Jeg har megen sympati for Margrethe Vestager (R). I mit 10-årige ophold på Christiansborg havde jeg ofte forbindelse med hende, og det kunne ikke være andet, end at jeg med 40 år som sognepræst i Sydvestjylland måtte føle et vist fællesskab med præstedatteren fra Ølgod. Jeg har kendt hendes far som ung. Jeg vekslede ofte bemærkninger med hende i folketingssalen. Og jeg har ikke glemt, at hun til receptionen til min 70-årsdag mødte frem som en venlig deltager hvad der i Radikale Venstre-kredse ikke uden videre har været forståelse for.
Derfor kan jeg ikke lade være med at sige til hende i al stilfærdighed, at hun kan ikke være bekendt, hvad hun gør ved folkekirken og fædrelandet.
Først sætter hun Manu Sareen (R) til at være kirkeminister i den regering, hun har hovedindflydelse på i 2011. Han er utvivlsomt et venligt og rart menneske, men han er jo uden enhver sans for den evangelisk-lutherske kristendom, der som folkekirke støttes af staten. Hvordan kan det være andet for en forhenværende hindu, der nyligt var blevet døbt af Marmorkirkens sognepræst der forresten er radikal folketingskandidat og som således var uden sans for og fællesskab med den folkekirke, han blev gjort til minister for af præstedatteren fra Ølgod?
Ikke tilfældigt var det derfor rent ideologiske signaler, Manu Sareen udsendte vedrørende folkekirken. Der var jo intet fællesskab og ingen tradition at henholde sig til. Denne kirkeminister, der også var minister for ligestilling, var kun optaget af at indrette folkekirken i overensstemmelse med den kulturradikalisme, der var hans trosbekendelse, hvorfor han straks skulle indføre et ægteskab for homoseksuelle.
Ifølge evangelisk-luthersk kristendom er ægteskabet som bekendt et forpligtende forhold mellem mand og kvinde. Heri ligger ikke en nedvurdering af homoseksuelle. Heri ligger blot, at folkekirken er bundet til den virkelighed, der forkyndes i Bibelen.
Men ministeren for ligestilling og kirke var uden enhver respekt for den danske folkekirke som en evangelisk-luthersk kirke. Han vidste tydeligvis ikke, hvad dette betød. Han kørte et rent ideologisk og kulturradikalt løb som kirkeminister.
Og præstedatteren fra Ølgod, der havde indsat ham i embedet, undlod at oplyse ham. Ligesom hun også undlod at fortælle ham om den danske folkekirkes virkelighed, da han derefter tog initiativ til at skille folkekirken fra staten, idet han nedsatte en kommission til oprettelse af et kirkeråd, hvilket er første skridt til adskillelse.
Men da Manu Sareen ved regeringsomdannelsen derefter flyttes fra folkekirken hvad sætter Margrethe Vestager ham så til at være? Så gør hun ham til integrationsminister. Først får han af hende mulighed for at kvæste den danske folkekirke. Derefter giver hun ham mulighed for at kvæste fædrelandet, der ikke er en ahistorisk, ideologisk konstruktion, men en frugt af det danske folks historie, kultur og identitet, hvilket også hænger sammen med kristendommen.
Hvorfor gør Margrethe Vestager det? Hvorfor udviser hun en sådan foragt for kristendom og danskhed? Hvorfor vil hun ikke vide af, at integrationsministeren naturligvis skal være rodfæstet i og bundet til den nationalitet, som de fremmede i landet skal integreres i?
Der ligger en bevidst, ja, næsten demonstrativ handling i denne nye udnævnelse af Manu Sareen. Jeg finder det lige så sørgeligt som provokerende.
Og jeg kan i en personlig bemærkning ikke lade være med at spørge Margrethe Vestager, hvorfor netop hun træffer sådanne dispositioner?
Søren Krarup er tidligere sognepræst og folketingsmedlem for Dansk Folkeparti