Prøv avisen
Refleksion

Sociolog: Krav om fleksibilitet er blevet ensbetydende med et mere usikkert samfund

”Idéen om fleksibilitet startede med gode intentioner, men selv gode intentioner kan som bekendt få utilsigtede konsekvenser,” skriver sociolog Rasmus Willig. – Illustration: Søren Mosdal.

Først tilbød fleksibilitetsbegrebet sig som et udvidet frihedsbegreb som for eksempel muligheden for selv at tilrettelægge arbejdet, ja, mere fleksibelt, og knap så monotont. Men så blev fleksibiliteten vendt på hovedet. Nu er det et tvangsbegreb, skriver Rasmus Willig

IDÉEN OM fleksibilitet startede med gode intentioner, men selv gode intentioner kan som bekendt få utilsigtede konsekvenser.

Først tilbød fleksibilitetsbegrebet sig som et udvidet frihedsbegreb som for eksempel muligheden for selv at tilrettelægge arbejdet, ja, mere fleksibelt, og knap så monotont. Men så blev fleksibiliteten vendt på hovedet. Nu er det et tvangsbegreb. Man skal være fleksibel, og nu er det slet ikke så sjovt, for er man ufleksibel, risikerer man åbenbart at ende bagest i feltet.

VORES BERØMTE flexicurity -system har også undergået en voldsom forvandling. Dagpengesystemet er blevet relativeret. Optjeningsprincipperne er blevet strammet, kompensationen løbende sat ned og perioden forkortet.

Der er snarere, som den franske sociolog Pierre Bourdieu udtrykte det, tale om flexploitation – et udnyttelsessystem. Vi oplever et mere usikkert arbejdsmarked, et prekært et af slagsen, som det hedder sig.

I takt med, at flere bliver utilfredse med og trætte af de forringede forhold for vores ældre, børn og handicappede og fremsætter kritik, erfarer de, at vi er overgået til en form for flexisme, hvor de, der ytrer sig kritisk, risikerer sanktioner i form af, at deres karriere går i stå, eller at de sågar kan blive afskediget.

MEN FLEXSAMFUNDET er skam ikke kun et overordnet strukturelt fænomen, som er svært at få greb om, men også et dagligt helvede.

PostNord har en modtagerflex-ordning, der dækker over, at postbuddet ikke længere smider en seddel i din postkasse, der fortæller, hvilket posthus du kan hente din pakke på, men i stedet sætter pakken for eksempel foran hoveddøren.

Når man tilmelder sig ordningen, skal man angive, hvor man gerne vil have stillet pakken, og så skulle man tro, at den prut var slået, men nej. Når man senere modtager kvitteringen for tilmeldelsen, står der: ”Sæt mærket på din brevkasse. På den måde bliver det synligt for postomdeleren, at du ønsker dine pakker.” Okay, så selvom jeg er tilmeldt ordningen, skal postbuddet have det at vide en ekstra gang. Fint nok, vi kan vel ikke holde styr på alting, og postbude er som alle andre spændt hårdt for.

Der dukker imidlertid et andet problem op: Nu er der et mærke på min postkasse, der informerer tyve om, at der nok noget at hente her – men her er PostNord hurtige, for de fraskriver sig nemlig ansvaret, så snart de har sat pakken fra sig. Fleksibelt?

SÅ ER DER FLEXTRAFIK, og det lyder jo også besnærende, men for dem, der har prøvet at ringe til Flextrafik og fået en medarbejder i røret, som sidder flere hundrede kilometer væk uden noget lokalkendskab til, hvor du skal hentes en sen aften, begynder fleksibiliteten igen at halte. Inden aftenen er omme, er man blevet koblet af ved en fejl, og til sidst opgiver man, da den elektroniske stemme for 117. gang siger: “Du er nu nummer 52 i køen.”

Så er der Rejsekort flex, som ”kan lånes ud til andre”. Det lyder jo også godt, men set i forhold til, at det gamle klippekort også kunne lånes ud, er det vel ligegyldigt? Nu er Rejsekortet måske også det mest ufleksible, der nogensinde er kommet til. Hvordan kan noget system slå et almindeligt gammeldags klippekort? Så simpel en teknologi. Klik. En enkelt handling, og så var man af sted. Nu skal der både tankes op, tjekkes ind og ud og jævnligt kontrolleres, om der overhovedet er penge på kortet.

Til Rejsekortet forefindes der naturligvis en klagevejledning, hvor man kan finde adresserne på Rejsekortets kundecenter, forbrugerombudsmanden, Datatilsynet og Ankenævnet for bus, tog og metro. Vidner klagelisten om fleksibilitet?

DER ER UTVIVLSOMT mange generelle træk ved flexsamfundet, men sikre kendetegn er en højere grad af usikkerhed på arbejdsmarkedet, en frygt for at udstille sig selv som ufleksibel, og at modstand mod flex mødes med sanktioner, henvisninger til klageinstanser eller til en telefonlinje, hvor ingen tager telefonen.

Udviklingen fra flexicurity over flexploitation til flexisme eroderer betingelserne for vores oplevede viden om mulighederne for at ytre os om vores nye træthedserfaringer.

Den voksende oplevede usikkerhed er ikke uvæsentlig, for den hænger også sammen med de andre flexfænomener som netop trafik, telefoni og post, der udgør samfundets mest vitale infrastrukturer.

Men mon ikke det fortsætter? Måske bliver både vores vand- og fjernvarmeværker snart helt privatiseret, og vi vil nok få muligheden for at ”flexe” mellem ”med eller uden pesticider i vandet” og ”periodisk flex”, når varmen pludselig sætter ud.

Refleksion skrives på skift af ph.d. og forfatter Kasper Støvring, sognepræst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og tidligere biskop Kjeld Holm, sociolog Rasmus Willig og hospitalspræst Lotte Blicher Mørk.