Kram en politiker. De lægger ører og ryg til meget

Vi burde vi glæde os over, at der er nogen, der gider rejse sig fra sofaen og lægge et stykke politisk arbejde i kommunalbestyrelsen eller regionsrådet, skriver medlem af Det Etiske Råd

”Jeg vil ønske alle ildsjæle i alle byråd og regionsråd et stort tillykke med valget og sige jer en stor tak, fordi I trods modstand, brok og diverse tilsvininger har valgt at gøre en forskel og gøre et stykke politisk arbejde de næste fire år,” skriver Christian Borrisholt Steen, som er medlem af Det Etiske Råd. –
”Jeg vil ønske alle ildsjæle i alle byråd og regionsråd et stort tillykke med valget og sige jer en stor tak, fordi I trods modstand, brok og diverse tilsvininger har valgt at gøre en forskel og gøre et stykke politisk arbejde de næste fire år,” skriver Christian Borrisholt Steen, som er medlem af Det Etiske Råd. – . Foto: Ernst van Norde/ritzau.

Her på bagsiden af kommunalvalget har jeg lyst til at komme med en opfordring: Næste gang, du ser en politiker i din lokale Netto eller på gågaden i din by, så overvej lige at give vedkommende en krammer og sige tak.

Uanset om det er en blå, grøn, rød eller noget helt fjerde, så anerkend ham eller hende for indsatsen. De fleste fortjener det, og mange af dem tror jeg også kan have brug for en krammer oven på alt det, de har måttet lægge ryg og ører til. Det er ikke småting.

Jeg græmmes, når jeg læser nogle af de udgydelser, nogle borgere kan finde på at komme med på avisernes onlinesider, på Facebook og andre steder. Mange politikere har således måttet lægge ryg og ører til alt fra ligegyldigheder som brok over valgplakater, der hænger lidt for lavt i en lygtepæl, til rendyrket ondskab, hvor navngivne politikere bliver overøst med de værste eder og forbandelser. Det er selvfølgelig også lettere at brokke sig over en valgplakat i en lygtepæl, end det er at sætte sig ind i substansen og forholde sig konkret til politikken.

Som man har kunnet læse i medierne de seneste uger, er det ikke kun de lokale ildsjæle, der de seneste måneder har kæmpet en brav kamp for at komme til at gøre en forskel i landets 98 kommuner og fem regioner, der jævnligt udsættes for tilsvininger af forskellige slags. Samme tendens til at gå efter manden i stedet for bolden ser vi på sociale medier i debatten om finansloven.

For nylig har medierne også fortalt om, hvordan Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, er blevet svinet til på det groveste i anledning af, at hun er blevet forlovet – ellers en glædelig nyhed, skulle man mene.

Noget lignende gentog sig, da Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen forleden offentliggjorde, at hun venter sit første barn sammen med kæresten Casper Hyldekvist. Hun blev også alt andet end lykønsket med de ellers lykkelige omstændigheder.

Ikke mindst kommentarerne på Ekstra Bladet var direkte hadefulde og svinske over for de to toppolitikere.

Desværre er det ikke kun Ekstra Bladet, der flyder over med galde, eder og forbandelser over politikerne. Det gælder for eksempel også i mere lokale grupper på Facebook, som ellers oftest består af harmløse opslag om bortløbne katte eller fredagstilbud på tapasplatter hos den lokale Super Brugsen.

I én af de grupper, som jeg selv følger på Facebook, åndede alt også fred og fordragelighed, lige indtil den dag i starten af november, hvor nogen formastede sig til at opfordre til, at man huskede at stemme lokalt til kommunalvalget. Så skal jeg ellers love for, at folk lettede fra sofaen og flyttede blikket fra ”Vild med dans”, ”Den store bagedyst” og andre vigtige ting, for i stedet at kaste sig frådende over tastaturet for at gøre opmærksom på, hvad man mente om de lokale ildsjæle – fra begge fløje – som tillod sig at forstyrre sofafreden og harmløshederne på Facebook.

Nu, hvor valget er overstået, har jeg tilladt mig at lykønske både socialdemokrater og Venstre-folk, som rent faktisk opnåede valg i mit lokale område.

Retfærdigvis skal det siges, at der også er andre, der har brugt de lokale grupper på Facebook til at lykønske de lokale kandidater. Men lykønskningerne drukner alligevel ofte i et hav af harmdirrende opslag om, at valgplakaterne ikke straks er pillet ned nærmest dagen efter valget.

Gad vide, om de samme mennesker også er ude efter for eksempel Cirkus Arena, hvis der skulle hænge en plakat eller to tilbage i en lygtepæl dagen efter en forestilling.

Det undrer mig, at mange mennesker tilsyneladende har behov for at nedgøre andre, sådan som det blandt andet er kommet til udtryk i den seneste tid i forbindelse med kommunalvalget. Jeg synes i stedet, vi burde glæde os over, at der er nogen, der gider rejse sig fra sofaen og lægge et stykke politisk arbejde i kommunalbestyrelsen eller regionsrådet.

Til slut vil jeg bare ønske alle ildsjæle i alle byråd og regionsråd et stort tillykke med valget og sige jer en stor tak, fordi I trods modstand, brok og diverse tilsvininger har valgt at gøre en forskel og gøre et stykke politisk arbejde de næste fire år, som forhåbentligt bliver til gavn for os alle sammen.

Nu ved jeg jo ikke, om Mette Frederiksen og Johanne Schmidt-Nielsen læser Kristeligt Dagblad, men i hvert fald vil jeg gerne ønske Mette et stort tillykke med forlovelsen og ligeledes ønske Johanne alt muligt held og lykke med graviditeten.

Og lad mig så afslutningsvis citere min nu afdøde farmor, der altid sagde, at hvis man ikke havde noget pænt at sige om andre, så var det bedre at holde mund.

Christian Borrisholt Steen er foredragsholder, medlem af Det Etiske Råd og seniorkonsulent i Krifa.