Prøv avisen
Etisk set

Lillian Bondo: Krav om genetisk slægtskab er en rest af patriarkalsk kontrol

Jeg håber inderligt, at Folketinget beslutter sig for, at dobbeltdonation kan være en mulighed for barnløse par, skriver Lillian Bondo.

Jeg håber inderligt, at Folketinget beslutter sig for, at dobbeltdonation kan være en mulighed for barnløse par, skriver Lillian Bondo, som er formand for Jordemoderforeningen

Vi har efter sigende en indbygget trang til at give vores gener videre. Således består arten. Mit tynde hår og høje tindinger, og mine irriterende fingre med flade negle og hud, der dårligt tåler tør kulde. Det skulle efter sigende være noget, jeg længes efter at give videre. Det er bestemt ikke en trang, jeg kan genkende. Men på den anden side har det da været hyggeligt at genfinde positive træk fra mig selv og fra min mand i afkommet.

Ville jeg have elsket dem lige så højt, hvis de var blevet os betroet uden genkendelighed? Hvis vi havde adopteret dem fra små og lækre eller større og mere prægede af problemer eller helt store måske skadede eller handicappede børn. Jeg ved det ikke. Jeg håber, at vi havde kunnet leve op til den tillid, så også børn, der ikke var rundet af vores egne gener, havde været velkomne og elskede.

Men den proces at følge deres vækst i maven, at mærke liv første gang, at opdage, at de reagerede på særlige lyde og bevægelser, at de kunne reagere på en bestemt sovestilling, der passede mig, men ikke passede dem – og de vandt. At følge en hælknogles ubarmhjertige spark mod blæren, eller når den kurede hen under maveskindet. Den proces gav under alle omstændigheder slægtskab med den lille. Gav kendthed og fælles forventninger til forældreskabet.

Og den proces kan et vordende forældrepar leve med nu, også selvom ingen af forældrene er genetisk beslægtet med barnet. Hvis altså Folketinget ændrer loven om dobbeltdonation. For hidtil har det været således, at man har bekymret sig om, hvorvidt et barn, vokset i mors mave, vil være velkomment, hvis ikke i det mindste en af forældrene var genetisk beslægtet med det.

Det relevante spørgsmål er for mig at se, hvilken forælder man har været bekymret for. Har det været således, at det var vigtigst, at faderen skulle kunne se, at han var far? – historisk set et vigtigt spørgsmål i et patriarkalsk samfund. Eller har det været vigtigst, at det var moderen, der var genetisk beslægtet, da der er en lille øget risiko for enkelte svangerskabskomplikationer, når hun er gravid med doneret æg?

Nej, man har ikke tidligere lagt vægt på, hvem af de to forældre, der kunne undvære at være i genetisk slægt med barnet.

Så man må have vurderet, at kærlighed er biologisk forankret – at barnet har bedre chancer for at blive elsket, forblive elsket, hvis én af forældrene kan genkende egne træk.

Vi ved godt, at det ikke holder! Vi kender stærke bånd, også i graviditeter med dobbeltdonation, selvom der ikke er så mange herhjemme endnu – eller ikke så mange, der står åbent frem om det.

Men det stærke bånd, der også er et biologisk bånd, som ligger i, at barnet vokser i mor og følges tæt af far (eller medmor), at det meddeler sig med talrige små tegn og gerninger, og at det præges biologisk af mors levevis og samlede tilstand – det bånd opstår også i en graviditet, der skyldes, at både æg og sæd kommer fra anden side end den kommende gravide kvinde og hendes partner.

Det bånd er en gave til barnet og forældrene. Så jeg håber inderligt, at Folketinget beslutter sig for, at dobbeltdonation kan være en mulighed for barnløse par.

Etisk set skrives på skift af professor i psykologi Lene Tanggaard, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, professor mso i antropologi og neurovidenskab Andreas Roepstorff og formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.