkroge af Danmark. Til spørgsmålet: Er der ikke noget sted i den voksne verden, hvor det her ikke foregår?, svarer hun: ”Hvis det sted findes, så kender jeg det ikke.”
Den største fare for MeToo-bevægelsen er den lurende dumhed på grund af alt for letkøbte sejre.
I Radioavisen på DR P1 kritiserer kønsforskeren Karen Sjørup mediernes rovdrift på krænkelseshistorier med navns nævnelse på gerningsmændene. Ved samme lejlighed kritiserer hun også nogle af de såkaldte krænkelsessager som værende under bagatelgrænsen.
En af de nyere anklager mod Frank Jensen kom fra formanden for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) København, Cecilie Sværke Priess. Den går ifølge Karen Sjørup på, at Frank Jensen har givet hende et kindkys ved et 1. maj-møde i Fælledparken. Hvor krænkende kan det nu siges at være? Cecilie Sværke Priess havde indgivet klagen anonymt, men måtte finde sig i at blive nævnt med navn. Det huede hende ikke, for hun var kendt som en af bannerførerne for at fælde Frank Jensen. Det var vel ikke det, der var meningen med MeToo, udtaler Karen Sjørup.
I Politiken harcelerer Bettina Heltberg over samme blødagtighed:
”Det, som debatten hele tiden handler om, også i vores avis, er det forholdsvist uinteressante fænomen sexisme.”
Problemet er ikke sex i sig selv, men sex kombineret med en magtrelation. For sit eget vedkommende kommer hun med følgende betroelse:
”Livet er faktisk fyldt med private forkrænkeligheder og sorger, som (...) man må besejre eller holde ud. Jeg har erfaringer, som ikke 10 vilde heste skulle få ud af mig.”
Grundtvig og Trump er langt fra hinanden
Og så har man hørt det med. Grundtvig var som bekendt grænseløs i sin udfoldelse. Han er umulig at sætte i bås. I tidens løb er han blevet koblet sammen med Marx, Mao, nationalkonservatisme, astrologi, new age og meget andet. På det seneste er han blevet nævnt i forbindelse med præsident Donald Trump.
Det sker i Politiken, hvor højskolelærer Søren Hviid Pedersen kalder Donald Trump ”USA’s svar på Grundtvig”. De har nemlig begge to forstået folkelighedens betydning. Dog tager Søren Hviid Pedersen forbehold over for kvindesynet. Her har de ikke meget at sige hinanden.
Må jeg foreslå endnu et punkt, der radikalt adskiller de to. Det kan sammenfattes i ét ord: ånd.
Ugens debat skrives på skift af tidligere højskoleforstander Jørgen Carlsen og sognepræst og anmelder på Kristeligt Dagblad Kristian Østergaard.